Sætteskipper: Fredsfesten er forbi – og Europa er vågnet op til mere end bare tømmermænd

Fra ekspeditions- til territorialforsvar

Efter terrorangrebene 11. september 2001 blev Nato og flere medlemslande – herunder Danmark – trukket ind i en ny forsvarsdoktrin: ekspeditionsforsvaret.

Fokus blev flyttet fra territorialt forsvar i Europa til at kunne sende styrker ud i verden – til Afghanistan, Irak og Mali – som en forlænget arm af amerikansk udenrigspolitik.

USA ledte an, og resten fulgte med. Det betød også, at man vendte ryggen til det, der oprindeligt var alliancens formål: kollektivt forsvar.

Skal Nato genvinde sin styrke, skal vi se i øjnene, at krig ikke handler om moralsk overlegenhed, men om at vinde.

Jens Marquard Sørensen
Direktør hos Marinard Consulting

Rusland blev reduceret til en bagatel i strategisk tænkning. Da Rusland annekterede Krim i 2014 uden at affyre et eneste skud, sagde Barack Obama: "Rusland er ikke en stormagt, men en regional magt."

Den undervurdering blev skæbnesvanger. Nato ignorerede russisk oprustning, og våben, der er centrale i moderne krigsførelse, blev nedprioriteret. Droner blev betragtet som nicheteknologi, og etableringen af egentlige dronestyrker var utænkelig. I stedet blev terrorbekæmpelse og civil genopbygning det nye omdrejningspunkt.

Selv helt frem til dagen før Ruslands invasion af Ukraine fastholdt alliancen, at Rusland hverken havde evne eller vilje til at føre en langvarig krig. Kommentatorer og analytikere målte Putins handlekraft på egen offervilje. De tog fejl.

Nato har forsømt at opbygge kapacitet

USA og dets allierede trak sig ud af flere konflikter uden at opnå de ønskede mål. Alligevel blev fejlen aldrig erkendt som et kapacitets- og kapabilitetsproblem. Samtidig demonstrerede Rusland evnen til at vinde regionale krige i Georgien, Tjetjenien og senere gennem Wagner-gruppen i Mali – uden nogen strategisk reaktion fra Vesten.

Hvor er sejrsfesterne efter Irak, Afghanistan og Mali? Hvor er triumfen efter den stort bebudede ukrainske offensiv, hvor Nato har trænet tusindvis af soldater og leveret avancerede våben? De udeblev. Ikke fordi viljen manglede, men fordi illusionen om teknologisk og moralsk overlegenhed aldrig blev udfordret – før nu.

Den militære og industrielle infrastruktur, som engang kunne modstå en stormagtskonflikt i Europa, blev nedlagt eller forfaldt. Kollektivt forsvar blev reduceret til et symbol. Og da Natos soldater vendte hjem fra Helmand, mødte de ikke sejrstaler, men frustration, skyld og stilhed.

Vi levede i en fortælling, hvor Nato var uovervindelig – punktum. At vi ikke kunne besejre Taliban, blev ikke betragtet som et udtryk for manglende evner. Men nu viser det sig, at selvmodsigelsen er tydelig: Nato kæmpede for det gode, men glemte, at målet i krig er sejr – ikke deltagelse. Uden sejr er der kun tabte liv, brændte byer og bitre veteraner tilbage.

Skal Nato genvinde sin styrke, skal vi se i øjnene, at krig ikke handler om moralsk overlegenhed, men om at vinde. Det betyder, at Nato skal kunne besejre Rusland i en direkte konventionel krig – ikke hypotetisk, men i praksis på de præmisser, vi selv er villige til at kæmpe under.

Hvis Europa vil have indflydelse på sin egen fremtid, skal det ikke vente på USA. Det skal tage ansvar.

Jens Marquard Sørensen
Direktør hos Marinard Consulting

Måske venter den største udfordring dog ikke udefra, men indefra – der er optræk til storm imellem Europa og USA.

De europæiske militærmagter, der står stærkt i dag, er ikke dem, der fulgte USA blindt. Det er lande som Finland, Polen og Frankrig. De beholdt deres fokus på nationalt og territorialt forsvar.

Et illustrativt eksempel findes i Norden: Ved Den Kolde Krigs afslutning havde både Sverige og Finland folkebaserede hære og klare forsvarsstrategier. Sverige valgte at nedbryde sin infrastruktur i troen på fredens permanente karakter.

Finland gjorde det modsatte – og står i dag med flere soldater og større kapabilitet, på et lavere budget (to procent af BNP mod 2,6 procent af BNP)

Krigen i Ukraine

Mens Nato fokuserede på asymmetrisk krig i Mellemøsten, forberedte Rusland sig på den næste store konventionelle konflikt.

Krigen i Ukraine har ændret alt på slagmarken. I dag anvendes op mod 10.000 droner om måneden – ikke som forsøg, men som bærende elementer. Nato halter stadig bagefter med standardisering, ammunition og rekruttering. Problemet er ikke mangel på penge – men på struktur, vilje og industri.

Det er hockeystavens forbandelse: Investeringer kommer for sent, og derfor for dyrt. To procent, tre procent, 3,5 procent af BNP lyder imponerende, men uden militær infrastruktur og produktionskapacitet er det kosmetik.

Det måske mest alvorlige tegn på tømmermændene er dette: USA har åbnet for at forhandle med Rusland uden europæisk deltagelse. Det er ikke blot en diplomatisk ydmygelse – det er en strategisk alarmklokke.

Hvis Europa vil have indflydelse på sin egen fremtid, skal det ikke vente på USA. Det skal tage ansvar.

Vi har danset længe nok om den varme grød. Nato som forlænget arm af Washington kan ikke længere garantere Europas sikkerhed. Derfor risikerer Europa at vågne op med noget, der er værre end tømmermænd.