Bliv abonnent
Annonce
Kommentar af 
Nanna Bonde

Det har aldrig været vigtigere at være woke

Trump erklærede efter valgsejren i november, at "woke er død" – et mantra, der siden har spredt sig gennem Europa, skriver Nanna Bonde.
Trump erklærede efter valgsejren i november, at "woke er død" – et mantra, der siden har spredt sig gennem Europa, skriver Nanna Bonde.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
18. august 2025 kl. 04.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Siden årtusindskiftet har vi set en stigende politisering af virksomheder – både i Danmark, Europa og internationalt.

Det kommer særligt til udtryk i den tiltagende mængde af purpose-orienterede kampagner, hvor virksomheder pynter sig med lånte fjer fra politiske kampe.

Jeg nævner i flæng; Gillette "The Best Men Can Be", Benettons AIDS-reklame med David Kirby eller Dove's "Campaign for Real Beauty". De er alle eksempler på virksomheder, der i større eller mindre grad har forsøgt at gøre ideologi til en del af deres brand.

I Danmark er vi langt fra at have udryddet homofobi.

Nanna Bonde

Og selvom jeg grundlæggende støtter de virksomheder, der står forrest i de politiske kampe – så er det desværre de færreste, der gør det autentisk. For der er stor forskel på at brænde for sin politiske sag, og på at bruge politik som et marketingstunt.

Så efter at Copenhagen Pride sidste år på grund af en shitstorm mistede over halvdelen af deres kommercielle samarbejdspartnere, kan jeg ikke lade være med at reflektere over: Hvad vil det egentlig sige, at brænde for sin politik?

Læs også

Copenhagen Pride er ikke bare en fest. Det er en manifestation af rettigheder, fællesskab og kampen for ligeværd. Det er et symbol på, at København støtter op om den politiske kamp mod diskrimination, had og marginalisering af seksuelle minoriteter. Det er politiken, der gør, at Priden er så vigtig.

Sidste år var Copenhagen Pride i stormvejr, hvor organisationen kom på kant med en stribe af sine store samarbejdspartnere, da Priden ønskede, at virksomhederne oplyste om deres interesser og aktiviteter i Israel og Gaza.

Udmeldingen medførte et gevaldigt sponsortab og selv den daværende ligestillingsminister Marie Bjerre (V) udtalte, at hun havde brug for en pause fra Priden.

Om skribenten

Foto: Pressefoto

Nanna Bonde er folketingskandidat for SF i København og fast kommentarskribent hos Altinget. 

Hun har tidligere været landsformand for SF Ungdom og vandt DM i debat i 2018. 

Derudover er hun uddannet sociolog fra Københavns Universitet.

I år skal festivalen igen sætte fokus på minoritetsrettigheder, men det bliver i en mindre udgave. Efter sidste års shitstorm faldt antallet af sponsorer fra 72 til 30.

Man må derfor stille sig selv spørgsmålet: Har virksomheder som eksempelvis Volkswagen, Nykredit og Matas nogensinde støttet op om Priden eller brugte de bare LGBTQ+-personer som reklamesøjle? 

Det er naturligvis muligt, at virksomhederne kan lægge deres sponsorater anderledes, så de i stedet prioriterer andre politiske sager. Men siden uvejret i Copenhagen Pride 2024 har forbrugerne måtte spejde langt efter LGBTQ+-indsatser hos de virksomheder, som tidligere stod forrest på barrikaderne. 

Som forbruger bliver vi derfor nødt til at insistere på at se virksomhederne dokumentere deres politiske arbejde – og vise, at de, trods politisk modvind, er konsistente. Ellers lader vi os alt for tit narre af politisk marketing.

Læs også

Med Donald Trumps genkomst i Det Hvide Hus er der nærmest erklæret krig mod alle DEI-indsatser (Diversity, Equity, and Inclusion) på det amerikanske marked. Præsidenten erklærede efter valgsejren i november, at "woke er død" – et mantra, der siden har spredt sig gennem Europa.

De antiwokeistiske bevægelser kan ses overalt i det politiske landskab. I USA blev ølmærket Bud Light ramt af en massiv boykot efter et samarbejde med en transkønnet influencer.

I Storbritannien har store detailkæder som John Lewis og Sainsbury's fået politisk kritik for inklusionskampagner, og i Italien har regeringen aktivt fjernet rettigheder fra regnbuefamilier.

Copenhagen Pride er en lige så vigtig kamp nu, som den altid har været.

Nanna Bonde

I flere europæiske lande har den ekstreme højrefløj vendt udviklingen væk fra at sikre rettigheder til alle – uanset seksualitet og køn – til fordel for et middelalderligt syn på, hvordan mennesker skal leve. Som eksempelvis Viktor Orbáns forbud mod afholdelse af Priden.

Også i Danmark er vi langt fra at have udryddet homofobi. For nylig viste en undersøgelse ledet af Statens Serum Institut, at mere end hver femte dansker har homofobiske holdninger, samt at næsten hver tredje danske mand har homofobiske holdninger.

Copenhagen Pride er derfor en lige så vigtig kamp nu, som den altid har været. Og det bliver vi nødt til at insistere på – også selvom der er modvind undervejs.

Læs også

I 2017 blev ordet "woke" optaget i Den Danske Ordbog med betydningen: "[person] som er blevet bevidst om og optaget af social uretfærdighed, racisme, manglende ligestilling eller lignende."

Allerede i 2022 måtte der tilføjes en alternativ betydning til ordbogen, hvor samme definition fik tilføjelsen: "… i en grad, der opfattes som overdreven, demonstrativ og konfrontatorisk."

I den politiske debat er det den alternative version, der oftest bliver brugt, blandt andet når særligt højrefløjen mener, at hensynet til minoriteter er gået for vidt.

Vi bør spørge os selv, om det ikke netop i disse antiwokeistiske tider er vigtigt at være woke.

Nanna Bonde

Men vi bør spørge os selv, om det ikke netop i disse antiwokeistiske tider er vigtigt at være woke

For måske handler det ikke om at være overdreven eller konfrontatorisk, men blot om at være vedholdende? For racisme og homofobi trives desværre stadig i bedste velgående. 

Derfor er der i dag lige så meget brug for, at de ansvarlige virksomheder aktivt går ind i kampen. Både på deres egen arbejdsplads og ved offentligt at vise deres støtte til Priden.

Så nu får vi forhåbentlig glæden af at se, hvilke virksomheder der rent faktisk kæmper kampen imod social uretfærdighed, racisme, manglende ligestilling – og hvem der bare brugte de seksuelle minoriteter som en reklamesøjle.

Jeg glæder mig til at se virksomhedernes sande ansigt lørdag. Men mest af alt glæder jeg mig til Priden.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026