Bliv abonnent
Annonce

Fodboldtrøje-kampagne møder hård kritik: "Det største eksempel på sportswashing i Danmark"

Bettingindustrien skal ikke sportswashes via kampagner til fordel for børn med kræft, mener prisvindende ludomani-debatttør.
Bettingindustrien skal ikke sportswashes via kampagner til fordel for børn med kræft, mener prisvindende ludomani-debatttør.Foto: Ritzau Scanpix
6. marts 2023 kl. 15.53

En anerkendt ludomani-debattør retter nu en skarp kritik af FodboldtrøjeFredag-kampagnen, hvor danskerne fredag 3. marts opfordres til at hoppe i en fodboldtrøje og give penge til Børnecancerfonden.

"Det er indtil nu, det største eksempel på sportswashing i Danmark," mener Marcus Mossalski, som i 2022 fik en pris af Transparency International for sin kamp for at beskytte danskerne mod spilledjævlen.

Danmarks største spilleselskab Danske Spil er nemlig initiativtager og har kastet mange ressourcer ind i at promovere kampagnen på sociale medier, hvor brugerne samtidig eksponeres for Danske Spils logo. 

Og det falder Mossalski for brystet i en tid, hvor op imod en halv million danskere har et problematisk forhold til pengespil.

"Endnu en gang forsøger Danske Spil at vaske sine hænder rene i et projekt, som man vel skal være et ubarmhjertigt monster for ikke at synes om," siger Marcus Mossalski.

Han fastslår, at han har stor sympati for sagen. Men det er forkert, at bettingindustrien er involveret i kampagnen, lyder det.

"Alle der støtter Børnecancerfonden har min dybeste respekt. Jeg har selv kræft inde på livet og børn fortjener livet - ikke kræft," siger Marcus Mossalski og fortsætter.

"Men når Danske Spil smider så mange ressourcer efter det her projekt, så er det et led i en meget velovervejet CSR-strategi for at vinde sympati og dermed opnå en konkurrencefordel i forhold til sine udenlandske konkurrenter." 

Endnu en gang forsøger Danske Spil at vaske sine hænder rene i et projekt, som man vel skal være et ubarmhjertigt monster for ikke at synes om.

Marcus Mossalski
Debattør

Skaber uvurderlig opmærksomhed
Danske Spil understreger over for Altinget, at der ikke er nogen direkte opfordringer til spil i forbindelse med kampagnen. Kommunikationschef Line Bruun fortæller samtidig, at man anser kampagnen som en lejlighed til at forene sport, fælleskab med et godt formål.

"Idræt, fodbold og overskud til gode formål ligger i Danske Spils dna, og vi er glade for, at vi med FodboldtrøjeFredag kan være med til at skabe godt humør og sammenhold på rigtig mange arbejdspladser og fællesskaber i Danmark," siger hun i et skriftligt svar.

"Og vigtigst af alt, så er vi glade for at kunne bruge vores viden om marketing, vores sponsorater af fodboldklubber, vores platforme og andet til at hjælpe med at samle penge ind, der kan gøre en forskel for børn med kræft og deres familier," fortsætter hun.

Den anden partner Børnecancerfonden roser også samarbejdet. 

"Dagen har udviklet sig til at være vores store årlige indsamlingsdag, som samtidig skaber uvurderlig opmærksomhed om Børnecancerfondens sag og formål," skriver foreningens vicedirektør, Nicolai Eisenreich i et skriftligt svar.

Samtidig skæpper satsningen godt på kistebunden i foreningen, fastslår han.

"Vi forventer, at indsamlingen slår sidste års rekord på 1,5 mio. kr., som ved hjælp af samarbejdet går til vores arbejde, som gør en mærkbar forskel," skriver Nicolai Eisenreich.

FodboldtrøjeFredag startede som en intern kampagne for Danske Spils medarbejdere og blev siden bredt ud til resten af landets arbejdspladser. Det er fjerde gang, at kampagnen afvikles i Danmark, og pengene er alle årene gået til Børnecancerfonden.

Annonce
Annonce
Annonce

Nyhedsoverblik



Fondene og det offentlige Danmark
Private fonde og det offentlige Danmark arbejder tættere end nogensinde før. Både lokalt og nationalt. Fonde giver flere bevilliger direkte til ministerier og kommuner, og samtidig går de fra at sponsorere enkelte projekter til at engagere sig i hele strategier og udviklingsforløb. Det får hjulene til at snurre i magtens maskinrum, men får fondene, de resultater, de betaler for? Hvad gør samarbejdet ved myndigheder og fagfolks rolle, selvforståelse og handlefrihed? Og hvem står til ansvar overfor borgerne, når private fonde betaler? Det dykker vi ned i frem mod sommeren på Altinget.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026