V kritiserer forhold for dyr i vild natur, men nedtoner problemer i svinestalde: "Det er noget andet"

Køer og heste får ikke et bedre liv i naturnationalparkerne end i landbruget, lyder det fra Venstre, efter en strid debat om dyremishandling på Molslaboratoriet. Partiet varsler også et servicetjek af de vilde naturområder, hvis magten tipper.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Hjalte T. H. Kragesteen

"Dyremishandlingen fortsætter", "grotesk" og "skræmmende billeder". Reaktionerne fra Venstre har været i den høje ende af skalaen efter en episode på Molslaboratoriet.

På en video fra området, der hører under Naturhistorisk Museum, ser man en række tyre jage en brunstig ko gennem længere tid. En situation, der ender med, at fire tyre måtte aflives

Det fik blandt andre Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen til at erklære sig "dybt rystet, vred og ked af", at dyr bliver behandlet sådan i Danmark. Og Venstres miljøordfører Jacob Jensen finder sagen så alvorlig, at miljøminister Lea Wermelin (S) er blevet indkaldt til samråd, fordi regeringens kommende naturnationalparker står til at bygge på de samme principper om rewilding, som Molslaboratoriet praktiserer (se faktaboks). 

Læs også

”Miljøministeren er nødt til at komme ind og svare på, om hun stadig mener, at det her er den bedste måde at gøre det på,” siger Jacob Jensen.

Det gamle landbrugsparti er ellers normalt ikke forbundet med at stille strikse krav til bedre dyrevelfærd, når det gælder svin og køer i stalde.

Dyrene skal selvfølgelig behandles ordentligt, når de er i menneskers varetægt.

Jacob Jensen (V)
Miljøordfører

Da det eksempelvis kort før sommer kom frem, at der er overtrædelser af dyrevelfærdsreglerne ved myndighedernes kontrol af hver tredje svine- og kvægbesætning, appellerede fødevareordfører Erling Bonnesen (V) til, at man ikke ”koger over i voldsomme gloser” og ”farer frådende ud over markerne”. Dengang kaldte V ingen ministre i samråd.

Naturindsats og sager om dyrevelfærd

Naturnationalparker
Regeringen har sammen med rød blok afsat 888 millioner kroner til at forbedre biodiversiteten. Pengene går hovedsageligt til at sikre langt mere urørt skov og til at etablere 15 naturnationalparker. Det er planen, at der skal udsættes store dyr til at afgræsse områderne. Det bygger på principper om rewilding, som skal hjælpe biodiversiteten på vej. Da der er tale om dyr bag hegn i et større område, end normalt har partierne besluttet, at der ikke skal føres dagligt tilsyn med dyrene på individniveau. I stedet har men besluttet et jævnligt tilsyn med hele bestanden. Ingen af parkerne er etableret endnu.

Molslaboratoriet
Molslaboratoriet, der hører under Naturhistorisk Museum, er man i gang med et rewilding-projekt, som naturnationalparkerne blandt andet er inspireret af. Her har man i flere år arbejdet med at udsætte dyr – blandt andet kvæg – for at gavne naturen. Det er på Molslaboratoriet, at sagen om den forfulgte ko foregik.

Nationalparkerne
Danmark har fem nationalparker. Men de skal ikke forveksles med naturnationalparker. Nationalparkerne indeholder således ikke i sig selv nogen naturbeskyttelse. Det er eksempelvis muligt at drive både landbrug og skovbrug inden for nationalparkerne. De er gentagende gange kritiseret for ikke at gavne naturen.

Naturstyrelsen
Det mest alvorlige sag om vanrøgt af husdyr bag hegn skete på Naturstyrelsens arealer i Mols Bjerge, og kom frem i begyndelse af 2021. Her kritiserede en dyrlæge i hårde vendinger, at dyrene var meget udmagrede. 

Altinget har på den baggrund bedt Jacob Jensen forklare, hvorfor Venstre umiddelbart ser ud til at tage lettere på dyrevelfærden i landbruget end i naturen.

”Det synes jeg ikke, vi gør," indleder han.

"Men der er altså en forskel på, om det er et produktionsdyr, der står i en stald i nogle måneder, eller om det er nogle dyr, vi spærrer inde og skal leve på nåde og fromme inden for en indhegning, som man nu har valgt at stille op. Det må man godt må skelne imellem. Men det skal da have en konsekvens, hvis der er brodne kar i landbruget, der ikke behandler dyrene efter de regler, der gælder,” siger Jacob Jensen og tilføjer:

”Dyrene skal selvfølgelig behandles ordentligt, når de er i menneskers varetægt.”

Men det er mest reaktionen, jeg sigter til. I er meget kritiske her, mens I nedtoner det, når det handler om produktionslandbruget? 

”Jeg synes godt nok, at der er en forskel. Der er jo gældende regler for produktion og dyrehold. De regler skal selvfølgelig overholdes, og det går vi ud fra de bliver. Det her er noget nyt, hvor man indhegner nogle områder og sætter dyr ud, og så ser på, hvordan det går. Det er noget andet,” siger Jacob Jensen.

 

Mener du, at dyrene generelt vil få et bedre liv i en naturnationalpark, end de har i landbruget?

”Nej. Det kan man ikke sige. Det afhænger af, hvilken situation de er i. Så man kan ikke bare sige, at dyrene ikke har det godt i landbruget. Selvfølgelig har de det godt. For hvis ikke de har det godt, så leverer de ikke den produktion, som landmanden lever af, ” siger Jacob Jensen og fortsætter:

”Tilsvarende har de det også godt i naturnationalparkerne, hvis de bliver behandlet ordentligt. Hvis de bliver tilset og får den tilskudsfodring som er nødvendigt. Så der er nuancer.”

Helt generelt vil vi fjerne dispensationsmuligheden, og vi vil kigge meget nøgternt på, hvor høje indhegningerne skal være, og om der overhovedet skal være nogen.

Jacob Jensen (V)
Miljøordfører

Forhutlede dyr

Så du er ikke enig med formanden for dyreetisk råd, som har sagt, at udsatte dyr helt grundlæggende tilbydes et bedre dyreliv i naturnationalparkerne end inde i stalden?

”Nej. Det synes jeg ikke entydigt, man kan sige. For hvis man ser de her forhutlede dyr fra Mols Bjerge (skal ikke forveksles med Molslaboratoriet, red.), så tror jeg ikke, de har haft det specielt godt, hvis du sammenligner med en ko, der går på eng og bliver malket to gange om dagen af en robot. Dér har den sidste det nok bedre. Men der er da også steder, hvor dyrene ikke har været tilset ordentligt af den enkelte landmand, og så er forholdet modsat. Derfor skal man ikke forsimple tingene,” siger Jacob Jensen.

 

Hvad er egentlig Venstres position i forhold til at udsætte dyr bag hegn. Mener du, at de her sager er så grelle, at der slet ikke skal være dyr bag hegn i naturnationalparkerne?

”Nej. Det kommer an på, hvad det er for nogle dyr. Hvor stor er flokken, og hvordan bliver de tilset. Og om man fodrer dyrene. Det er ikke et enten/eller,” siger Jacob Jensen.

Servicetjek at naturnationalparker

Venstre har længe været kritisk over for de 15 naturnationalparker, som regeringen og dens støttepartier har sat historisk mange millioner af til at gennemføre. Kritikken begyndte for alvor, da rød blok med støtte fra K og LA vedtog at dispensere fra dyrevelfærdsloven, så der stilles mindre rigide krav til tilsyn med dyrene i naturnationalparkerne, end hvis der er tale om landbrug. Senere har lokal modstand visse steder blot båret til Venstres kritik.

Måske skulle man plante skov i stedet for at opstille hegn.

Jacob Jensen (V)
Miljøordfører

Venstre vil dog ikke umiddelbart smide idéen om naturnationalparker i skraldespanden. Meldingen er i stedet, at partiet efter et valg vil gennemføre en form for servicetjek af naturnationalparkerne.

”Vi skal finde ud af, om der stadig er lokal interessere. Og hvis der er det, går vi videre og ser på, om noget skal justeres,” siger Jacob Jensen og fortsætter:

”Helt generelt vil vi fjerne dispensationsmuligheden, og vi vil kigge meget nøgternt på, hvor høje indhegningerne skal være, og om der overhovedet skal være nogen.” 

Læs også

Skeler til de gamle nationalparker

Jacob Jensen fortæller, at partiet ikke kommer til at gå lige så kompromisløst til naturbeskyttelse som partierne i rød blok har gjort med naturnationalparkerne. I stedet vil partiet se på, om man kan etablere større arealer med en anden form for beskyttelse.

”I stedet for, at vi laver et frimærke, der skal være helt perfekt (for biodiversiteten, red.), så skulle man måske lave nogen større arealer. Vi kunne lade os inspirere af de store nationalparker, som ikke skal forveksles med naturnationalparkerne,” siger han.

Men der ligger jo nærmest ingen naturforbedring eller beskyttelse i nationalparkerne? 

”Det kan man altid diskutere. Men det er også mere konceptet og den måde, de er organiseret på som en forening, hvor man inddrager folk, som folk er flest. Men det er også store arealer, og ikke kun et område, man hegner ind. Det sker i sammenhæng med den eksisterende natur,” siger Jacob Jensen.

Hvor store arealer taler vi om her?

”Det har jeg ikke nogen holdning til. For vi er ikke så optaget af kvantitet. Vi er meget mere interesserede i kvaliteten. Det er også derfor, vi har fremsat en biodiversitetslov med bindende mål,” siger Jacob Jensen

Men du lægger jo op til at sænke kvaliteten af naturbeskyttelsen, når du ikke vil have det helt perfekte?

”Nej. Det er ikke rigtigt. Eller jo, hvis man påstår naturnationalparkerne er state of the art. Men det er mere for at forstå billedet af, at vi nok vil lave det lille område mindre grønt, men i stedet brede det ud til et kæmpe område. Det giver samlet set bedre natur,” siger Jacob Jensen.

Brug pengene klogere

Så Venstre lover kæmpe naturområder efter valget?

”Ja. Så absolut. Men det skal være indsatser af forskellig karakter og i sammenhæng med det, der er i forvejen. Også i forhold til skovdrift, og at man tænker klima med ind,” siger Jacob Jensen.

Men skovdrift er jo hammerproblematisk for biodiversiteten?

”Jo, jo. Men det handler om, at man kan bruge de 888 millioner kroner klogere. Måske skulle man plante skov i stedet for at opstille hegn,” siger Jacob Jensen.

Men du får da ikke særligt meget biodiversitet ved at rejse skov?

”Nej. Men min pointe er, at når vi planter skov, så kan vi bedre udlægge andre områder til urørt skov. For vi har stadigvæk brug for træ i byggeriet,” siger Jacob Jensen.

Det kommer lidt til at lyde som om biodiversitet bliver noget sekundært i jeres naturpolitik?

”Man kan jo synes, hvad man vil. Der er sikkert mange, der vil komme og sige, at vi vil ikke noget. Men vi vil noget. Og vi vil det på en mere inddragende og helhedsorienteret måde,” siger Jacob Jensen. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Jensen

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 1998)

0:000:00