Udenrigspolitisk Selskab: Indien er en af Europas mest oplagte, men undervurderede partnere

Den ofte gentagne ambition om, at Europa skal kunne mere selv, handler ikke alene om militær kapacitet, industripolitik eller strategisk autonomi i snæver forstand. Den forudsætter i mindst lige så høj grad, at EU er i stand til at opbygge og vedligeholde nye strategiske partnerskaber – også når de er politisk komplekse, økonomisk krævende og kræver gensidige kompromiser.

Europa har brug for flere stærke, selvstændige partnerskaber. Ét af de mest oplagte – men fortsat undervurderede – er Indien.

Strategisk nøglepartner

Indien er verdens mest folkerige land, verdens største demokratiske nation og står på tærsklen til at blive verdens tredjestørste økonomi. Landet kombinerer skala, vækst og politisk vægt på en måde, ingen anden potentiel EU-partner gør.

Samtidig fører Indien en konsekvent udenrigspolitik baseret på strategisk autonomi: samarbejde bredt, binding til ingen.

Det er ikke tilfældigt, at EU-Kommissionen for nylig har lanceret en ny strategisk dagsorden for EU–Indien-samarbejdet, som eksplicit kobler handel, teknologi, sikkerhed og global governance.

Strategien slår fast, at relationen til Indien skal ses som et samlet strategisk partnerskab i en verden præget af handelsrivalisering og økonomisk pres.

Som EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender Kaja Kallas har formuleret det:

“Because, ultimately, our partnership is not only about trade, but also about defending rules-based international order.” 

Citatet rammer kernen i relationen. EU–Indien-partnerskabet handler ikke blot om markedsadgang, men om at fastholde og forsvare en regelbaseret verdensorden i en tid, hvor både stormagtsrivalisering og økonomisk tvang udfordrer multilaterale spilleregler.

Frihandelsaftalen er også en stresstest. Den viser, om vi formår at omsætte strategiske ambitioner til konkrete beslutninger

Charlotte Flindt Petersen og Kunal Singla
Hhv. direktør og fellow, Det Udenrigspolitiske Selskab

EU må forstå og matche Indiens pragmatisme

Vladimir Putins nylige besøg i New Delhi blev i Europa mødt med bekymring.

Men besøget bør læses som udtryk for kontinuitet snarere end kursændring. Indien afvikler ikke relationer – landet rebalancerer dem.

Indien har i de senere år opbygget et omfattende netværk af handels- og partnerskabsaftaler på tværs af både det Globale Nord og Syd: med EFTA-landene, Storbritannien, De Forenede Arabiske Emirater, Australien – og senest også en ny frihandelsaftale med New Zealand.

Pointen er klar: Indien spreder sine risici og maksimerer sin strategiske handlefrihed.

Putins besøg ændrer ikke dette mønster. Tværtimod bekræfter det Indiens rolle som en selvstændig aktør, der navigerer pragmatisk i en multipolær verden.

Det er netop denne pragmatisme, EU må forstå og matche.

For EU rummer det en klar mulighed. Indien er et af de få steder i verden, hvor man samtidig finder markedsvækst, arbejdskraft, skala og politisk stabilitet – i en tid hvor alternativerne bliver færre.

Men mulighederne materialiserer sig ikke af sig selv.

Frihandelsaftale er en stresstest

En mulig EU-Indien-frihandelsaftale er langt mere end en klassisk handelsaftale.

Aftalen skal ses som udtryk for et geopolitisk svar på en verden præget af handelskrige, stormagtsrivalisering og øget protektionisme – ikke mindst fra USA.

For europæiske virksomheder åbner aftalen for nye muligheder i Indien:

Øget eksport, diversificering af forsyningskæder samt produktion og joint ventures som alternativ eller supplement til Kina – suppleret af samarbejde om forskning, udvikling og teknisk ekspertise.

For Danmark specifikt er potentialet betydeligt inden for grøn energi, vand, biosolutions, landbrugs- og fødevareteknologi samt life science, medico, maritime løsninger og avanceret produktion.

Zoomer man ud, repræsenterer EU og Indien tilsammen over to milliarder mennesker og omkring en fjerdedel af verdens BNP. Indien forventes at bidrage med over 20 procent af den globale vækst frem mod 2030, mens EU fortsat er en af verdens største handels- og investeringsregioner.

Derfor er frihandelsaftalen også en stresstest i en brydningstid.

Den viser, om EU og Indien formår at omsætte strategiske ambitioner til konkrete beslutninger – også når det kræver politiske kompromiser og svære prioriteringer.

Mercosur-aftale udfordrer vores troværdighed

Den strategiske logik bag dette er begyndt at vinde genklang i europæisk udenrigspolitik.

I et interview i Verden Ifølge Gram bemærkede Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at Europa må “dyrke noget andet land, når prærien [USA og det amerikanske marked] visner lidt.” 

Hvis Europa vil reducere sin sårbarhed over for amerikansk handelspolitik, må EU også tilbyde sig selv som et troværdigt og forudsigeligt alternativ – både for egne virksomheder og for globale partnere som Indien.

Hvis Europa vil reducere sin sårbarhed over for amerikansk handelspolitik, må EU også tilbyde sig selv som et troværdigt alternativ

Charlotte Flindt Petersen og Kunal Singla
Hhv. direktør og fellow, Det Udenrigspolitiske Selskab

Her bliver EU’s evne til at omsætte aftaler til handling afgørende.

Den langstrakte proces omkring ratificeringen af frihandelsaftalen mellem EU og Mercosur illustrerer, hvor udfordrende det kan være at sikre politisk opbakning hele vejen fra forhandlingsbord til implementering.

For partnere uden for Europa er dette ikke blot et internt EU-anliggende, men et spørgsmål om troværdighed.

Hvis EU skal være et reelt alternativ i en verden præget af hastige forskydninger, kræver det ikke alene ambitiøse aftaler, men også institutionel eksekveringskraft og politisk forudsigelighed.

Netop derfor bør ratificeringsspørgsmålet tænkes ind allerede nu i en kommende EU–Indien-frihandelsaftale. Ikke som en eftertanke, men som en integreret del af aftalens arkitektur.

EU må handle, før vinduet lukker

USA’s toldpolitik, EU-Kommissionens nye strategiske dagsorden og Indiens accelererende netværk af handelsaftaler peger alle i samme retning. Tempoet i global handelspolitik er steget.

Med verdens største befolkning, verdens største demokrati og snart verdens tredjestørste økonomi er Indien ikke blot et vigtigt valg for EU – men et nødvendigt.

Vinduet er åbent. Spørgsmålet er, om EU formår at handle – og levere – før det lukker.