Billedkunstnernes Forbund: Fondene bør investere direkte i den frie kunst i 2026

Frie midler og direkte produktionsstøtte 

I dag er produktionsstøtte ofte betinget af, at kunstneren allerede har indgået en udstillingsaftale. I praksis betyder det, at værket skal have en institutionel aftager, før det kan realiseres.

Det forskyder magtbalancen i retning af institutionerne og begrænser kunstnernes mulighed for at arbejde eksperimenterende og langsigtet. 

Frie midler og direkte produktionsstøtte uden krav om forhåndsgodkendelse giver en anden form for handlerum. De skaber mulighed for at udvikle værker, før de formes af et konkret udstillingsrum eller en bestemt kontekst. Hvis fondene ønsker et kunstliv, der kan forny sig og bringe nye stemmer frem, er den type investering helt afgørende. 

Ved i højere grad at åbne for direkte støtte til individuelle kunstnere kan fondene styrke kunstnernes selvstændighed. 

Marie Thams
Forperson for Billedkunstnernes forbund

At mange individuelle kunstnere i dag søger direkte om produktionsstøtte, bør ikke overraske. Det er et tegn på en strukturel udvikling i kunstfeltet. Produktionsomkostninger som materialer, teknisk bistand, transport og installation er konkrete og uomgængelige. Når institutionernes økonomi samtidig er presset, bliver fondene en af de få reelle muligheder for at realisere større værker. 

Det handler ikke om, at kunstnere vil stå alene. Det handler om, at adgangen til produktionsmidler i dag i høj grad er bundet op på institutionel forhåndsgodkendelse. Ved i højere grad at åbne for direkte støtte til individuelle kunstnere kan fondene styrke kunstnernes selvstændighed og skabe en bedre balance i kunstøkosystemet. 

Samtidig bør støtte til produktion tænkes bredere. Et værk lever ikke kun i fremstillingen, men i mødet med publikum. Distribution, rækkevidde og formidling er afgørende, hvis kunsten skal have reel gennemslagskraft.  

Kunstnerdrevne miljøer i hele landet 

En anden central udfordring er de kunstnerdrevne udstillingssteder. Rundt om i landet findes lokalt forankrede rum, drevet af kunstnere selv. De fungerer som laboratorier for nye praksisser og som platforme for kunstnere på tværs af generationer og praksisformer.

De skaber nære forbindelser mellem by, borgere og samtidskunst og bidrager til et levende kunstliv både i de mindre og større byer. 

Men mange af disse steder mangler stabil driftsstøtte. Her kan fondene med relativt begrænsede midler gøre en stor forskel.

En styrkelse af de kunstnerdrevne rum er ikke blot støtte til enkelte projekter, men en investering i kunstens infrastruktur og i et mere geografisk og kunstnerisk mangfoldigt kunstliv. 

Fair betaling som forudsætning 

Endelig har fondene en vigtig rolle i at sikre fair betaling af kunstnere. Når fonde tydeligt forventer ordentlig honorering og medfinansiering af nye værker som forudsætning for støtte, har det en mærkbar effekt.

Klare krav om kunstnerhonorar og gennemsigtige budgetter bidrager til mere bæredygtige arbejdsvilkår i hele feltet. 

Og hvad er fair betaling så? Her er en helhedsforståelse for kunstnerens arbejde vigtigt: At kunstneres honorarer er nøgleindtægter i deres kunstneriske virke, der rummer faste udgifter til atelier og værksted, tekniske assistenter, pensionsopsparing, revisor med videre ud over løn for eget arbejde i forhold til deltagelse på udstillinger og i forbindelse med udvikling og produktion af nye værker. 

{{quote:ID:POSITION}}

Her adskiller den skabende kunstner sig ikke fra selvstændigt erhvervsdrivende, selvom vi ofte behandles som et ekstraordinært andet segment, hvor faste udgifter i virksomhed og privat ikke tages alvorligt.  

Fondsbevillinger anno 2026 handler derfor om mere end strategiske satsninger. De handler om at styrke kunstens forudsætninger: den frie udvikling, de lokale miljøer og kunstnernes mulighed for at arbejde under ordentlige vilkår. 

Hvis fondene ønsker et stærkt og levende kunstliv i hele landet, kræver det mod til at investere direkte i dem, der skaber kunsten.