LA-profil kritiserer Venstre for skævt syn på natur og dyrevelfærd: ”Hvis jeg var en ko, ville jeg hellere leve i naturen end i en stald”

Venstres bekymring for dyrenes ve og vel i vilde naturområder hænger ikke sammen, lyder det fra Ole Birk Olesen, der er naturordfører for Liberal Alliance. Modsat Venstre bakker LA op om rød bloks naturnationalparker. "Vi skal videre af det spor," lyder det.

Liberal Alliance vil have mere vild natur i Danmark, siger naturordfører Ole Birk Olesen.
Liberal Alliance vil have mere vild natur i Danmark, siger naturordfører Ole Birk Olesen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Hjalte T. H. Kragesteen

Dyr i vild natur står til et klart bedre liv end i landbruget.

Det er meldingen fra Liberal Alliance, der kritiserer Venstre for at bekymre sig mere for køers ve og vel i naturområder, end de forhold der tilbydes grise i den moderne svineproduktion.

”Det er mærkeligt, at Venstre mener, at produktionen af grise er helt uproblematisk, mens samme parti ser en meget stor udfordring for dyrevelfærden, når der er en enkelt midlertidig episode, hvor nogle ungtyre rotter sig sammen om at parre sig med en ko,” siger partiets naturordfører Ole Birk Olesen.

Han reagerer på, at en stribe venstrepolitikere i stærke vendinger har kritiseret en episode på Molslaboratoriet, der hører under Naturhistorisk Museum, hvor en række unge tyre forfulgte en ko i brunst.

Naturindsats og sager om dyrevelfærd

Naturnationalparker
Regeringen har sammen med rød blok afsat 888 millioner kroner til at forbedre biodiversiteten. Pengene går hovedsageligt til at sikre langt mere urørt skov og til at etablere 15 naturnationalparker. Det er planen, at der skal udsættes store dyr til at afgræsse områderne. Det bygger på principper om rewilding, som skal hjælpe biodiversiteten på vej. Da der er tale om dyr bag hegn i et større område, end normalt har partierne besluttet, at der ikke skal føres dagligt tilsyn med dyrene på individniveau. I stedet har men besluttet et jævnligt tilsyn med hele bestanden. Ingen af parkerne er etableret endnu.

Molslaboratoriet
På Molslaboratoriet, der hører under Naturhistorisk Museum, er man i gang med et rewilding-projekt, som naturnationalparkerne blandt andet er inspireret af. Her har man i flere år arbejdet med at udsætte dyr – blandt andet kvæg – for at gavne naturen. Det er på Molslaboratoriet, at sagen om den forfulgte ko foregik.

Nationalparkerne
Danmark har fem nationalparker. Men de skal ikke forveksles med naturnationalparker. Nationalparkerne indeholder således ikke i sig selv nogen naturbeskyttelse. Det er eksempelvis muligt at drive både landbrug og skovbrug inden for nationalparkerne. De er gentagende gange kritiseret for ikke at gavne naturen.

Naturstyrelsen
Det mest alvorlige sag om vanrøgt af husdyr bag hegn skete på Naturstyrelsens arealer i Mols Bjerge, og kom frem i begyndelse af 2021. Her kritiserede en dyrlæge i hårde vendinger, at dyrene var meget udmagrede. 

Og i et efterfølgende interview med Altinget lød det fra partiets miljøordfører, Jacob Jensen, at det ikke nødvendigvis er bedre for køer eller heste at leve i forvildede naturområder bag hegn, end det er at stå i en stald. 

”Det synes jeg ikke entydigt, man kan sige. For hvis man ser de her forhutlede dyr fra Mols Bjerge (skal ikke forveksles med Molslaboratoriet, red.), så tror jeg ikke, de har haft det specielt godt, hvis du sammenligner med en ko, der går på eng og bliver malket to gange om dagen af en robot. Dér har den sidste det nok bedre,” sagde Jacob Jensen blandt andet.

Det er ubærligt at tænke på, det er vores skyld, at arterne forsvinder.

Ole Birk Olesen (LA), Naturordfører

Men hos de liberale venner i blå blok har man et helt andet syn på sagen.

”Dyr i naturen har det på mange måder rigtigt godt. For de kan leve i overensstemmelse med deres naturlige adfærd. Hvilket er det, som dyr ønsker,” siger Ole Birk Olesen og fortsætter:

”Hvis jeg var en ko, ville jeg hellere leve i naturen, end i en stald, hvor jeg føder kalve, der bliver taget fra mig, fordi mælken skal bruges til mejeriet.”

Læs også
 

Ole Birk Olesen medgiver, at der er større risici forbundet med at leve i naturen.

”Dyr i naturen er også udsat for ting, som dyr i fangenskab ikke er. De kan ikke altid finde mad. Især ikke om vinteren. Og i andre dele af verden kan de have svært ved at finde vand. Og så er der rovdyr. Det alt sammen ting, som tamdyr ikke oplever,” siger han og fortsætter:

”Og jeg er da enig i, at vi skal passe på dyrene. Og at hvis der er et overskud af dyr i forhold til fødemængden om vinteren, så skal vi mennesker – i mangel på ulve og bjørne – nedlægge de dyr, der sulter.”

Vi skal videre

I modsætning til Venstre bakker Liberal Alliance fuldtonet op om regeringens og rød bloks naturnationalparker, der netop bygger på at udsætte store græssere bag hegn i store naturområder. Partiet stemte – ligesom Konservative – også sammen med rød blok, da lovgivningen bag de vilde naturområder skulle på plads i Folketinget.

Måske kan vi nå ti procent strengt beskyttet natur, som EU har sat som standart. Men det er ikke så afgørende for mig, om det bliver syv, otte eller ti procent.

Ole Birk Olesen (LA), Naturordfører

Ole Birk Olesen ser da heller ikke noget behov for et servicetjek af naturnationalparkerne, som Venstre ønsker, hvis de vinder magten. 

”Vi bakker op, fordi vi grundlæggende er enige med de forskere, som siger, at hvis Danmark skal bidrage til biodiversitet, handler det om at friholde nogle arealer fra den dominans, som vi mennesker har. Så man lader naturen udfolde sig på måder, som minder om forholdene, da arterne og diversiteten udviklede sig. Dengang hvor der var plads til planter og dyr,” siger han.

Vil du gerne have flere områder med vild natur?

”Ja. Vi skal videre af det spor. Nu har man brugt under én procent af Danmarks areal til naturnationalparker, og det er ikke nok. Måske kan vi nå 10 procent strengt beskyttet natur, som EU har sat som standard. Men det er ikke så afgørende for mig, om det bliver syv, otte eller ti procent,” siger han og fortsætter:

”Det afgørende er, at vi får udnyttet alle Naturstyrelsens arealer til natur og ikke produktion. Så man enten omlægger til natur eller bytter kommercielle arealer med private for at få nogle andre naturarealer. På den måde kan vi måske komme op på mere end de fem procent af landet, som Naturstyrelsen ejer i dag.”

Naturstyrelsens arealer

Men har du ikke et mål? Du nævner både fem, syv og ti procent?

”Det kan også være 15 procent. Men det er ikke så vigtigt. Det afgørende er, at vi får bragt alle Naturstyrelsens arealer i spil. Så de bliver brugt til natur og ikke til produktion,” siger Ole Birk Olesen.

Så det er i virkeligheden mindre landbrug og mindre skovbrug, du ser for dig?

”Mit udgangspunkt er, at Danmark skal bidrage til at producere de fødevarer, som Danmark og resten af verden har brug for. Men kun på de arealer, der er egnede til det. De mindre egnede arealer kan bidrage til at vi får noget mere biodiversitet,” siger Ole Birk Olesen og fortsætter:

”Så der vil jo nok være lidt mindre til landbrug og skovbrug end i dag. Men det handler primært om at udnytte de arealer, som staten råder over. Derefter skal det foregå ved frivillighed, hvor fonde – måske med statsligt bidrag – går ud og opkøber arealer, som ligger i tilknytning til naturnationalparkerne.”

Småbeløb

Men det er jo også et spørgsmål om penge. Regeringen og rød blok har brugt næsten 900 millioner kroner på en biodiversitetspakke, som hovedsageligt er gået til udlægning af urørt skov og naturnationalparker. Hvor mange penge vil LA bruge på naturområdet?

”Det er lidt svært for mig at overskue økonomien. Jeg har for et par år siden fået et svar om, at det koster 100 millioner kroner om året, hvis man helt stopper med at producere træ på statslige arealer. Og det var pessimistisk sat. Så det er altså det maksimale beløb, det kan koste om året,” siger Ole Birk Olesen.

Men her taler du om den rene udgift ved, at man ikke længere har indtægter fra skovdrift. Men du vil jo også gerne sætte dyr ud og hegn op og forvalte områderne?

”Ja ja. Det er da rigtigt. Men det er stadigvæk småbeløb, når vi sammenligner med de samlede offentlige udgifter på 1200 milliarder kroner om året,” siger han og fortsætter:

”Det er ubærligt at tænke på, det er vores skyld, at arterne forsvinder. Og jeg vil gerne bidrage til, at vi beholder arterne, og at vi ikke bliver mere og mere alene på den her jord. Derfor er det meget små beløb, der er nødvendige, når man tænker på, hvor stort et gode en artsrig natur er. Det skal vi i Danmark også bidrage til.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)