Forsker: Debatten om frie og bundne midler er blevet en skyttegravskrig

I den forstand kan man argumentere for, at de "frieste" midler er dem, der giver forskere fri forskningstid – altså ikke midler som er bundet op på et specifikt projekt, men reel fri tid (ikke at forveksle med fritid) til at forske i det, som forskerne selv vurderer, er væsentligt inden for deres område.

Historisk blev denne frie forskningstid sikret gennem "annuum" – et bestemt beløb allokeret til forskerne eller laboratorierne på universiteterne, som skulle sikre deres mulighed for at bedrive forskning. En form for annuum eksisterer faktisk på nogle universiteter i dag, men her er der tale om ganske små beløb som "frit" kan bruges til rejser, konferencer, bøger, IT-udstyr og lignende – altså ikke fri forskningstid.

I nyere tid har basisforskningsmidlerne, som udgør universiteternes grundbevilling fra staten, skulle sikre den frie forskningstid for den enkelte forsker. Problemet er blot, at basismidlerne ikke længere kan understøtte alle de forskere, som er ansat på universiteterne, og at forskningen derfor i høj grad finansieres af konkurrenceudsatte midler.

Vi skal have et bæredygtigt økosystem for finansiering

Det er netop her, at diskussionen om "fri" og "bundet" forskning bliver problematisk.

For selv om en større del af for eksempel forskningsreserven kanaliseres ind i DFF, er midlerne stadig underlagt konkurrence. Og vi ved, at konkurrenceudsættelse fører til koncentration.

Med andre ord er det de samme få forskere, der får langt den største del af midlerne – uanset om de kommer fra private eller offentlige fonde.

Den tid forskerne kunne have brugt på forskning, går i stedet med at skærpe fondsansøgninger i håbet om flere midler.

Jesper Wiborg Schneider
Professor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Samtidig er prisen for konkurrence mere administration, risiko for udhuling af basismidlerne og yderligere udtynding af den forskningstid, man har til rådighed gennem basismidlerne, fordi hovedparten af tiden skal bruges på at skrive ansøgninger.

En mere relevant diskussion i forbindelse med fordelingen af forskningsreserven er derfor, hvordan vi skaber et mere bæredygtigt økosystem for forskningsfinansiering.

Dette kræver, at alle aktører – både private og offentlige fonde, universiteter og politikere – tager ansvar for fremtiden.

Slip forskerne fri fra konkurrence

Man kunne overveje, om den frie forskning ikke bør spredes bredere.

Før i tiden var et af argumenterne for at styrke konkurrenceudsættelsen, at midlerne var smurt for bredt – og dermed for tyndt – ud, hvilket gik ud over kvaliteten. I dag kan man diskutere, om de konkurrenceudsatte midler ikke er blevet for koncentrerede, og om bevillingstyperne ikke er for ensartede.

Spørgsmålet er, om vi ikke kunne få mere diversitet og mere risikovillighed i forskningen, hvis mulighederne for fri forskningstid tænkes anderledes, så flere reelt får gavn af den.

Det er derfor værd at overveje, om "fri forskning" for de fleste bedst understøttes gennem basismidler og annuum. Det indebærer ikke kun, at bevillingerne øges, men vigtigere endnu at de i højere grad gives direkte til den enkelte forsker.

Og her må alle tage ansvar. Politikkerne skal skabe grundlaget, universiteterne skal sikre friheden og undlade at overbeskatte.

Og så skal de private fonde skal acceptere, at konkurrenceudsættelse "koster".

For den tid forskerne kunne have brugt på forskning, går i stedet med at skærpe fondsansøgninger i håbet om flere midler. For dem der ikke lykkes, er det en dobbelt skade.