Tidligere norsk statsminister: Det er på tide at diskutere, om Norge skal have en ny EU-afstemning

Jeg stemte nej til EU-medlemskab både i 1972 og i 1994. For mig har det aldrig vært noget sort-hvidt, men et spørgsmål om fordele og ulemper ved de forskellige muligheder. Sådan tror jeg, at mange tænker. Spørgsmålet er, om denne afvejning nu ændrer sig.

Min statsministerkollega i Sverige Gøran Person spurgte mig flere gange: ”Hvornår bliver Norge medlem af EU?”

Jeg svarede, halvt i spøg, halvt alvorligt: ”Måske når Sverige bliver medlem af Nato.”

Jeg vidste, at det ikke var aktuelt. Men nu ser det altså ud til, at Sverige (og Finland) bliver medlemmer af Nato. Det ændrer situationen i Norden og Europa og skaber en ny dynamik. De nordiske land vil nu på en stærkere måde kunne koordinere sin forsvars- og sikkerhedspolitik og udgøre et tyngdepunkt indenfor Nato-alliancen.

Frihed til at tilslutte sig mål og tiltag er godt, men spørgsmålet er, om det ikke er bedre at deltage aktivt i udformningen af dem.

Kjell Magne Bondevik
Fhv. statsminister, Norge

For os, som er tilhængere af et stærkt nordisk samarbejde er det lovende. Kan og bør det også ske indenfor EU? Det er værd at kæmpe for den nordiske velfærdsmodel. Kan det få øget vægt, når vi står sammen indenfor EU?

Norsk økonomi er godt beskytte med EØS-aftalen, som giver norske virksomheder samme vilkår som deres konkurrenter inden for EU. Derfor undrede jeg mig over, at mange EU-tilhængere brugte økonomi som argument for medlemskab i 1994. Det var en blindgyde. En sådan argumentation hører ikke hjemme i en eventuel ny EU-debat.

Men vi ser, at EU-landene koordinerer og styrker tiltag på stadig flere områder. Det har vi for nylig oplevet, når det kommer til sanktioner mod Rusland på grund af krigen i Ukraine. Norge har været i stand til at tilpasse sig tiltagene. Men måske havde det været mere fordelagtigt at være med til at udforme dem? Det har også en sikkerhedspolitisk dimension. Det kan tale for en ny EU-debat i Norge.

Geopolitiske forhold har ændret sig

Man må også vurdere de større geopolitiske forhold. USA er dybt splittet, selvom Trump ikke længere er præsident. Anti-demokratiske kræfter er stærke. Hvor bevæger vi os hen, og hvad bliver supermagtens forhold til Europa i fremtiden? Kina spiller en stadig stærkere rolle på alle kontinenter og har supermagtsambitioner.

Rusland under Putin er inde i en autoritær udvikling og har imperiale ambitioner, som kan gå ud over nabolandene. Har Norge brug for en stærkere forankring i det demokratiske Europa som et EU-medlemskab kan indebære, men hvor vi også må modarbejde de autoritære tendenser, vi oplever i enkelte EU-lande?

Det er forhold, som i høj grad har forandret sig siden vi sidst diskuterede EU-spørgsmålet i Norge, og som tilsiger en ny EU-debat.

EU er gået foran

Klima- og miljøspørgsmål er blevet meget mere presserende, siden sidst vi havde folkeafstemning om EU. Ikke mindst har tiden vist, hvor afgørende det er, at vi har et stærkt internationalt samarbejde for at løse udfordringerne.

Vi har set, at EU ofte er gået foran og har sat standarder og mål på disse områder, mens Norge har haft tendens til at tilpasse sig i efterfølgende.

En sådan frihed til at tilslutte sig mål og tiltag er god, men spørgsmålet er, om det ikke er bedre at deltage aktivt i udformningen af dem.