Tidligere ambassadør og EU-parlamentariker: Fredsforhandlinger vil blot være et pusterum for Putin

Ruslands angreb krænker også de højtidelige garantier om at ville respektere Ukraines grænser og afstå fra magtanvendelse over for landet. Dem skrev Rusland under på i 1994 i det såkaldte Budapest-memorandum. Ukraine overdrog som et bytte for sikkerhedsgarantien fra Rusland (og fra USA) alle sine nukleare våben til Rusland.

Vejen til våbenhvile og fred

Men dernæst kommer tvivlen. For hvad stiller vi dog op? Krigen har været i gang i et næsten et år, og der er ingen udsigt til nogen snarlig løsning.

Samtidig er det åbenlyst, at krigen og genopbygningen af landet efter krigen vil koste EU og dets medlemslande enorme summer. Helt bortset fra udfordringerne ved til sin tid at få et så stort land i den centrale og østlige del af Europa integreret i EU, sådan som vi har stillet ukrainerne i udsigt.

Ukraine insisterer på at kæmpe, til Ruslands væbnede styrker trækker sig tilbage fra alt ukrainsk territorium. Det vil sige også en tilbagetrækning fra Krim og de dele af Luhansk og Donetsk-regionerne, som Rusland besatte allerede ved sin første invasion i 2014.

Rusland er den eneste af Europas imperiale magter, der ikke er blevet tvunget til at erkende sit nederlag som imperial magt

Karin Riis-Jørgensen og Birger Riis-Jørgensen
Hhv. fhv. MEP (V) og fhv. ambassadør

Præsident Zelenskyj opfordrer dagligt til, ja næsten kræver, at vi i Europa og USA stiller med fortsat nye forsyninger af våben og ammunition og penge til at drive krigen og holde civilsamfundet nogenlunde oven vande. Han må stille sig tilfreds med, at Nato- og EU-landene af frygt for at overskride en udefinerbar rød russisk linje ikke vil levere våben, der kan række langt ind i Rusland.

Fra Rusland og Putin hører man heller intet, der tyder på, at en landingsbane er i sigte, hvor krænkeren og den krænkede kan mødes om en fredelig løsning. Tværtimod synes Putin at optrappe den russiske militære indsats og at mobilisere hele det russiske samfund til fortsat og intensiveret krig.

Han har også indlemmet store ukrainske landområder i Den Russiske Føderation. Sandsynligvis i forventning om, at vi i Vesten ikke har viljen, offerviljen, til at understøtte Ukraine militært og økonomisk år ud og år ind.

Måske satser Putin også på, at vi ikke har modet til at holde ved og forsyne Ukraine med det, der skal til for på afgørende vis at vende krigslykken. For vi tænker jo på, hvilke skridt fra vores side, der ville fremprovokere den frygtede russiske modreaktion, der kan bringe krigen ind i vore lande, eller det, der er endnu værre.

Den britisk-amerikanske historiker Niall Ferguson har i en artikel nytårsdag i år sagt, at en lokal krig som i Ukraine er helvede for dem, der ender i den. Men en verdenskrig er det absolut værste, vi mennesker overhovedet kan gøre ved hinanden.

Endelig har det enorme forbrug af materiel og ammunition i krigen i Ukraine vist, at nogle af vore lande – det gælder ikke mindst Danmark og Tyskland – synes militært håbløst uforberedte på en europæisk krig, for slet ikke at tale om storkrig. Det afstiver just ikke rygraden.

Hvad gør vi? Det drøftes på livet løs på tomandshånd, i de københavnske saloner og i de stuer rundt omkring i landet, hvor vi kommer. Og spørgsmålet søges besvaret i den ene podcast efter den anden.

Løsningsforslag

Et markant løsningsforslag er, at USA sammen med Frankrig, UK og Tyskland heller i dag end i morgen bør lægge pres på både Zelenskyj og Putin for at få en våbenhvile her og nu. Krig er så forfærdeligt, at vi har et moralsk og etisk ansvar for at få myrderierne og ødelæggelserne til at standse.

Hvis USA og de europæiske store lande havde held med at presse Ukraine til en våbenhvile nu, ville det ikke betyde fred i vor tid

Karin Riis-Jørgensen og Birger Riis-Jørgensen
Hhv. fhv. MEP (V) og fhv. ambassadør

Denne tankegang forudsætter ikke krav om, at Rusland trækker sig fra noget af de områder, de erobrede og annekterede i 2014 og siden 24. februar 2022 før våbenhvilen.

De vestlige stormagter må forsikre Zelenskyj og ukrainerne om, at de står bag landet, inddrager det i alle forhandlinger og kan og vil arbejde frem mod en fredsordning, hvor Ukraine på et tidspunkt genvinder alle sine tabte territorier, og hvor Rusland tilbydes samarbejde i en ny regelbaseret europæisk orden.

Et andet synspunkt, man kan høre i samtaler rundt omkring i København, ligger på linje med Henry Kissingers forslag. Han advarer i en artikel i tidsskriftet Spectator 17. december 2022 mod at ende som i Første Verdenskrig. Krigen fik lov at fortsætte, fordi de krigsførende ikke evnede at slutte fred, selvom de i 1916 havde erkendt, hvor radikalt ødelæggende for alle, krigen ville blive.

Kissinger argumenterer for, at tiden længe har været til at søge en våbenhvile langs med de grænser, der eksisterede ved krigens begyndelse 24. februar. Rusland skal således opgive de i 2022 besatte områder, mens Ukraine må slå sig til tåls med, at Krim og de to såkaldte folkerepublikker Luhansk og Donetsk bliver på russiske hænder og gøres til genstand for forhandlinger efter våbenhvilen.

Kissinger anfører, at det landmilitært meget stærke Ukraine skal knyttes til Nato. Tale om neutralitet i et Europa, hvor også Sverige og Finland har opgivet deres tidligere status, giver ikke mening.

Samtidig advarer han mod at tilføre Rusland et afgørende militært nederlag. Rusland strækker sig over 11 tidszoner. Verden har brug for den stabiliserende rolle, dette kæmperige historisk har spillet.

Balterne, finnerne og polakkerne kender på egen ryg alt til russisk aggression og undertrykkelse. Den finske statsminister Sanna Marins holdning er meget klar: Vi må gøre alt, der er nødvendigt, for at sikre en ukrainsk sejr i krigen. Uanset, hvor lang tid det kræver.

Den danske regering ligger, hvor hovedparten af EU og Nato ligger. "Stillet over for krigens rædsler findes der ingen mellemvej. Ukraine skal igen være frit", sagde statsministeren i sin redegørelse til folketinget 17. januar i år.

Natos generalsekretær Jens Stoltenberg fastslog i Davos 18. januar, at det er ekstremt vigtigt, at Putin ikke vinder denne krig. Det ville være en tragedie for ukrainerne. Men det ville også være ekstremt farligt for os alle.

Det ville nemlig sende alle autokrater det signal, at de kan slippe afsted med at opnå, hvad de vil, gennem rå magt. Derfor må våbenhjælpen til Ukraine også øges. "Weapons are the way to peace." Styrke på slagmarken er forudsætningen for styrke ved forhandlingsbordet, fastslog Stoltenberg.

Den sidste kolonimagt i Europa

Denne artikels forfattere er enige i den danske holdning. Betydningen af ikke at gøre knæfald for denne verdens autokrater er også indlysende rigtigt. Hertil kommer endnu et element.

Få historikere har som Timothy Snyder kortlagt Ukraines lidelser gennem mange årtier. Fra bolsjevikkernes magterobring efter zar-styrets sammenbrud, over den af Sovjet-magthaverne fremprovokerede hungersnød i 1930’erne til Nazitysklands blodige erobringsforsøg under Anden Verdenskrig og efterkrigstidens fortsatte russificering. 

Intet er endnu afgjort på slagmarken i Ukraine

Karin Riis-Jørgensen og Birger Riis-Jørgensen
Hhv. fhv. MEP (V) og fhv. ambassadør

Snyders tese er, at Rusland er den eneste af Europas imperiale magter, der ikke er blevet tvunget til at erkende sit nederlag som imperial magt.

Hitlers Tredje Rige med dets "Lebensraum"-fantasier om Østeuropa fik, så hatten passede. Det kostede til gengæld et helt kontinent ufattelige lidelser og ødelæggelser. Kolonimagterne Storbritannien og Frankrig blev om ikke før, så i 1956 gennem Suez-krisen, sat endegyldigt på plads af supermagten USA. De måtte acceptere de nye internationale spilleregler. Selv USA har måttet erkende grænserne for sin magt med nederlaget i Vietnamkrigen og senere krige.

Man behøver blot at følge de – engelsk tekstede – russiske statsmedier i disse måneder for at erkende, at forestillingerne om det imperiale Rusland lever i bedste velgående. Drømmene om dominans over Ukraine og de øvrige dele af det russiske/sovjetiske imperium florerer. Det var også Putins drømmeverden, der lå bag invasionerne af Ukraine.

Snyder argumenterer for, at Rusland vil forblive en trussel mod os og vil bruge sin militære magt indtil den dag, hvor Ruslands magtelite og brede befolkning er blevet tvunget til at erkende, at de nu lever i en anden epoke. Hvor selv store lande må finde deres plads fredeligt i et regionalt samarbejde. På samme måde, som Tyskland, Frankrig og UK har måttet gøre det.

Ud fra også denne tankegang giver det absolut god mening, at den danske regering fastholder, at Ukraine igen skal være frit.

Ikke enhver Våbenhvile er vejen til fred

Hvis USA og de europæiske store lande havde held med at presse Ukraine til en våbenhvile nu, ville det ikke betyde fred i vor tid. Det ville blot muliggøre, at det imperiale Rusland kastede sig over sine naboer igen den dag, det i fred og ro havde genopbygget sine væbnede styrker.

Vestlige indsigtsfulde militærbloggere peger på, at intet endnu er afgjort på slagmarken i Ukraine, at meget foregår under de internationale mediers radar også uden for Bakhmut-omådet, hvor masser af russiske og ukrainske liv i disse måneder går til.

Naturligvis må vi håbe, at våbnene kan tie snart. Af mange grunde. Stormagtsspillet mellem USA og Kina er en af dem. Men det må være ukrainerne, der foretager afvejningen af, hvad der tjener deres martrede land bedst: Fortsat krig eller en fredstilstand. I mellemtiden må vi velovervejet, men beslutsom støtte op med alle vore kræfter om ukrainernes kamp.

Samtidig må vi indstille os på, at kampen kræver ofre også af os. Ikke blot i forhold til Ukraine.  Genopretningen af vores eget forsvar efter mange års forsømmelser er en af forudsætninger for den afskrækkelse i Europa, som også skal til for at sikre freden. Det bliver dyrt.