Replik: Messerschmidt vil ikke svare på, hvorfor DF taler med to tunger

Af Claus von Barnekow og Tobias Stadarfeld Jensen
Hhv. Fhv. ambassadør ved Europarådet, seniorrådgiver i Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og advokat specialiseret i internationale menneskerettigheder

Goddag mand økseskaft eller hvad står DF for, når det gælder borgernes frihedsrettigheder? Det og andre spørgsmål henstår ubesvaret.

Tak til Morten Messerschmidt for hans reaktion på vort indlæg.

Har Morten Messerschmidt besvaret vores spørgsmål? Ved vælgerne nu også, hvad Dansk Folkeparti står for, og hvem der tegner partiet, når det drejer sig om borgernes frihedsrettigheder, eller tales der med to tunger?

Morten Messerschmidt anfører i sit indlæg, at vi forsøger på at sætte modsætningsforhold mellem Dansk Folkepartis arbejdsprogram og partiets modstand imod det europæiske system.

Han henviser herved også til vort afsluttende spørgsmål om, hvad DF står for, når det gælder borgernes frihedsrettigheder?

Hvor er sammenhængen?
Det er imidlertid ikke os, der forsøger at sætte et modsætningsforhold op. Det eksisterer jf. vort indlæg.

Det, vi udbeder os oplyst, er, hvordan det, Morten Messerschmidt og Anders Vistisen siger, og det, der skrives i de nævnte tekster, hænger sammen. Intet andet.

Claus von Barnekow og Tobias Stadarfeld Jensen
Hhv. Fhv. ambassadør ved Europarådet, seniorrådgiver i Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og advokat specialiseret i internationale menneskerettigheder

Både Morten Messerschmidt og Anders Vistisen, begge medlemmer af Europa-Parlamentet, har fremsat synspunkter, som ses at være svært forenelige med visse dele af DF’s principprogram og mærkesager.

Som vi skrev, skal man være politisk akrobat for at hævde, at Morten Messerschmidt's udfald mod konvention og domstol er foreneligt med principprogrammet.

Den politik, Morten Messerschmidt ønsker gennemført, vil kunne skabe forudsætninger for, at et flertal uden hensyn til mindretallet indskrænker frihedsrettighederne.

Så det, vi udbeder os oplyst, er, hvordan det, Morten Messerschmidt og Anders Vistisen siger, og det, der skrives i de nævnte tekster, hænger sammen. Intet andet.

Men det forholder Morten Messerschmidt sig overhovedet ikke til.

I sit goddag-mand-økseskaft-svar taler Morten Messerschmidt om noget andet end, hvorvidt hans nævnte udfald måtte være foreneligt med principprogrammet eller ej.

Det gør han ved i sin argumentation at indføre en række ”stråmandsargumenter”, der fjerner læserens opmærksomhed fra det centrale: de stillede spørgsmål.

Modsætningsforhold mellem det sagte og det skrevne
Vi spørger således ikke om Morten Messerschmidt’s syn på aktuelle problemer i international storpolitik, om hans syn på diplomati, om hans syn på os, om hans syn på menneskerettighedskonventionerne og deres forudsætninger, om hans syn på folkeret, om hans velkendte syn på EMRK og EMD, på EU-domstolen, på enkelte domme taget ud af sammenhæng (1), på MF Søren Søndergaard, receptioner og livet langs Rhinen, på visse medlemsstaters selvsagt beklagelige mangel på efterlevelse af domstolens afgørelser (2) om hans syn på udvalgte udtalelser fremsat af professorerne Gorm Toftegaard, Eva Smith og en belgisk højesteretspræsident (3), på naturret, nyreligiøsitet og græsk mytologi m.m.  

Vi beder - forgæves - om en afklaring af et modsætningsforhold mellem det sagte og det skrevne og fastholder, at den politik, Morten Messerschmidt ønsker gennemført, vil kunne skabe forudsætninger for, at et flertal uden hensyn til mindretallet indskrænker frihedsrettighederne. Dette står uimodsagt.

Et bedre vidende svar, ikke et bedrevidende
Så vi gentager: DF gør kur til Venstre og Socialdemokratiet om at få andel i regeringsmagten, men hvad står DF for, når det gælder borgernes frihedsrettigheder?

Vil DF efter to forgæves forsøg sige alle gode gange tre, og på ny i Folketinget fremlægge et forslag om at skrive EMRK ud af dansk ret?

Hidtil har ingen andre partier støttet forslaget. Er partiet i givet fald ikke længere modstander af ”Den Europæiske Union”? Eller er det nok at være mod evt. ophævelse af danske forbehold?

Og hvis ikke, hvorledes forestiller man sig, at udmøntningen af modstanden mod EU skal ske samtidig med et evt. regeringsansvar?

Også som vælgere ser vi nu frem til et bedre vidende svar, ikke et bedrevidende.

I den forbindelse kunne et påfaldende hovmod måske tilsidesættes samtidigt med, at en ubehagelig, ubehersket, ubehøvlet, uforsonlig, forkyndende og skinger debatform, helt fritaget fra det mådehold, der til gavn for alle kunne give saglighed vind i sejlene, nedtones.

------
(1) Den ældgamle traver om, at menneskerettighedsdomstolen har antaget sager om f.eks. parkeringsbøder og parabolantenner, der sætter spørgsmål ved domstolens raison d'etre, henviser til relativt gamle sager, som medlemsstaterne har reageret på ved vedtagelsen af protokol 14, der skærper kriterierne for antagelsen af sager ved domstolen. Igen må det dog pointeres, at det ikke tjener debatten - helt overfladisk - at nævne disse sager. Sagen om parabolantenner, hvor en familie blev smidt på gaden, fordi den holdt på den basale ret til at modtage information og således ønskede at bibeholde deres parabolantenne, som var deres eneste adgang til information, kræver en nærmere redegørelse. Det springende punkt var, at medlemsstaten (her Sverige) ikke anstrengte sig med at argumentere for, at familien på anden vis havde mulighed for at tilgå informationen. Det endte da også med at afgøre sagen. At den svenske regering undlod denne argumentation, kan kun undre, men domstolen kan som bekendt som udgangspunkt alene tage stilling til de anbringender, som parterne fremfører. Det var i øvrigt ud fra samme bestemmelse, at domstolen i 2015 nåede til, at Tyrkiet havde brudt med konventionen, da den fuldstændige adgang til internetmediet YouTube blev blokeret af den tyrkiske regering.

(2) Morten Messerschmidt laver i sit svar en optælling, hvor ”broderlandet” Finland blandt andet nævnes med 40 udestående domme, som mangler at blive efterlevet. Sandheden er dog, at Finland har 30 (ikke 40) udestående sager. Af de 30 sager er der dog tale om under en snes domme, som vedrører hvert sit område, hvor indtil flere krænkelser er blevet konstateret i forbindelse med samme systemiske fejl. Således er der fx konstateret 5 enslydende krænkelser af forbuddet mod dobbeltstraf, hvor samme fejl i den finske straffe- og skattelovgivning udsatte flere borgere for dobbeltstraf. Krænkelserne tæller derudover blandt andet indgreb i fængselsindsattes personlige integritet, ineffektiv prøvelse af tvangsindgreb i psykiatrien, systemiske fejl i det finske retsvæsen, herunder behandlingen af børnesager. Sådanne krænkelser kræver gennemgribende lovreformer, som Finland uden videre ses at have sat i søen, og som fortsat evalueres af de nationale myndigheder og af Europarådet. Det er således også forkert, når Morten Messerschmidt hævder, at Finland ikke tager dommene alvorligt. På samme måde forholder det sig så vidt ses med både Tyskland, Holland og Belgien, som Morten Messerschmidt også nævner. Mere foruroligende er det dog, at Morten Messerschmidt mener, at Italien, der næsten egenhændigt administrerer migrationen over Middelhavet, skulle have 2000 udestående sager. Der er derimod tale om 237 udestående sager, hvor langt størstedelen igen udgør systemiske krænkelser, altså hvor samme fejl har medført medført en række enslydende krænkelser. Et mere retvisende tal er 57, som udgør det reelle antal udestående sager, som landet er i færd med at implementere. Blot 14 af disse sager afventer en nærmere handlingsplan fra Italien om den videre implementering. En sådan lemfældig og direkte forkert omgang med tal for at understrege sit politiske budskab må Morten Messerschmidt (i alle aspekter af sit virke) holde sig for god til.

(3) Det er velkendt, at prof. Gorm Toftegaard generelt er kritisk over for opbygningen af det menneskeretlige system, og at han blandt andet har fremsat berettiget kritik af enkeltsager, hvor konsekvenserne af dommen synes at være gået menneskerettighedsdomstolen forbi. Derimod tager Morten Messerschmidt munden for fuld, hvis han vitterligt mener, at prof.  Eva Smith kan klassificeres som kritiker af det menneskeretlige system. Morten Messerschmidt kunne også nævne prof. Mads Bryde Andersen, eller tidligere præsident for Højesteret, Børge Dahl, som begge fremsætter kritik af domstolen. Det forholder sig jo ikke sådan, at det menneskeretlige system er ufejlbarligt. Som alle andre systemer arbejdes der i det daglige for at forbedre og justere systemet, hvor medlemsstaterne inddrages i tæt dialog, men en sådan dialog synes for nærværende at blive afsporet af Morten Messerschmidt , som helt undgår undgår at nævne de jurister, som støtter det menneskeretlige system.