Debat

Samuelsen efter Lavrov-møde: Ruslands adfærd er stærkt bekymrende

DEBAT: Ruslands opførsel i vores nærområder er bekymrende. For at komme truslen til livs må vi gøre brug af alle redskaber i værktøjskassen, skriver Anders Samuelsen (LA). 

Anders Samuelsen til møde med Ruslands udenrigsminister, Sergey Lavrov, i Moskva 6. februar.
Anders Samuelsen til møde med Ruslands udenrigsminister, Sergey Lavrov, i Moskva 6. februar.Foto: Pavel Golovkin/AP/Ritzau Scanpix
Frederik Lange
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Samuelsen (LA)
Udenrigsminister

For nyligt deltog jeg i den årlige sikkerhedskonference i München.

Et centralt tema var det store medansvar, Rusland bærer for den usikkerhed, som desværre igen hersker i Europa.

Det er ti år siden, at Rusland tog kontrollen med to georgiske regioner, og Rusland har aktivt pustet til ilden i Ukraine i mere end fire år.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til os på [email protected].

Først ved den ulovlige annektering af Krim-halvøen og siden i Donbas-regionen, hvor vi næsten dagligt ser blodige kampe.

I Østersøregionen i vores egen baghave oplever vi også en aggressiv russisk adfærd, negativ russisk retorik og fravær af vilje til afspænding.

Da jeg i sidste måned mødtes med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, var jeg derfor også klar: Vi er stærkt bekymrede over Ruslands adfærd. 

Anders Samuelsen
Udenrigsminister

Cyberangreb og påvirkningskampagner, der søger at skade vores demokratiske processer og splitte det internationale samarbejde, er også et element i Ruslands strategi.

"Vi er bekymrede"
Da jeg i sidste måned mødtes med den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, var jeg derfor også klar: Vi er stærkt bekymrede over Ruslands adfærd, særligt i Ukraine og Georgien, men også i vores egen region, hvor Rusland har øget spændingerne.

Fra dansk side ser vi meget gerne en forbedring af forholdet, men at det forudsætter, at Rusland ændrer opførsel.

Vi kan ikke se passivt til, mens Rusland udfordrer international lov, vores demokratiske processer og de regelbaserede internationale strukturer, som er afgørende for fred i Europa.

Derfor reagerer regeringen på den skærpede sikkerhedssituation og handler sammen med vores allierede og partnere for at fremme vores sikkerhed og stabilitet.

Sikkerhed gennem Nato
Rusland ønsker ikke en direkte militær konfrontation med Nato. Og den situation skal vi fastholde.

Det er blandt andet derfor, vi i forsvarsforliget styrker Danmarks bidrag til Natos kollektive forsvar og afskrækkelse.

Og det er derfor, vi bidrager til Natos fremskudte tilstedeværelse i Estland og F16-flyene til beskyttelse af luftrummet over vores baltiske allierede.

Natos rationale er defensivt: At forhindre en konfrontation ved at vise styrke.

Og samtidig rækker Nato også hånden ud: Igennem dialog i Nato-Rusland-rådet og med konkrete forslag til, hvordan vi sammen kan reducere risici og øge åbenheden.

Men hidtil er Natos udstrakte hånd desværre blevet mødt af et klart russisk nej. 

Trods spændingerne er det stadig i vores interesse at samarbejde med Rusland om fælles internationale udfordringer. Det gør vi i Danmark blandt andet i forhold til Arktis.

Ruslands serv
I EU-samarbejdet opretholder vi også en robust Ruslandspolitik, blandt andet med sanktioner.

Vi ønsker naturligvis ikke sanktioner for sanktionernes skyld.

Men nøglen til at fjerne de økonomiske sanktioner ligger i Moskva: Nemlig at Rusland opfylder dét, som landet selv har skrevet under på: Fuld implementering af Minsk-aftalen, som skal sikre en holdbar politisk løsning på konflikten i Ukraine.

Der går en rød tråd fra denne linje til vores støtte til Ukraine og Georgien, der begge er under pres fra Rusland.

Vi har en strategisk interesse i, at de to lande lykkes med reformer, der gør landene modstandsdygtige og styrker den europæiske tilnærmelse.

Reformer er deres bedste modsvar på Ruslands aggression.

Jeg besøgte i sidste uge Ukraine og Georgien for at vise Danmarks opbakning.

Jeg lancerede Danmarks nye naboskabsprogram, hvor vi støtter landenes reformarbejde med 860 millioner kroner over de næste fem år, og jeg annoncerede mit værtsskab med min ukrainske kollega for en international Ukraine-reformkonference i København 27. juni.

Under mit besøg i Ukraine gjorde jeg det også klart, at der må gøres mere for at opretholde momentum i reformerne og bekæmpe korruption.

Vores støtte til Ukraine og Georgien er en vigtig del af Danmarks bidrag til at fremme sikkerhed og stabilitet i Europa, til støtte for landes ret til frit at vælge deres udviklingsretning og allianceforhold - og til fastholdelse af de internationale spilleregler.

Det er regeringens politik, at vi bruger alle redskaber i værktøjskassen for at få Rusland tilbage på et positivt spor.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

0:000:00