Regeringen prædiker ansvarlig udenrigspolitik, men er slyngelstaternes ven ude i verden

Sikkerhed, ansvarlighed, fællesskab! Sådan lød parolerne, som regeringspartierne brugte til at vinde valget om forsvarsforbeholdet sidste forår. Med alles øjne på Ukraine og de vigtige våbenleverancer og hjælpepakker, blev den øvrige udenrigspolitik gemt i glemmebogen.

Desværre rimer det på det modsatte af ansvarlighed, når Lars Løkke nu åbner døren for at genoptage våbenhandlen med Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

Han vil øge eksporten af våben for at sikre Danmarks konkurrenceevne – men med våbnene snakker vi ikke om Ukraines legitime forsvar, men snarere udstyr til at tæppebombe uskyldige i Yemen.

Der tegner sig desværre et billede af den danske stat som samarbejdspartner med reelle slyngelstater. Med også stigende kritik af dansk våbenhandel med Israel, står vi med politikere, som tier, mens jurister og menneskeretsorganisationer flår fadæsen fra hinanden.

Men hvordan kom vi dertil, hvor sikkerhed blev synonymt med våbensalg?

Regeringens vigtige Ukraine-støtte har desværre haft den konsekvens, at Rwanda-skandalen og den øvrige udenrigspolitik er forsvundet fra fokus. Munden er også lukket hos magthaverne, når det graves frem, at et dansk firma har været underleverandør for Israels kampfly. Men hvorfor?

Dansk våbeneksport til despoter er at pege pistolen tilbage mod os selv

Emil Samaras Eriksen

Politikerne mener måske, at Danmark bør samhandle og profitere under barske omstændigheder. Måske tror nogle, at Danmark kan agere et humant alternativ med våbenhandlen.

Jeg tvivler på, at de børn, som blev dræbt i Gaza grundet F-35-fly med danske dele, ville se positivt på de positioner.

Lars Løkke taler om, hvordan det styrker Danmarks konkurrenceevne, når han foreslår mere militær samhandel. Det virker endnu mere kynisk: Det tegner et selvbillede, hvor verden, der mærker konsekvenserne, ikke eksisterer.

Vi står i en usikker tid, hvor autoritære systemer eksporteres til hele verden. Vi burde forsvare demokrati og stoppe eksporten af våben til slyngelstater, i stedet for åbne flere patroner og pengestrømme.

Desværre er det sigende, at dansk politik stadig hælder mere til at skrotte udviklingsbistanden end at kritisere våbenhandlen.

Men skal der virkelig en hel Ukraine-invasion til, for at slå slyngelstaternes gyldne håndtryk fra sig? Enhedslisten kritiserede afhængigheden af Ruslands gas for seksten år siden.

Overalt i verden opruster og udbygger verdens despoter. En udvikling af Danmarks forsvar og cybersikkerhed er længe tiltrængt. Men våbenlobbyen står klar på sidelinjen til at øge salget: Og øget våbeneksport til despoterne er at pege pistolen tilbage mod os selv.

Der er ingen grund til, at den danske regering blindt skal samhandle med slyngelstaterne: Medmindre vi oprigtigt tror, at kortsigtet konkurrenceevne bør byttes for en mere usikker verden.

Jeg mener, at den danske regering og partierne i forsvarsforliget burde tage sine egne ord om sikkerhed og ansvar alvorligt. Lige nu gør de det modsatte.