Ole Birk: Ja tak til skærpede EU-krav om sikkerhed 

DEBAT: Transportminister Ole Birk Olesen (LA) bakker op om EU-Kommissionens forslag om krav til sikkerhedsudstyr i køretøjerne og længere førerhuse på lastbiler.

Af Ole Birk Olesen (LA)
Transport-, bygnings- og boligminister 

Vejpakken rummer mange temaer, som vi har en god og konstruktiv dialog om, når vi mødes med Folketingets partier. Her vil jeg fortælle om et tema, der ikke har fået så meget opmærksomhed.

Det skal være sikkert at færdes på vejene. Også selv om trafikken stiger. Og det skal både være sikkert for dem, der sidder inde i køretøjerne, og for de forbipasserende cyklister, fodgængere, børn og ældre, som sætter deres lid til, at førerne har styr på køretøjet.

Som svar på Altingets spørgsmål til denne debat – 'hvad er "hot" i EU-Kommissionens udspil til Vejpakken' – vil jeg derfor særligt fremhæve forslaget om krav til sikkerhedsudstyr i køretøjerne generelt og forslaget om at fremrykke muligheden for længere førerhuse på lastbiler.

Krav til infrastruktur er ikke nok
Det er nemlig ikke nok, at vi stiller krav til infrastrukturen, når snakken eksempelvis falder på højresvingsulykker. Nye teknologier, som kan være med til at øge den generelle færdselssikkerhed, er klar til at blive brugt i lastbilerne. Allerede i efteråret sidste år opfordrede jeg Kommissionen til at fremrykke de tekniske krav til lastbilerne, og selv om der ikke er tale om en fremrykning, så er det rigtig positivt, at Kommissionen i vejpakken spiller ud med et forslag om at stille tekniske krav til lastbiler.

Det gælder blandt andet krav om trætheds- og opmærksomhedsovervågning af føreren samt detektionssystemer, som kan afværge kollisioner med eksempelvis bløde trafikanter.

I samme boldgade foreslår Kommissionen at fremrykke muligheden for længere førerhuse i lastbilerne. Ikke nok med, at det kan spare en del på brændstofforbruget på grund af mere aerodynamisk design og dermed reducere branchens udgifter på området. Det kan også være med til at bekæmpe højresvingsulykker. Det sikrer nemlig, at chaufføren får et bedre udsyn og i højere grad har øjnene på de bløde trafikanter.

Op mod 94 procent af trafikulykkerne involverer menneskelig adfærd og fejl. Vi kører eksempelvis for stærkt eller er uopmærksomme. Hvert år koster det liv og tilskadekomne på vejene, og i den forbindelse spiller udbredelse af sikkerhedsteknologi i bilerne en afgørende rolle.

I første omgang vil det blive mere sikkert for føreren at bruge køretøjet, og eksempelvis vil køretøjet give advarsler, hvis man er på vej ud på et sidespor. Og på længere sigt vil kørslen være en helt anden oplevelse, når det førerløse køretøj tillader, at vi slapper af, arbejder eller gør andre ting, som vi har lyst til under kørslen.

Gælder ikke kun lastbiler
Derfor er jeg positiv over for krav om sikkerhedsudstyr ved typegodkendelse af alle køretøjer og ikke kun lastbilerne. Jeg hilser alle de tiltag, der øger den generelle sikkerhed og beskytter passagerer og bløde trafikanter, velkommen.

For bare at nævne nogle eksempler gælder det sikrere frontdesign, automatisk nødbremsesystem, vognbaneassistent og bakdetektion. Men hensynet til øget færdselssikkerhed skal afbalanceres i forhold til de økonomiske omkostninger, så prisen på køretøjet ikke stiger unødigt, og så udskiftningen af vognparken sker i et fornuftigt tempo. Vognmandsbranchen og bilisterne betaler nemlig rigeligt i forvejen.

Det er for tidligt i processen at sige, hvad den danske holdning til forslaget vil være under forhandlingerne, da vi blandt andet først skal have inddraget Folketingets Europaudvalg. Men regeringen er ikke i tvivl, når det kommer til krav om sikkerhedsudstyr i køretøjerne og længere førerhuse.

Ved at bakke op om Kommissionens forslag på det her område kan vi hjælpe branchen godt på vej hen imod mere sikre køretøjer. Til gavn både for chauffører, vognmænd og de bløde trafikanter.

Forrige artikel Peter Hummelgaard: Kostskole-kaospiloter er skyld i Brexit-krise Peter Hummelgaard: Kostskole-kaospiloter er skyld i Brexit-krise Næste artikel DI: Dansk erhvervsliv vil lide under et kaotisk Brexit DI: Dansk erhvervsliv vil lide under et kaotisk Brexit