R: Venstrefløjen må indse, at EU-mindsteløn er det mest solidariske valg

DEBAT: Af hensyn til den danske model afviser den danske venstrefløj kategorisk fælles mindsteløn i EU. I stedet bør partierne sætte et dansk præg på EU's idé, der kan forhindre løndumping, skriver Morten Helveg Petersen (R), medlem af Europa-Parlamenet.

Af Morten Helveg Petersen (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Debatten om en mindsteløn i EU har i Danmark været præget af et sort-hvidt-perspektiv og en bredsporet afvisning fra både arbejderbevægelsen og begge politiske fløje, selv inden kommissionen overhovedet er klar med et lovforslag.

Frygten er naturligvis, at den danske model bliver undermineret, og jeg er fuldstændig enig i, at det ikke må ske. Vi bør holde fast i den danske model, og EU's nye beskæftigelseskommissær, Nicolas Schmit, har netop givet det løfte, at Kommissionen ikke har nogen interesse i at køre den danske model af sporet.

Men EU har en udfordring, som jeg er glad for, at Kommissionen nu går ind i: Mange arbejdere er nødt til at tage to-tre job for at få deres økonomi til at løbe rundt, og der er ikke blevet leveret på EU's løfte om, at der i Unionen bør være rimelige arbejds- og lønvilkår.

En ærgerlig afvisning
Løsningen er ifølge Kommissionen, at der indføres en europæisk ramme, som skal tilskynde, at man løfter mindstelønnen i de lande, hvor det nuværende lønniveau ikke tillader folk et ordentligt liv. Det er en fornuftig ambition, og den behøver ikke få indflydelse på den frie løndannelse i Danmark.

Kommissionen skal bare fastslå, at der stadig fastholdes mulighed for at aftale højere løn lokalt og nationalt. Derfor er det ærgerligt, når den danske venstrefløj kategorisk afviser Kommissionens forslag, selv inden det er kommet på bordet.

Jeg synes i stedet, vi bør tage arbejdshandskerne på og sætte et dansk præg på en aftale, der kan sikre arbejdere på tværs af EU. Hvis vi vender ryggen til forhandlingerne, overlader vi aftalen til de andre lande, og det vinder vi intet ved.

Et fælles ansvar mod social dumping
Danmark bør vise solidaritet med arbejderne i andre europæiske lande, for så længe vi har et indre marked, hvor arbejdere kan bevæge sig frit på tværs af grænserne, har vi også brug for, at det indre marked har en social dimension.

Det store spænd, der er mellem bund og top, når det gælder løn og sociale rettigheder, fører kun til, at nogen udnytter spændet til social dumping. Derfor er vi nødt til at have alle EU's lande med i en aftale. Vi har et fælles ansvar for løfte bunden i Europa.

Dermed sikrer vi også bedre løn og arbejdsvilkår, og det kan godt gøres, uden at det går ud over den danske model.

Forrige artikel Tidligere ambassadør: Polens mishandling af retsstaten skal stoppes Tidligere ambassadør: Polens mishandling af retsstaten skal stoppes Næste artikel Tænketank: EU og Storbritannien forhandler i et skær af uligevægt Tænketank: EU og Storbritannien forhandler i et skær af uligevægt
Nu skal Merkels afløser findes – igen

Nu skal Merkels afløser findes – igen

FORMANDSKAMP: Tre mænd kæmper om pladsen som arvtager for Angela Merkel, når der i weekenden er landsmøde i CDU. Yderligere to kommer i spil, når snakken falder på, hvem der skal være kanslerkandidat.