Tun-importør: Min opstart har været en stor omgang “trial and error”

Af Martin Grøndal
Importør og indehaver af virksomheden Grøndals, der sælger bæredygtig tun

I 2015 sprang jeg ud som fødevareentreprenør med et fokus på import af bæredygtig tun. På det tidspunkt havde jeg ingen erfaring med fødevareimport, og jeg søsatte derfor min virksomhed Grøndals IVS i bedste start-up stil.

I kraft af min baggrund inden for IT har jeg tidligere arbejdet med entreprenørskab ud fra metodikker som Lean Start-up, der udspringer af software-udviklingsmiljøet. Formålet er – kort sagt – at reducere risici og ressourceforbrug ved at teste og afdække behov for, om der er kunder til ens produkt.

For mig var det en naturlig tilgang i skabelsesprocessen af min fødevarevirksomhed.

Kendskab til et marked, jeg ikke kendte
I dag er det både hurtigt og let at oprette virksomhed hos Erhvervsstyrelsen. Man kan endda oprette en særlig iværksættervirksomhed i form af et IVS (iværksætterselskab).

Men før man når så langt som til at teste et produkt på markedet, skal man en tur gennem Fødevarestyrelsens mølle af lange og til tider indviklede regelsæt. Hvis altså ikke man blot vil forære sine produkter væk. (Det er en anden sag, når det kommer til at registrere sig hos Fødevarestyrelsen).

Faktisk viste det sig, at jeg gerne måtte opbevare min tun i gæsteværelset. Hvis altså der var tale om vareprøver. Men her gælder reglen så, at du ikke må sælge dine vareprøver. Så hvad gør man med 2000 dåser tun?

Martin Grøndal
Importør og indehaver af virksomheden Grøndals, der sælger bæredygtig tun

For mit vedkommende var den første udfordring, hvilken virksomhedstype jeg ønskede at registrere. Og her er det ikke nok at angive importvirksomhed, nej, det skal være konkret. Er der tale om en detail- eller engrosvirksomhed?

For nogle virksomheder er dette valg lige til, men i mit tilfælde var det lettere komplekst, da det krævede et kendskab til det marked, jeg endnu ikke kendte. Jeg ville jo bare i gang med at teste mine produkter.

Er gæsteværelset fødevaregodkendt?
Næste udfordring i registreringsprocessen var spørgsmålet om, hvorvidt virksomhedstypen var en kontorvirksomhed eller et engroshandelslager eller noget helt andet. Og her fandt jeg så ud af, at jeg ikke kan have lager derhjemme. For selvfølgelig er mit gæsteværelse ikke fødevaregodkendt.

Nu forholder det sig således, at min tun er en konservesvare og må opbevares ved stuetemperatur. Hvilket vi formentlig alle gør i køkkener rundt om i landet.

Og da selve indholdet er forseglet og ikke kommer i kontakt med omgivelserne, behøver rummet selvfølgelig ikke være beklædt med klinker som ved tilberedning af fødevarer.

Men faktisk viste det sig, at jeg gerne måtte opbevare min tun i gæsteværelset. Hvis altså der var tale om vareprøver. Men her gælder reglen så, at du ikke må sælge dine vareprøver. Så hvad gør man med 2000 dåser tun?

Loft over salget
For at komme tilbage til udgangspunktet om Lean, så havde jeg valgt strategien “at så et frø”, hvor man starter i det små, og hvor vidensindsamling sker løbende.

Jeg angav min virksomhed som detailvirksomhed ud fra det ræsonnement, at jeg ved at teste produktet direkte på forbrugerne ville være en detailvirksomhed. Men der gælder reglen; hvis du er en detailregistreret virksomhed, må du kun have en tredjedel engrossalg af animalske fødevarer.

Så jeg skulle nu sikre mig, at to tredjedele af mine kunder var detailkunder og dermed tælle, hvor mange produkter jeg procentvis solgte til hvem.

Her var min største bekymring ikke, at jeg skulle tælle mine salg, men om jeg kunne havne i en situation, hvor jeg måtte afvise salg på grund af begrænsningen. Og hvis det skete, ville jeg da skulle omregistrere min virksomhed?   

Økoolivenolie – endnu en selvbetalt kontrol
Heldigvis blev det ved bekymringen.

For nylig blev min virksomhed nemlig økologicertificeret af Fødevarestyrelsen, hvor vi samtidig ændrede virksomhedstypen til en engrosvirksomhed. Hermed frafaldt bekymringen om en tredjedel-reglen.

Dog opstod der hurtigt en ny. Økologicertificeringen var en nødvendighed, fordi mine tunprodukter indeholder økologisk olivenolie – og det må man ikke sælge, uden at virksomheden er omfattet af Fødevarestyrelsens økologikontrol. Altså endnu et selvbetalt kontrolbesøg og en tur igennem et hav af regler.

Eksempelvis var der usikkerhed omkring anprisningen af mine ”økologiske” fødevarer. Altså markedsføringen af denne fødevare.

Bøder i 10.000-kroner-størrelsen
For at sikre, at vi i fødevarebranchen ikke vildleder forbrugeren, har vi anprisningsforordningen. Som udgangspunkt er det jo vigtigt, men holder det vand?

Fødevarekontrolløren fremlagde det lige til; Har du ikke styr på reglerne, kan det koste din virksomhed bøder i 10.000-kroner-størrelsen.

Det skete blandt andet for en bekendt, iværksætteren Mads Lønnberg fra Nøddebazaren, som uheldigt overtrådte fødevarelovgivningen i sin produktbeskrivelse og derfor modtog en bøde fra Fødevarestyrelsens Rejsehold. 

Opdræt kontra vild fisk
Hermed var nye bekymringer født. Det ville være surt at modtage en bøde for uheldigt sprogbrug, men også en bekostelig affære at optrykke nye labels og igen ombinde flere tusind produkter.

For at afhjælpe disse bekymringer var jeg igennem flere korrespondancer med Økologisk Landsforening og private kontakter for til sidst at nærstudere reglerne i anprisningsforordningen af fødevarer. Her gælder det, at en “vild” fødevare ikke kan være økologisk.

Ergo var anprisningen ’tun i økologisk olivenolie’ heldigvis korrekt. Min kontrollør var blot i tvivl. Men det er jo mit eget ansvar at have styr på anprisningsforordningen.

Jeg gætter dog på, at nogle forbrugere også vil være i tvivl, og at det kan tænkes, at nogle forbrugere ville finde økologisk fisk bedre eller sundere end ikke-økologisk fisk. Som eksempelvis opdræt kontra vild fisk. Vild fisk kan jo ikke mærkes økologisk, men det kan opdræt. Personligt finder jeg det en smule vildledende.

Svært at få frøet til at gro
Retrospektivt har min opstart været en stor omgang “trial and error”, som kan koste en lille virksomhed dyrt, hvis fødevarelovgivningen overtrædes. Der findes mange organisationer og freelancekonsulenter som eksempelvis SMV, der mod mindre beløb kan hjælpe en med at få styr på reglerne.

Men i et samfund, hvor start-up er det nye sort, og hvor nye virksomheder konstant ser dagens lys, er det stadigvæk udfordrende for fødevareentreprenører at ”så et frø” og få det til at gro.