Rasmus Nielsen: EU risikerer at tabe i spillet om Brexit

Næsten symbolsk eksekveres Brexit ved midnat efter centraleuropæisk tidsregning, klokken 23 efter det "skæve" britiske ur. Nu forestår de næste elleve måneder en kritisk armlægning mellem parterne, de 27 lande og det ene store.

Umiddelbart har de fleste af os i over tre år talt om det tragiske britiske selvmål, der vil føre landet i lavvækst eller direkte recession, mens Europa med et stadigt tættere samarbejde om især det frie indre marked kan skabe ny velstand.

Men hvad nu, hvis det slet ikke går sådan? Hvad nu, hvis vi om tre, fem og ti år kan se, at det snarere var Storbritannien, der vækstmæssigt stak af fra resten af Europa? At virksomheder og personer har bedre, friere og mere fleksible vilkår i landet uden for EU? Uha, så vil det i alvorlig grad belaste EU, og flere lande må frygtes at forlade Fællesskabet.

Derfor har EU-forhandlerne på deres side én tvungen opgave frem til nytår, hvor Brexit ikke bare formelt  – som ved midnat – men også reelt træder i kraft. EU-27 skal stilles så stærkt i forhold til Storbritannien, at den forladende part stilles ringere end dem, der bliver sammen. 

EU-27 skal stilles så stærkt i forhold til Storbritannien, at den forladende part stilles ringere end dem, der bliver sammen. 

Rasmus Nielsen
Udgiver

Det kan der skrives en masse teknisk om, og det kommer tusindvis af embedsmænd på begge sider til at svede over resten af 2020. Stakkels dem, hvilken kedelig oprydningsopgave.

Politik handler i detaljer om, hvem der skal have hvor meget, og hvem der skal underlægges hvilke regler. Og hvis ét område tilbyder bedre og billigere vilkår, ja, så flytter virksomheder og individer hen, hvor solen skinner mest.

Bare ét eksempel: Boris Johnson vil lokke med verdens bedste vilkår til nogle af menneskehedens bedste hoveder såsom matematik-forskere. Han ved, at matematikere skaber uendelig stor værdi, faktisk mere end selv it-programmører. Storbritanniens premierminister vil efter Brexit forsøge at banke Kina på dette felt. Mange områder kunne nævnes.

Men det vigtige hér er den politiske hovedretning. Borgerne og virksomhederne i de 27 EU-lande skal stå tilbage med fordelene i form af åbne indre grænser, frihandel og lukkede ydre grænser. Vi får det svært ved mindre samhandel med Storbritannien, men kan dog klare det, mens Storbritannien er langt mere udsat.

Igen – hvad nu, hvis vi om få år kan se, at briterne og deres virksomheder rent faktisk fik nogle af de fordele, Boris Johnson har insisteret på i årevis? Hvis den britiske vækst ikke falder en-to procent under den paneuropæiske, men tværtimod overgår kontinentets?

Vi har før set advarsler fra EU-systemet og andre pro-europæere, for eksempel hvilken skade det ville gøre på dansk økonomi, hvis vi sagde nej til euroen, som det rent faktisk skete i 2000. Siden gik det vist ganske godt for dansk økonomi.

Med andre ord har vi virkelig til gode at se, om det nu fra egoistisk, nationalt britisk perspektiv også bliver så gigantisk et selvmål at forlade EU, som vi går og hævder her på "fastlandet".

Altingets Thomas Lauritzen har i en af sine glimrende og altid aktuelle podcast om EU, 'Parlamentet', interviewet den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om perspektiverne. Interviewet kan både høres eller læses her på Altinget.dk. Lyt eller læs efter temperament.

Det er tydeligt, at socialdemokratiske Jeppe Kofod, for hvem lighed og bund under skatterne i Europa er et mantra, er nervøs for, hvor den britiske konservative regering kan finde på af utæmmet liberalisering for at sætte fut i økonomien uden for EU.

"Vi ønsker ikke, at vi skal aflevere arbejdspladser til Storbritannien, hvis de dumper for eksempel løn- og arbejdsvilkår, sundhed og så videre," siger den danske udenrigsminister i interviewet og føjer til:

"Når man sælger sine varer og tjenesteydelser til os, så skal man også respektere de høje standarder, vi har. Det gælder på både miljø, sundhed, arbejdstagerrettigheder og fair beskatning. Sådan nogle ting er vigtige. Hvis Storbritannien ønsker at gå en helt anden vej for at skabe en slags ’Singapore i Europa’, så bliver det meget svært. For vi vil gerne sikre, at når vores virksomheder konkurrerer, så gør de det på fair vilkår. Vi vil gerne sikre, at vores arbejdspladser ikke bliver ramt af social dumping, skattedumping, miljø- og sundhedsdumping."

Se, det er jo fornuftig og Europa-solidarisk tale. "Vi ønsker ikke ...", siger Jeppe. Men vi bestemmer jo ikke over briterne. Vi har ingen indflydelse på dem længere. Vi kan kun beskytte os selv og vores markeder og standarder.

Gækken er løs med Brexit, og Boris Johnson skal levere. Skal det netop ske med et 'Singapore i Europa', en ø med lav skat og hyper-liberale vilkår for virksomheder? Så siger det desværre sig selv, at Storbritannien løber med den økonomiske vækst og bliver hjemsted for flere europæiske hovedsæder på bekostning af Centraleuropa.

Sagt vel vidende, at økonomisk vækst vitterlig kun er ét parameter. For mange er lighed og tryghed mindst lige så vigtige succeskriterier. Men mon Boris Johnsons konservative ministre og embedsmænd vil magte – eller ønske – at skele meget til de to kriterier de næste måneder? Næppe.

Storbritannien har under hele det langstrakte brexitforspil haft en stålsat og sympatisk ambassadør i Danmark i skikkelse af Dominic Schroeder. Navnet antyder, at han selv har rod på tværs af Europa. 

Dominic Schroeder har ved blandt andet Altingets debatmøder på de årlige folkemøder igen og igen slået fast, at "Brexit sker". Vi troede ham længe ikke rigtigt. Men ambassadøren fik ret.

I et interview med Berlingske i timerne op til det formelle Brexit repræsenterer ambassadøren sit land efter bedste evne og de instrukser, han og alverdens britiske ambassader i sluttimerne har fået fra London. 

"I må ikke tro, at vi forlader jer," udbryder Dominic, selv om det jo desværre netop er dét, vores store broderfolk over Nordsøen gør. Han fremhæver, hvordan vores lande har fælles historie og syn på alskens sager. Ja, vi fulgte hinanden ind i EU i 1973 og blev begge forbeholdslande. Men nu må selv ambassadøren indrømme, at vejene skilles.

Han erkender, at også han lider af en vis rådvildhed over, hvordan de endelige regler i et udmøntet Brexit vil komme til at falde ud. Om hvorvidt danskere også fra 2021 kan slå sig ned i Storbritannien, svarer Dominic Schroeder ærligt:

"Jeg ved det ikke, og jeg vil ikke lade, som om jeg ved, hvordan de fremtidige regler vil blive."

Ingen ved ret meget om Brexit i praksis. Armlægningen begynder først nu, og begge sider har travlt. 

Tilbage står, at EU skal trække sig bedst ud af bodelingen ved skilsmissen med Storbritannien. Borgerne og virksomhederne, herunder globale med europæisk hovedsæde på kontinentet, skal gøres klart, at det koster at stå udenfor.

Ellers kan det ende med, at flere lande om få år kan se fordele ved at melde sig ud. Og så er Det Europæiske Fællesskab – og dermed Europa – for alvor på faretruende sejlads mod skibbrud.