Radikal EP-kandidat: Enhedslisten stiller sig skulder ved skulder med Europas nationalistiske kræfter

De seneste ugers tvetydige udmeldinger fra Enhedslisten om krigen i Ukraine og Ruslands aggression bør give anledning til en grundig selvransagelse på den yderste venstrefløj.

Venstrefløjen er i egen selvforståelse både internationalt orienteret og progressiv, men får sig alligevel gang på gang placeret på samme side som de mest reaktionære og nationalistiske kræfter i Europa.

Kigger vi mod syd, så har Enhedslisten meget til fælles med de ideologiske og geografiske naboer i tyske Bündnis 90/Die Grünen. Begge partier trækker tråde tilbage til 70'erne og 80'ernes miljøbevægelser, fredsbevægelser, kampen imod atomkraft, solidarisk ulandsarbejde og kvindebevægelsen. I Danmark går der faktisk politiske tråde tilbage til samtlige disse bevægelser fra alle partierne i centrum-venstre fra Det Radikale Venstre og venstre om.

Havde Enhedslisten fået magt som de havde agt, så havde både Danmark og Europa i dag været et usikrere, fattigere, mere ulige sted at bo

David Zepernick
Kandidat til EP-valget 2024, Radikale Venstre

Ord som økologi, retfærdighed og demokrati er ligeledes nøgleord i både Bündnis 90/Die Grünen og Enhedslistens programmer og selvforståelse. Også disse politiske fixpunkter og går med forskellige betoninger igen blandt alle centrum-venstrepartierne.

Frugtesløs anti-europæisk linje

Derfor undrer det i et internationale perspektiv, at det tyske parti er et lokomotiv og en drivkræft i kampen for et fredeligt, socialt balanceret, demokratisk og grønt Europa, mens Enhedslisten står tilbage på perronen som et bagud-skuende og nationalt navlepillende, venstrefløjsparti. Som ovenikøbet nu flirter med russisk militarisme og revanchisme, og som har frasagt sig en tydelig og meningsfuld rolle i de europæiske politiske rum, hvor stadig flere nøglebeslutninger træffes.

Dansk og tysk politik er ganske vist væsensforskellige politiske økosystemer. Men hvorfor vælger danske Enhedslisten anno 2022 stadig rollen som europapolitisk protestparti og reducerer sig selv til en outsider som fra tid til anden kan tage vigtige enkeltsager op, men som grundlæggende har sat sig udenfor døren, når de store streger i Europas og dermed Danmarks politiske fremtid skal tegnes op?

Der er ellers udfordringer nok at tage fat på - også hvis man et øjeblik ser bort fra den ulovlige russiske angrebskrig i Ukraine. Kampen mod skattely, en bæredygtig energipolitik og en grøn miljø- affalds- og forbrugerpolitik politik, der batter for cirka 450 millioner mennesker. Klare centrum-venstre dagsordener, som vi kunne være fælles om og dermed står stærkere på.

Desværre har Enhedslisten bundet sig til en frugtesløs anti-europæisk linje, og en stemme på Enhedslisten er i europæisk sammenhæng som at sætte sine penge på en trebenet hest. Men som eksemplet med de Bündnis 90/Die Grünen i Tyskland illustrerer, så behøvede det ikke være sådan!

Kun Enhedslisten hænger fast

Der er et alternativ. Enhedslisten kunne, smide fortidens nationale skyklapper, favne fremtiden og lægge forbeholds-politikken bag sig, og træde op i læsset som en aktiv bidragsyder til løsningen af de nationale, europæiske og internationale problemer, hvor der kun findes meningsfulde løsninger i EU-fællesskabet. Man kan godt være venstreorienteret og EU-tilhænger! Det er faktisk det mest normale i resten af Europa.

Man kan godt være venstreorienteret og EU-tilhænger! Det er faktisk det mest normale i resten af Europa

David Zepernick
Kandidat til EP-valget 2024, Radikale Venstre

SF's modige Steen Gade havde i slut-90'erne den utaknemmelige opgave at sætte SF ud på den svære, logiske og nødvendige rejse. I sidste halvdel af 80'erne og 90'erne gennemgik mit eget parti, Det Radikale Venstre, og store dele af Socialdemokratiet en lignende smertefuld, men nødvendig, politisk modning.

Kun Enhedslistens har, på trods af 30 års fremskridt og 30 års udfordrende, men overvejende succesrigt og fredeligt, samarbejde om at skabe netop et grønnere, mere retfærdigt og mere demokratisk EU, fastholdt sin dogmatiske EU-modstand.

Enhedslisten har således heller ikke nævneværdig lod og del i de fremskridt EU-samarbejdet har resulteret i de sidste 30 år. Havde Enhedslisten fået magt som de havde agt, så havde både Danmark og Europa i dag været et usikrere, fattigere, mere ulige, mere forurenet og mindre demokratisk og ligestillet sted at bo.

Men hvem har modet og evnerne til at vise Enhedslisten ind i den fælleseuropæiske fremtid og ud af den europapolitiske blindgyde, som partiet har forvildet sig ind i? Hvem bliver Enhedslistens Steen Gade, og hvornår træder hun frem? Man kunne ønske sig, at det blev inden afstemningen om forsvarsforbeholdet 1. juni!