Applaus: Millionerne skyller ind over dansk kultur. Med de midler følger et ansvar for at kende sit publikum

'Alle' er ikke en målgruppe

Vi snakker så meget om, at kulturen er for alle, og selvom det er rigtigt, så er det en sandhed med modifikationer.

Omend vi har meget til fælles i vores lille land, så findes der store forskelle i vores interesser, behov og forudsætninger for at deltage og føle os spejlet i kulturelle fællesskaber.

Det kan dreje sig om forskelle i identitet og ståsted eller kulturelle vaner i vores familier og omgangskredse, og der kan også være forskel på barrierer, for eksempel større geografiske afstande eller psykiske og fysiske komplikationer.

Vi er ikke ens, og vi har ikke de samme muligheder. Et kulturtilbud kan derfor ikke være målrettet alle på en gang.

Når man sigter efter det brede, kommer man til at ekskludere det smalle.

Vi er ikke ens, og vi har ikke de samme muligheder. Et kulturtilbud kan derfor ikke være målrettet alle på en gang.

Lene Struck-Madsen
Direktør, Applaus

Hvad der for nogen føles velkendt, interessant og vedkommende, kan for andre føles fremmed, uoverskueligt og fjernt.

Som kulturinstitution kan der naturligvis være mange fordele i at tænke bredt og tiltrække mange mennesker, men med et øget ansvar for at favne flere forskellige og for at kunne opbygge og vedligeholde sunde organisationer (det er jo også en forretning), så vil Applaus argumentere for, at man som kulturinstitution tænker målgruppespecifikt.

Kultur er ikke kun flødeskum på tilværelsen

Det betaler sig at arbejde med publikumsudvikling. Det giver indsigt, er med til at kvalificere projekter og beslutninger og giver organisationen et fælles sprog og forståelse for publikum.

Trods et lidet flatterende navn, som vi har fået fra det engelske Audience Development, så er det en måde at arbejde på, der er vokset ud af en smuk ideologi.

Begrebet opstod i efterkrigstidens England, hvor man havde lært, at kunst og kultur ikke kun er flødeskum på tilværelsen, men spiller en vigtig rolle i et samfunds velfærd og politik.

Derfor er det et spørgsmål om demokrati, at så mange borgere som muligt har reel adgang til de kulturelle fællesskaber.

Der findes heldigvis mange gode eksempler på, hvordan en kulturinstitution kan skabe værdi for bestemte målgrupper og samtidig derved drive en sund forretning.

Fokus på publikum skaber meningsfulde og varige fællesskaber

Herhjemme kan vi, for at nævne nogle få, pege på disse tre eksempler:

Aarhus Teater har netop afsluttet et forløb sammen med Opgang2 Ungdomsspor om, hvordan man kan invitere sårbare unge i teatret og ind i fællesskabet.

Forløbet har vist, at det ikke handler om at vise nogle andre forestillinger, men om en særlig form for værtskab, og at det gør en forskel i de unges liv. 

Fermaten, et relativt lille spillested i Herning, har udviklet en imponerende og systematisk dataindsamling på deres publikum, der løbende giver dem indsigt og forståelse for, hvordan deres publikum oplever deres tilbud – og hvordan de kan skræddersy oplevelser til netop deres publikum.

De er et bevis på, at også mindre organisationer kan være med.

Det kan ikke være op til den enkelte institution at favne alle, tværtimod har man et ansvar for at blive klog på, hvem ens publikum reelt er og potentielt kan være, og så være noget for dem.

Lene Struck-Madsen
Direktør, Applaus

Trapholt, som er et museum for kunst og design i Region Syddanmark, den region med det laveste uddannelsesniveau, slår publikumsrekorder år efter år med deres lokale fokus på særligt håndarbejde og samskabelse.

Særligt under coronanedlukningerne beviste de deres værd som et samfundsgode og vandt den europæiske Art Museum Award for deres arbejde.

Der kunne nævnes flere gode eksempler på kulturinstitutioner, der arbejder publikumsfokuseret, og de har alle til fælles, at de styrker kvaliteten af deres tilbud ved at have kendskab til deres specifikke målgrupper.

De er med til at skabe meningsfulde og varige fællesskaber, der løfter livskvalitet og samfundsværdi.

Brug midlerne til at skabe specifikke fællesskaber

Ofte højner det kvaliteten at fokusere på det specifikke frem for at forsøge sig med det alt for brede.

At tale til 'alle' ender ofte med automatisk at ekskludere dem, man egentlig gerne ville rumme.

Det kan ikke være op til den enkelte institution at favne alle, tværtimod har man et ansvar for at blive klog på, hvem ens publikum reelt er og potentielt kan være, og så være noget for dem.

Nu hvor de mange millioner skal bruges, er det derfor Applaus' opfordring, at man bruger dem på at skabe specifikke fællesskaber.

Det betaler sig at bruge tiden på at lære sit publikum at kende og sætte de gode rammer for dem, man gerne vil være noget for. Sådan får vi mest for pengene.