Seniorforsker: Europa overgiver sig til Trump af frygt for at miste USA's beskyttelse

Trump kan stadig skifte mening i morgen

En så ubalanceret handelsaftale ses meget sjældent og burde vel egenlig give nogen rundt om i Europa lyst til at spørge EU-Kommissionen, hvordan Storbritannien – en langt mindre økonomi end EU – kunne få en aftale med kun ti procent i nye amerikanske tariffer?

Og så er der jo det ubehagelige faktum, at selvom vi kalder udfaldet af mødet i Skotland mellem Donald Trump og Ursula von der Leyen for en "handelsaftale", er der ikke til dato offentliggjort nogen konkrete juridiske detaljer om indholdet, og der er intet i det, vi har set, som på nogen måde juridisk binder Donald Trump til de "aftalte" 15 procent.

Usikkerheden vil fortsat herske.

Jacob Funk Kirkegaard
Seniorforsker ved tænketanken Bruegel og Peterson Institute for International Economics

Og som både Canada og Sydkorea tidligere i år har erfaret, er Trump jo ikke bleg for at rive selv ratificerede handelstraktater i stykker, hvis han mener, der er behov for flere amerikanske tariffer, for at han kan nå sine politiske mål.

Man skal med andre ord ikke forvente at dette mundtlige handelshåndslag – selvom man måske nok undgår en markant forværring af de transatlantiske handelsforhold – vil føre til nogen varig stabilitet eller mindsket usikkerhed imellem USA og EU. Man kan ligeledes heller ikke forvente at det leder til bedre forretningsforhold eller flere investeringer fra danske og europæiske virksomheder.

Donald Trump kan stadig skifte mening i morgen, og hvad gør EU så?

Faktisk ved vi jo slet ikke, grundet de få reelle frigivne oplysninger, om EU-Kommissionen og Trump-administrationen har den samme udlægning af, hvad der blev besluttet i Skotland. Usikkerheden vil fortsat herske. 

Man kan affærdige dette beklagelige udfald med, at EU sin størrelse til trods er en Potemkin-handelsforhandler, som ikke forstår at forsvare sine økonomiske interesser.

Såfremt man tror det, bør man dog nok tage en snak med de landes regeringer – som Indien eller Indonesien – med hvilke EU i øjeblikket forhandler nye reelle frihandelsaftaler. Så vil man givet få at vide præcist, hvor dygtige og hårde handelsforhandlere EU-Kommissionens folk er på alle europæeres vegne.

Der er derfor en anden grund til, at forhandlingerne med Donald Trump udviklede sig så ubalanceret.

Et spørgsmål om sikkerhed

I øjeblikket raser den største krig i Europa i over 75 år i Ukraine, og de fleste nordeuropæiske landes efterretningstjenester forudser, at Rusland vil forsøge at teste sammenholdet i Nato allerede inden 2030 – eller med andre ord længe inden EU og resten af Europa vil have fuldendt sin nyligt påbegyndte genoprustning.

I en sådan situation tæller en acceptabel politisk relation til verdens stærkeste militærnation – USA – mere end nogen traditionelle handelspolitiske forhold.

Det er derfor ikke overraskende, at EU valgte at acceptere Trumps ublu tarifkrav.

Her er der reelt tale om en fortsættelse af den samme meget udstrakte hånd til den amerikanske militære hegemon, som man så på Natos nylige topmøde, under hvilket medlemslandene accepterede Trumps krav om at bruge op til fem procent af BNP på forsvar og forsvarsrelaterede investeringer.

EU og resten af Europa har lige nu akut brug for USA's fortsatte militære støtte.

Jacob Funk Kirkegaard
Seniorforsker ved tænketanken Bruegel og Peterson Institute for International Economics

EU og resten af Europa har simpelthen lige nu akut brug for USA's fortsatte militære støtte til både at hjælpe Ukraine med at styrke sin position på slagmarken og for potentielt at beskytte Natos europæiske medlemslande, indtil vores egen genoprustning er langt længere fremskreden.

Det er derfor ikke på grund af intern splid i EU eller en dårlig handelspolitisk strategi fra EU-Kommissionens side, at EU er endt med en meget dårlig handelspolitisk "aftale" med USA.

Vi betaler i stedet – ganske som i Haag ved Nato topmødet for nogen uger siden – prisen for i årtier at have forsømt evnen til at kunne forsvare os selv.

Og det er både dyrt og hårdt for stoltheden, når man pludseligt samtidigt står over for et nyimperialistisk Rusland i øst og en skruppelløs opportunist i Det Hvide Hus.

Vi har derfor primært os selv – og illusionen om den varige finanspolitiske fredsdividende – at takke for den ubalancerede handelsaftale med Donald Trump.