Tidl. ambassadør: Udnyt Europarådet til at få skik på Ungarn, Polen og Tyrkiet

Af Claus von Barnekow
Historiker, seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, forhenværende ambassadør ved Europarådet

”Det internationale samfund skal simpelthen op i gear. Ellers udhules vores rettigheder og værdier...”

Det skrev udenrigsministeren i sit indlæg i Altinget 11. september 2020, og man må gå ud fra, at dette indlysende rigtige synspunkt vil være fremtrædende i den kommende udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Men på hvilken måde er Danmark som medlem af det internationale samfund i gear, og er der i givet fald påvirket eller opnået resultater? Ingen statsledelse – og slet ikke en småstats - kan påtage sig ansvar, hvor den ingen magt har. Derimod har statsledelsen et ansvar for at gøre sin indflydelse og sine påvirkningsmuligheder gældende, hvis den vil bevare troværdigheden.  

Danmark rettede medio september i FN’s Menneskeretsråd en skarp kritik af Saudi-Arabiens fortsatte brug af tortur, dødsstraf og forfølgelse af politiske systemkritikere. Og ifølge Udenrigsministeriet (UM), har Danmark været "drivende" vedrørende OSCE's (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) nedsættelse af en ekspertmission om menneskerettighedskrænkelser i Hviderusland i forbindelse med præsidentvalget.

Endvidere har Danmark på vegne af de nordiske lande i FN i november fremsat forslag i forbindelse med aktuelle drøftelser om reform af Sikkerhedsrådet.

Om Ungarns og Polens bekymrende og flerårige overtrædelser af retsstatsprincipper har ministeren til Folketinget i en EU-redegørelse i november anført, at Danmark har været blandt de mest aktive i EU i forsøget på "at finde løsninger". "En topprioritet for Danmark", sagde ministeren under debatten 17. november.

Og når Danmark investerer ressourcer i uendelighedsarbejdet vedrørende Saudi-Arabiens overholdelse af menneskerettigheder – et land der kun højst indirekte har betydning for dansk politik - så må den nyttige indsats vel kunne forventes modsvaret af indsatser i Danmarks nærområde?

Claus von Barnekow
Seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, forhenværende ambassadør ved Europarådet

Men kan eller vil Danmark og ligesindede stater ikke umiddelbart bryde ind i det ungarsk-polske forsvarsværk i EU, så kunne Danmark - mens arbejdet med at udvikle en retsstatsmekanisme (regeloverholdelse som forudsætning for at modtage EU-midler) for EU's medlemsstater - alene eller med andre (for eksempel de nordiske stater) åbne en anden, politisk front og dermed bringe flere instrumenter i brug.

En strategi er på forhånd indrammet
Udenrigsministerens engagement er åbenlyst. Afholdelsen af den første europapolitiske dialog (Eigtvedsdialoger) og ministerens deltagelse i en DIIS-konference er vidnesbyrd herom; forhåbentlig frafiltreres argumenterede synspunkter ikke: Dialogen bør være reel og ikke alene optræde som alibi.

Den politiske stræben og adfærd, strategien vil udstikke, er på forhånd indrammet. Danmark har forpligtelser i medfør af medlemskaber af FN, EU, Nato og Europarådet; strategiens realisme er underordnet Danmarks materielle styrke (magt), vilje, omdømme, heraf afledt indflydelse, og de midler, en småstat, der er omfattet af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, kan bringe i anvendelse.

Håbet må være en realistisk og konkret, handlingsorienteret tekst, skrevet i et nøgternt sprog og med en oversættelse til engelsk.   

Opret en ambassade i Minsk
Med henvisning til den eksplosive udvikling i Hviderusland nævner udenrigsministeren 11. september egne initiativer og skriver, at ”der er brug for hurtigere og skarpere handling ikke mindst på europæisk plan. Det internationale samfund skal simpelthen op i gear. Ellers udhules vores rettigheder og værdier – demokrati, menneskerettigheder, mindretalsbeskyttelse og frie medier – gradvist, men sikkert globalt.”

Man kan selvsagt drøfte, hvad der for Danmark er på spil vedrørende Hviderusland, hvis underkuede befolkning ikke har nogen af de ønskværdige og naturlige rettigheder, som ministeren nævner, og som Danmark har en stor værdipolitisk interesse i at fremme. Men er udviklingen i Hviderusland en fare for ”vores rettigheder og værdier”?

Hviderusland er hverken medlem af Europarådet eller EU, de to fora, hvor medlemsstaterne har forpligtet sig juridisk til at bygge på disse værdier. Udviklingen i Hviderusland er skræmmende, men landets diktatoriske ledelse har ingen moralsk indflydelse.

Formanden for IFRI  (Det Franske Institut for Internationale Relationer) har gjort gældende, at kun få stater med Rusland allerøverst har interesse og interesser i Hviderusland. Ingen større stat er uden garanti for succes villig til at ”investere i et Minsk forår,” er hans nøgterne vurdering. Vil Danmark reelt øge sit engagement, så lad handling følge på ord og åbn en ambassade i Minsk, hvor Sverige længe har været repræsenteret.

Uendelighedsarbejdet i Saudi-Arabien
Hvad er den nærmere betydning af, at Danmark i OSCE har været ”drivende” jævnfør ovenfor? Tog man et initiativ alene, formulerede forslag, afholdt møder? Var ingen andre stater pådrivende? Det var vist Storbritanniens ambassadør, som fremførte de fælles synspunkter.

Og når Danmark investerer ressourcer i uendelighedsarbejdet vedrørende Saudi-Arabiens overholdelse af menneskerettigheder – et land der kun højst indirekte har betydning for dansk politik - så må den nyttige indsats vel kunne forventes modsvaret af indsatser i Danmarks nærområde?

Hensigten med initiativet i FN – et nordisk initiativ – bør hilses velkommen uanset, at der også her er tale om et uendelighedsarbejde: Den gulerod, der i sig selv kan få stater til afgive traktatfæstet magt uden modydelse, er vist endnu ikke dyrket.

Polen, Ungarn og Tyrkiet
Blandt de aktuelle internationale problemer, som strategien bør tage fat på er den udhuling af "... demokrati, menneskerettigheder, mindretalsbeskyttelse og frie medier ...”  der systematisk finder sted i Polen, Ungarn og Tyrkiet. Her er noget på spil for Danmark og ligesindede.

Det er velkendt og dokumenteret, at Tyrkiet ikke overholder sine påtagne forpligtelser i ER. Det er velkendt og dokumenteret, at hverken Ungarn eller Polen overholder deres påtagne forpligtelser i EU og i Europarådet.

Alle tre stater har endvidere et problem med deres Nato-medlemskab, idet Natos præambel forudsætter, at parterne til Nato-traktaten er fast besluttede på at beskytte deres befolkningers frihed, ”grundlagt på demokrati, personlig frihed og retsstatsprincipper.”    

I 2018 ræsonnerede en tysk forsker, at udviklingen mellem Nato og Tyrkiet kunne føre til, at Tyrkiet som et første skridt ville forlade den integrerede kommandostruktur. Årsagen havde i givet fald været, at Tyrkiets bidrag til organisationen ikke mere anerkendtes. Mon profetien under de aktuelle omstændigheder nærmer sig sin opfyldelse? 

Problemerne med Ungarn og Polen i EU, men især Ungarn, drøftedes under den første Eigtvedsdialog 18. september og DIIS-konferencen med udenrigsministeren 14. september, uden at en konkret løsning kom nærmere, men hvor en af dansk EU-politiks nestorer, forhenværende EU-ambassadør med mere Poul Skytte Christoffersen greb og hold fast om nælden.

I den ovenfor nævnte redegørelse til Folketinget anføres, at Danmark i EU er blandt de mest aktive i et forsøg på "at finde løsninger." Det er uvist, hvad det konkrete indhold af denne sætning er.   

Omgå det polsk-ungarske forsvarsværk i EU
I ethvert system optræder en vis form for inerti, rutiner udføres og pludseligt kommende bevægelser, der bryder det vanlige, undgås gerne: Der er forudindtagne holdninger. Det plejer vi ikke at gøre. Det er der ikke behov for. Vi skal ikke være de første. Kan andre ikke tage initiativet?

Vi støtter gerne, hvis andre er med. Vi behøver ikke at tage ordet. I givet fald skal det være lavmælt og efter andre. Vi skal ikke eksponere os. Vi skal ligge rigtigt. Vi skal ikke have problemer. Og Europarådet, som meget få har noget praktisk kendskab til, ses ikke som den politiske organisation, organisationen fortjener. Arbejdet her har ingen generel prioritet.

Så mens arbejdet med en retsstatsmekanisme pågår i EU, kunne Danmark alene eller med andre (for eksempel de nordiske stater) åbne en anden, politisk front og dermed bringe flere instrumenter i brug.

Udenrigsministeren tog primo maj initiativ til en fælles skrivelse fra de nordiske udenrigsministre til Europarådets generalsekretær. Skrivelsen indeholdt en kritik af Ungarn, der vakte vrede i Ungarns regering.

Udenrigsministeren fulgte op med et debatindlæg i Altinget – desværre havde taleskriveren fravalgt vægtig argumentation – og indlægget blev let afvist af den ungarske talsmand i et svar, Altinget burde præmiere for indholdet af varm luft. Men herefter?

Åbn debatten i Europarådet
På det nordiske udenrigsministermøde på Bornholm i september drøftedes ingen opfølgning af initiativet over for generalsekretæren i Europarådet, hvor blandt andet en rapport om "Nordic Foreign and Security Policy 2020" hilstes velkommen.

Tre af de nordiske lande er også EU-stater og alle EU-stater er medlemmer af Europarådet. Også i Europarådet er der et stort forklaringsproblem, idet Polens og Ungarns regeringer afviser at forstå de forpligtelser, der er forudsætninger for medlemskabet, nemlig at enhver medlemsstat skal anerkende det princip ”at menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder tilkommer enhver person inden for dets jurisdiktion, og samarbejde oprigtigt og effektivt på virkeliggørelsen af Rådets formål ...” (artikel 3).

Udenrigsministeren kunne foreslå sin partifælle - formanden for Folketingets Delegation til Den parlamentariske Forsamling -  at søge autoritativ klarhed om påkaldelse af krænkelse af artikel 3 gennem et spørgsmål til Ministerkomitéen.

Det, der skal klarhed om, er afstemningsreglerne i Ministerkomitéen ved en iværksættelse af statuttens artikel 8 om krænkelse af artikel 3, fratagelse af retten til at lade sig repræsentere, anmodning om at trække sig ud eller beslutning om at medlemskabet er ophørt.

Ved samme lejlighed kunne der søges oplysning om afstemningsreglerne vedrørende procedurebeslutninger ved iværksættelse af artikel 8. Og delegationen kunne opfordres til at arbejde for flere rekommandationer til Ministerkomitéen. Europarådets besluttende organ skal således besvare Forsamlingens rekommandationer, ikke dens resolutioner, som alene er politiske og ikke indgår i en beslutningsproces.

Regeringen har et ansvar
Udenrigsministeren kunne bringe noget substans til den nævnte nordiske rapport og foreslå sine nordiske kollegaer, at de nordiske repræsentationer i Strasbourg udarbejder en fælles rapport om, hvorledes Europarådets  mekanismer kan anvendes, og hvordan man fælles skal forholde sig til Ungarns kommende formandskab for Europarådet maj 2021–november 2021 og det program, der er under udarbejdelse.

Da Europarådets 50 års jubilæum fejredes i blandt andet Budapest i maj 1999 under Ungarns forrige formandskab, udtalte den ungarske premierminister Victor Orbán blandt andet, ”at europæiske lande har altid haft og vil altid have forskellige politiske og økonomiske overbevisninger.”

Han så Europarådet som særlig opmærksom på minoriteter og appellerede vedrørende situationen for ungarere i Vojvodina. Ungarn var et åbent land – 25.000 flygtninge fra Jugoslavien afventede deres skæbne i Ungarn. Det var af særlig betydning for ungarere, at Europarådets værdier – demokrati, retsstat og respekt for minoriteter (ungarske) – holdtes i hævd overalt i europæiske stater. Der er sket meget siden.

Altså: Tag initiativ til at bringe også Europarådets instrumenter i anvendelse. Regeringen har et ansvar for at forsøge. At undlade er skyldpådragende for som udenrigsministeren skrev ”... ellers udhules vore rettigheder og værdier.”