Bliv abonnent
Annonce
Debat

Ungdomsdelegat: Min tyrkiske kollega var fængslet i 34 dage for en tale i Europarådet

Enes Hocaoğulları talte i Europarådet om ytringsfrihed i Tyrkiet. Den førte til, at han blev anholdt i sit hjemland. Hvis vi accepterer, at borgere kan straffes for at deltage frit i debatten, accepterer vi samtidig, at demokratiets fundament kan erodere i Europa, skriver Marcus Melau. 
Enes Hocaoğulları talte i Europarådet om ytringsfrihed i Tyrkiet. Den førte til, at han blev anholdt i sit hjemland. Hvis vi accepterer, at borgere kan straffes for at deltage frit i debatten, accepterer vi samtidig, at demokratiets fundament kan erodere i Europa, skriver Marcus Melau. Foto: Council of Europe
12. september 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Solen bager over Ankara, og temperaturen har ramt de 30 grader.

Jeg forestiller mig en lille celle i byens centrum. Luften står stille, tung og føles fuld af uretfærdighed.

En ung mand er bag tremmer, men hans eneste 'forbrydelse' er at have talt sandheden i en demokratisk forsamling tusind kilometer væk.

Den unge mand er Enes Hocaoğulları, Tyrkiets ungdomsdelegat til Europarådets Kongres for Lokale og Regionale Myndigheder.

Min kollega, min ven og desværre nu også hele Tyrkiets forkæmper for ytringsfrihed.

Læs også

Han blev anholdt 5. august i Ankara Lufthavn efter at have holdt en tale under Europarådets kongressession i marts, hvor han stod på talerstolen foran hundredvis af medlemmer fra Europarådets 46 medlemslande.

Her talte han om demokratiets tilbagegang i Tyrkiet samt om den stigende undertrykkelse af kritiske røster og de mange lokale politikere, der er blevet arresteret og fængslet, herunder borgmesteren i Istanbul og andre demokratisk folkevalgte fra Tyrkiets største byer.

I et øjeblik troede vi på ytringsfriheden

Mens Enes talte, var klapsalverne overvældende.

Stående applaus kom fra samtlige ungdomsdelegater og fra størstedelen af kongressens medlemmer.

Et øjeblik føltes det som om, hele salen stod sammen om demokratiets værdier,

Marcus Melau
Ungdomsdelegat

Et øjeblik føltes det som om, hele salen stod sammen om demokratiets værdier. Men midt i begejstringen kunne man tydeligt se de lokale politikere fra Erdogans regimeparti, som forblev tavse, med kølige blikke og arme over kors.

Det var tydeligt, hvem talen ramte og hvem, der ville give den konsekvenser.

I sin tale sagde Enes blandt andet:

“Jeg var der (under demonstrationerne, red.), da politistyrkerne brugte uforholdsmæssig brutalitet mod os, herunder peberspray, plastikkugler og vandkanoner. Jeg var der, da mine jævnaldrende blev anholdt og gennemgik kropsvisitationer. Jeg kæmpede for demokratiet på gaderne i sidste uge. De unge har fået nok, vi har fået nok, og vi er klar til at gå på gaden for at genvinde vores friheder.”

Og efter talen gik kritikken hurtigt.

Læs også

Enes’ udsagn er nu blevet brugt som grundlag for hans anholdelse.

Han står over for to anklager: “offentligt at sprede vildledende information” under den tyrkiske straffelov og “at opildne offentligheden til had og fjendskab”, som har samme straframme på 1-3 års fængsel.

Så altså, hvis han bliver dømt for begge anklager, risikerer han to-seks års fængsel alene for at have udøvet sin ret til ytringsfrihed.

De tvinges til tavshed

At under fem minutters legitim taletid kan resultere i op til seks års fængsel er grotesk.

Men baseret på de seneste års tendenser i Tyrkiet, desværre nok ikke overraskende.

Mandag 8. september stod Enes overfor sit første retsmøde. Her har retten hævet den 34-dage lange varetægtsfængsling, men har ikke droppet anklagerne mod Enes, som ved et retsmøde i starten af næste år stadig står overfor anklager, der kan koste ham to-seks år.

Hvis han bliver dømt for begge anklager, risikerer han to–seks års fængsel alene for at have udøvet sin ret til ytringsfrihed,

Marcus Melau
Ungdomsdelegat

Tyrkiet har de seneste år gennemført et systematisk pres mod lokale politikere. Borgmestre, byrådsmedlemmer og aktivister, der tør tale imod centralmagten, bliver forsøgt lukket fuldstændig ned.

Istanbul-borgmesteren Ekrem Imamoglu blev fængslet for angiveligt at skulle have 'fornærmet' Istanbuls chefanklager, mens adskillige andre lokale repræsentanter er blevet anklaget på mistænkelige grundlag.

Enes’ anholdelse er derfor ikke en isoleret sag, men et led i en større tendens, hvor autoritære kræfter forsøger at bringe kritiske røster til tavshed.

Europarådet er bygget på fælles værdier som demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed.

Når et medlemsland vælger at retsforfølge en ung repræsentant for legitime saglige ord fremsat i en demokratisk forsamling, underminerer det hele idéen om et frit Europa.

Læs også

Tyrkiet har tilsluttet sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men det virker åbenlyst til, at landet ikke tillægger den nogen reel værdi.

Noget helt centralt i denne her situation er, at det ikke kun handler om Enes. For Enes er blevet ansigtet på de mange tyrkiske borgere, der tør bruge deres stemme i demokratiets tjeneste.

Det må og skal vi bakke op om herhjemme. For hvis vi accepterer, at borgere kan straffes for at deltage frit i debatten, accepterer vi samtidig, at demokratiets fundament kan erodere i Europa.

I den forbindelse ville det være en fejl at glemme, at unge er demokratiets rygrad, både nu og i fremtiden. Og når vi råber op, er det med den styrke, der kommer af ikke at være bundet af kynisme eller gamle magtspil. Måske det er netop derfor unge ofte er de første, autoritære kræfter forsøger at bringe til tavshed.

Men det kan vi ikke tillade i vores fællesskab, hvor demokrati, retssikkerhed og menneskerettigheder er fundamentale værdier.

Danmark må sige klart fra overfor Tyrkiet.

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026