Debat

SSI og KU om det veterinære beredskab: Vi har leveret varen

2020 har været en tryktest for Dansk Veterinær Konsortium, der lige havde overtaget veterinærberedskabet fra DTU. Læringskurven har været stejl, men testen er bestået, skriver fem fagmedarbejdere.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

1. januar 2020 overgik ansvaret for det veterinære beredskab fra det tidligere DTU Veterinærinstitut til Københavns Universitet (KU) og Statens Serum Institut (SSI), som sammen havde vundet konkurrenceudbuddet omkring den veterinære myndighedsbetjening af Fødevareministeriet.

Tema

Det veterinære beredskab

Få måneder inden corona kom til Danmark, i begyndelsen af 2020, blev veterinærberedskabet endeligt overflyttet fra DTU til KU og SSI.

Ikke længe efter spredte virussen sig til minkfarmene, og det fik store konsekvenser - for minkene og for farmerne. 

2021 er samtidig året, hvor Veterinærforlig III udløber, og der skal forhandles på ny.

Altinget spørger: 

Har Danmarks veterinære beredskab vist sig at være godt nok? Hvordan har KU og SSI klaret opgaven i Dansk Veterinær Konsortium? Hvad har vi lært siden seneste Veterinærforlig, som kan give anledning til fremtidige ændringer i det næste Veterinærforlig?  

Panelet består af:

  • Dansk Veterinær Konsortium (KU og SSI)
  • Hanne Larsen, veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen
  • Hans Henrik Dietz, formand for Veterinærmedicinsk Råd og dyrlæge
  • Jens Munk Ebbesen, områdedirektør i Landbrug & Fødevarer
  • Hanne Knude Palshof, formand for Den Danske Dyrlægeforening
  • Hans Jørn Kolmos, professor i mikrobiologi, Syddansk Universitet
  • Anders Kronborg (S), fødevareordfører
  • Erling Bonnesen (V), fødevareordfører

Opgaverne blev gradvist overdraget i 2019 sammen med flere faglige medarbejdergrupper. KU har overordnet set ansvaret for myndighedsaftalen, men opgaven varetages som et samarbejde i et konsortium bestående af KU og SSI, med betegnelsen Dansk Veterinær Konsortium (DK-VET).

Overordnet set varetager KU ansvaret for myndighedsrådgivning og forskning, mens SSI varetager ansvaret for det diagnostiske beredskab, hvilket omfatter laboratorieanalyser for anmeldepligtige sygdomme hos dyr i forbindelse med udbrud og overvågning. Mange af opgaverne løses dog i fællesskab på tværs af KU og SSI.

En fordel for beredskabet
Konstruktionen betyder en ændring i forhold til tidligere, idet det laboratoriemæssige beredskab for humane og veterinære infektiøse sygdomme nu fysisk er samlet i samme organisation med fælles ledelse. Dette åbner for en bedre udnyttelse af fysiske ressourcer, udstyr og personale således, at alle ressourcer kan anvendes fælles ved udbrud af smitsomme sygdomme hos enten mennesker eller dyr.

Endvidere har den fælles organisatoriske tilknytning en åbenbar fordel for håndtering af beredskabet i forbindelse med udbrud af zoonotiske sygdomme, det vil sige sygdomme, der kan ramme både mennesker og dyr.

Dansk Veterinær Konsortium er således organisatorisk optimalt forberedt på en One-Health-baseret tilgang til sygdomsbekæmpelse, hvor man i rådgivning og risikovurderinger inddrager konsekvenserne for både mennesker, dyr og miljø.

Pres på laboratorier og rådgivning
To måneder varede hvedebrødsdagene for veterinærkonsortiet, før corona-epidemien ramte Danmark i marts måned, og i juni måned blev det første coronavirus udbrud i mink påvist. Her - et år efter - er der analyseret mange tusinde prøver for coronavirus, leveret mere end 100 risikovurderinger til både veterinær- og sundhedsmyndighederne, og herudover har vi i vinteren 2020/21 oplevet den værste fugleinfluenza-epidemi nogensinde.

Allerede i 2019 oplevede vi uventet stor aktivitet på det bakteriologiske område. Vi havde det første udbrud af hønsetyfus siden 2002 og et udbrud af ornitose hos brevduer med smitte til mennesker, hvor der var en åbenbar fordel med en samlet One Health-tilgang. I sommeren 2020 blev Danmark ramt af hestesygdommen CEM, hvilket var det største udbrud af sygdommen i Europa gennem de sidste 10 år.

Det seneste års sygdomsudbrud og pandemi har slået fast, at - når det gælder zoonotiske problemstillinger - er en One Health-baseret tilgang en absolut nødvendighed.

Lars E. Larsen, Anette Bøtner m.fl.
Dansk Veterinær Konsortium

Alt dette har lagt et enormt pres på ressourcer til både laboratorier og rådgivning. Udover at varetage alle disse udbrud har vi samtidigt gennemført de fleste aftalte opgaver i det årlige arbejdsprogram.

En af disse opgaver er at forberede et nationalt overvågningsprogram for forekomst af antibiotikaresistens i patogene bakterier i husdyr. Programmet vil kunne vise, hvordan resistente husdyr-patogener kan spredes i produktionssystemer og dermed give viden til at forebygge spredning og reducere antibiotikaforbruget.

En stejl læringskurve
Bestod Dansk Veterinær Konsortium denne trykprøve? Overordnet set er svaret et rungende ’ja’.

Dansk Veterinær Konsortium har formået at løfte de store udfordringer, der har været med at analysere og sekventere prøver fra mennesker, mink, fjerkræ og andre dyr inden for de tidsfrister, der er aftalt med myndighederne.

Afsendere
  • Lars. E. Larsen, dyrlæge, professor, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet
  • Anette Bøtner, dyrlæge, professor, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet
  • Anette Boklund, seniorrådgiver, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet
  • Louise Lohse, dyrlæge, sektionsleder, Veterinær virologi, Statens Serum Institut
  • Øystein Angen, dyrlæge, veterinær fagchef, Bakterier, parasitter og svampe, Statens Serum Institut

Derudover har både humane og veterinære epidemiologer i samarbejde med andre forskere deltaget intensivt i arbejdet med at kortlægge epidemier og rådgive myndighederne vedrørende betydningen af forskellige tiltag, ligesom der er lavet en lang række risikovurderinger til veterinærmyndighederne.

I nogle sammenhænge kunne arbejdet være blevet koordineret bedre, men presset har været stort, arbejdsindsatsen har været enorm, og det nye samarbejde er blevet formet og styrket undervejs ’på rejsen’.

Det første år har været utroligt udfordrende for Dansk Veterinær Konsortium, og læringskurven har været stejl, men konsortiet har formået at levere varen med deltagelse af ekspertise fra både veterinær- og sundhedssiden. Det seneste års sygdomsudbrud og pandemi har slået fast, at - når det gælder zoonotiske problemstillinger - er en One Health-baseret tilgang en absolut nødvendighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00