Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Zelenskyj er et kommunikativt kraftcenter

Den ukrainske præsidents kommunikation er et absolut nærstudie værd. Det er et mesterværk i at arbejde med modtagernes følelsesregistre og skabe stolthed, sammenhold og sympati. Han skriver sig ind i historien med sin metode.

Zelenskyjs tale til Folketinget var et mesterstykke i, hvordan en moderne krig ikke alene føres og vindes på at besidde de mest avancerede våben og tilstrækkeligt af dem, men i høj grad også på at eje fortællingen om krigen, skriver Lisbeth Knudsen.
Zelenskyjs tale til Folketinget var et mesterstykke i, hvordan en moderne krig ikke alene føres og vindes på at besidde de mest avancerede våben og tilstrækkeligt af dem, men i høj grad også på at eje fortællingen om krigen, skriver Lisbeth Knudsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kan man vinde en krig mod en militær overmagt med en slangebøsse? Ja, undskyld det fortegnede David-Goliat-billede, men sådan fornemmes magtbalancen, når man rent faktuelt i antal soldater og militært isenkram måler den russiske militære kapacitet op imod den tilsvarende ukrainske. Men ukrainerne har noget, som russerne ikke kan matche.

Dels har de selvfølgelig motivationen, viljestyrken, vreden og modet til at kæmpe for selvstændigheden for deres eget land og deres egen frihed. Og dels har de præsident Volodymyr Zelenskyj, der har vist sig at være en sand verdensmester i moderne, autentisk, politisk kommunikation.

Ingen præsident eller politisk leder har tidligere ledet sit land og sit folk gennem en så dramatisk krise og krig som Zelenskyj med en så dygtigt orkestreret og moderne kommunikation fra videolinks og taler til alverdens parlamenter, til selfie-videoer og sound-bytes fra Kyivs gader sen aften eller tidlig morgen optaget med Zelenskyjs egen mobiltelefon. Fra twitter-billeder af hårdt ramte ukrainske borgere og blodige resultater af russiske angreb til pressemøder med udenlandske medier.

Zelenskyj er et kommunikativt kraftcenter, og hans aktivitet er intens. Han kan ses i en afslappet attitude, mens han krammer sine ministre; mens han giver smilende og optimistiske interviews til medier rundt om i verden eller holder følelsesmættede, alvorlige taler til de absolutte toppolitikere rundt omkring i verden. Taler som bringer tårer frem til sit publikum.

Hans attitude og militærgrønne t-shirt og afslappede skjorte signalerer, at han er på hold med Ukraines soldater og ikke sidder i gyldne sale ved meterlange mødeborde og betragter verden.

Hver eneste af hans taler til parlamenterne rundt omkring i verden har været krydret med et lokalt tilsnit.

Lisbeth Knudsen

I tirsdags talte Ukraines præsident til det danske Folketing. En tale, der ligesom de talrige andre, han har holdt for parlamenter rundt omkring i verden, var et mesterstykke i, hvordan en moderne krig ikke alene føres og vindes på at besidde de mest avancerede våben og tilstrækkeligt af dem, men i høj grad også på at eje fortællingen om krigen, på at sende enkle og præcise budskaber om den hjælp, han har brug for. Alt sammen pakket ind i sympatiske og respektfulde anerkendelser af den støtte, han allerede har fået.  

Han gør sig selv og sit folk til dem, der kæmper på alles vegne for demokrati og frihed. En stærk krog til den internationale støtte, han har brug for.

De korte selfie-videoer fra præsidentens egen telefon vil sandsynligvis blive en del af den måde, ledere kommunikerer på i fremtiden. Zelenskyj har brugt dem flittigt og effektivt til for eksempel at aflive rygter om, at Ukraines ledere og han selv var flygtet ud af landet. Han bruger dem til at bevæbne sit folk - i mangel af de rette våben - med noget lige så stærkt på den mentale side: mod, motivation og national stolthed.

På en video viser han sig foran et kendt vartegn, der åbenlyst dokumenterer, at han går på gaden i Kyiv på trods af dødstruslerne mod ham. I denne næste video – meget kort, filmet på hans telefon om natten – viser han fem af landets ledere, navngiver hver enkelt og siger: "Alle er her." Ingen er flygtet til udlandet. Det er helt enkelt og let at forstå.

Hvad er det så, han bruger af virkemidler, hvis vi går lidt tættere på kommunikationen:

Enkle, ofte meget korte sætninger. Aldrig lange sætninger og indviklede begreber. Kontrasten er skærende til den russiske præsident Putins stereotype og lange, formalistiske taler. 

Putin er professionelt filmet, ofte flankeret af det russiske militærs uniformerede og dekorerede officerer og taler ofte i mere end en time. Zelenskyj er som regel alene. Uden personer med uniformer og militære dekorationer omkring sig. Er der nogen med på billederne har de samme enkle påklædning som Zelenskyjs.

Putin bruger magtens artefakter med de gyldne sale, lange mødeborde og det enorme magtdemonstrative skrivebord med telefoner og skærme. Zelenskyjs omgivelser sætter ikke noget særligt aftryk. Der er ingen telefoner og skærme og intet prangende rum. Til gengæld fylder hans personlighed rummet.

Juristen Zelenskyj, den tidligere skuespiller, tidligere komiker, tidligere sit-com-præsident, bruger kommunikationsfagets aller bedste færdigheder til at forsøge at forme Europas historie og redde sit folks frihed og sit lands selvstændighed.

Lisbeth Knudsen

Zelenskyj taler i historieskabende citater og fremkalder billeder i hovedet på tilhørerne. Da han fortalte, at amerikanerne havde tilbudt ham et løft ud af Kyiv svarede han, at han ikke havde brug for et løft med fly ud, men at få mere ammunition ind. Senere, i en længere tale, forklarede han, at ukrainere vil forsvare sig selv. I denne tale henvender han sig direkte til Ruslands befolkning, og han bærer en skjorte og slips og har det ukrainske flag i baggrunden. Her siger han: "Ved at angribe os, vil du se vores ansigter. Ikke vores ryg, vores ansigter." 

En af de kraftfulde oratoriske teknikker, som Zelenskyj ofte har brugt er at fremmane billeder, som hjælper følelserne frem hos tilhørerne, hvad enten det er medfølelse og vrede, eller det er håb. Ligesom Churchill erklærede Zelenskyj over for britiske lovgivere, da han talte til parlamentet: "Vi vil ikke give op, vi vil ikke tabe." Han ville opbygge en tro på, at hans land ville sejre og derigennem tilskynde til den slags handling, der kunne redde hans land.

Ligesom Franklin Roosevelt, Martin Luther King Jr. og andre store talere i historien bruger Zelenskyj opfordringer til handling gennem metaforer og kraftfulde billeder, som bevæger folk til tårer. Også de danske politikere forleden.

Hver eneste af hans taler til parlamenterne rundt omkring i verden har været krydret med et lokalt tilsnit. I talen til den amerikanske kongres var der en association til Mount Rushmore og Martin Luther King’s "I Have a Dream"-tale. Han omtalte desuden både Pearl Harbor og 9/11-angrebene. Til det britiske parlament citerede han både Churchill og Shakespeare. Og over for tyskerne henviste Zelenskyj til post-Holocaust-sætningen "Aldrig igen."

I Danmark blev henvisningen blandt andet til vores befrielsestradition med stearinlys i vinduerne den 4. maj om aftenen. Med Zelenskyjs ord skulle vi så gøre det samme i tirsdags i Danmark for at mindes de faldne ukrainske soldater og civile. Han fik nævnt store danske virksomheder, som har stoppet samhandel med og aktiviteter i Rusland og identificeret præcis hvilken region, han ønsker Danmark ville tage medansvaret for at genopbygge. Signalerer dygtigt håb, hvad nok ikke mange i hans situation ville have overskud til.

Hans taler er renset for politikersprog i gængs forstand. Her kommer nogle citater:

"Det handler ikke om, at jeg vil tale med Putin, jeg tror, jeg er nødt til at tale med Putin. Verden er nødt til at tale med Putin, fordi der ikke er andre måder at stoppe denne krig på."

"Hvis vi vinder, og jeg er sikker på, at vi vinder, vil dette være sejren for hele den demokratiske verden."

"Der er intet, der kan forklare, hvorfor børnehaverne og den civile infrastruktur bliver beskudt."

"Dette vil være vores friheds sejr. Dette vil være lysets sejr over mørket, frihedens sejr over slaveriet."

"Denne nat bliver meget vanskelig, og fjenden vil bruge alle tilgængelige kræfter til at bryde ukrainernes modstand... Ukraines skæbne bliver afgjort lige nu."

Zelenskyj begrænser og prioriterer de budskaber, han deler med sit folk og verden benhårdt. Hans seneste nøglebudskaber har fokuseret på: Det ukrainske folks tapperhed og heltemod. På at opfordre Putin til at stoppe krigen. Hvorfor Nato bør håndhæve flyveforbudszoner over hans land. Hvorfor og hvordan verden skal støtte Ukraine.

En deepfake, der for nylig blev udgivet af russerne, som foregav at vise den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, der beordrede ukrainske militære styrker til at nedlægge deres våben, blev hurtigt afkræftet. Videoen fik kun lov til at cirkulere kort tid på sociale medier, før Volodymyr Zelenskyj reagerede. I en video på Instagram kalder han det manipulerede klip for “en barnlig provokation,” og råder i stedet de russiske soldater til at lægge deres våben og tage hjem. Det viser et næsten overmenneskeligt overskud til at kommunikere uden at give sig i kast med alverdens fordømmelse.

Putins kommunikation er den absolutte modsætning til Zelenskyjs. Han signalerer kulde, rationalitet, vrede og ønsker at indgyde frygt med anvendelse af diverse mere eller mindre grove anklager og påstande om nazisme, stofmisbrug og folkemord.

Sociale netværk, hvor Zelenskyj akkumulerer millioner af tilhængere, har været et af de vigtige aktiver i hans kommunikative succes. Hver dag offentliggør den ukrainske præsident snesevis af beskeder via Twitter, Facebook eller Instagram, hvormed han forsøger at holde moralen hos sine soldater høj, opmuntre borgerne eller kræve større engagement fra vestlige lande. På bare en måned er hans popularitet steget til ekstremer.

Juristen Zelenskyj, den tidligere skuespiller, tidligere komiker, tidligere sit-com-præsident, bruger kommunikationsfagets aller bedste færdigheder til at forsøge at forme Europas historie og redde sit folks frihed og sit lands selvstændighed. Uanset om han måtte vinde kampen mod Rusland, så har han skabt sig en plads i historien.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Volodymyr Zelenskyj

Præsident, Ukraine
jura (Kyivs Nationale Økonomiske Uni.)

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

0:000:00