Jane Mylenberg: Frivillige timer ender alt ofte som ubetalt arbejdskraft i kulturbranchen
Det er afgørende, at vi afstemmer forventningerne til frivilligt arbejde. Ellers risikerer vi at skabe en kultur, hvor frivillige timer alt for ofte bliver til ubetalt arbejdskraft, skriver Jane Mylenberg.
Jane Mylenberg
Debattør og selvstændig rådgiver, kommunikationskonsulent, Ungdomsringen, bestyrelsesmedlem, UngdomsbureauetJeg har i hele mit arbejdsliv lagt gratis timer i mange forskellige projekter og næsten altid til stor fornøjelse – i hvert fald for mig selv. For jeg bliver glad i låget af at give tilbage.
Det er ikke en erkendelse, som er min alene.
Frivillighedsrapporten fra 2018 dokumenterede, at 85 procent af dem af os, som arbejder frivilligt, gør det, fordi vi gerne vil gøre en forskel og hjælpe andre.
Hvis det ikke var fordi, det rent faktisk er tal fra en valid undersøgelse, ville jeg tro, det var for godt til at være sandt.
Og det er det måske også. For selvfølgelig er der bagsider på alle medaljer. Også på dem, vi hænger om halsen på de mange danskere, der arbejder frivilligt.
Af undersøgelsen fra 2018 fremgår det, at 11 procent af danskernes frivillige arbejdstimer går til kulturbranchen.
Som tidligere mangeårig direktør i netop den branche kan jeg bekræfte, at kulturbranchen er den glade aftager af rigtig mange frivillige timer.
Mange mindre kulturinstitutioner ville have svært ved at åbne deres døre, havde det ikke været for de frivillige.
Jane Mylenberg
Tænk bare på sommerens festivaler, som slet, slet ikke ville se dagens lys, havde det ikke været for dem, der tager en tørn bag baren eller tømmer toiletterne.
Mange mindre kulturinstitutioner ville have svært ved at åbne deres døre, havde det ikke været for de frivillige, som går vagt, eller dem, som holder tømmerne på hestevognen, mens de fortæller om, hvordan det var i gamle dage på et af landets dejlige frilandsmuseer.
Tit og ofte er det mennesker, som har sagt formelt farvel til arbejdslivet og nu bruger en del af deres otium på at give os andre en dejlig dag.
Min oplevelse er, at de mennesker, som laver den slags frivilligt arbejde, er glade og tilfredse fuldstændig som de institutioner, de begaver med deres tid.
Men så er der alle de andre.
Dem, som lægger gratis arbejdskraft og håber, at den på et tidspunkt kan veksles til et rigtigt lønnet job i en branche, hvor mange drømmer om at gøre karriere, men hvor langt færre lykkes med det forehavende, fordi branchen sjældent har råd til at lønne dem.
Gråzonerne i kulturbranchen dækker både over de praktikanter, der er arbejdsløse, og som kommer i virksomhedspraktik for at se branchen lidt an.
Ikke sjældent har jeg haft på fornemmelsen, at det jobcenter, som har sendt en person i virksomhedspraktik på et af de steder, hvor jeg har arbejdet, har talt varmt om, at fire eller otte ugers praktik kunne resultere i en fastansættelse.
Jeg har ikke et præcist antal på, hvor mange af den slags praktikanter, jeg har haft tilknytte på mine tidligere arbejdspladser, men det er langt over 50. Ikke en eneste gang husker jeg, at praktikken førte til et regulært lønnet job.
Sådan er det også med de mange unge, der som led i deres uddannelse, kommer i uddannelsespraktik.
Ofte er der tale om studerende fra akademiske uddannelser, som kommer forbi en kulturinstitution i et semester.
På institutionerne elsker vi dem. Friske, nysgerrige og flittige unge, som har hele to incitamenter til praktikken; deres eksamen og forestillingen om, at hvis de gør det godt, så kunne det jo være, at der ventede en fast stilling i halen på praktikken.
Jeg erindrer kun ét eksempel på, at praktikken blev afsluttet med en fastansættelse.
Jane Mylenberg
Men nej. Blandt de mindst lige så mange uddannelsespraktikanter, jeg har delt arbejdsplads med, erindrer jeg kun ét eksempel på, at praktikken blev afsluttet med en fastansættelse.
Burde jeg som ansvarlig arbejdsgiver have været mere tydelig? Ja. Så absolut ja.
Men det er svært, særligt når man er leder i en branche, hvor der er et højt ambitionsniveau med næsten altid for få midler og for få hænder til at indfri det niveau.
For både de frivilliges og institutionernes skyld er det afgørende, at vi bliver bedre til at afstemme forventningerne. Ellers risikerer vi at skabe en kultur, hvor frivillige timer alt for ofte bliver til ubetalt arbejdskraft uden reelle muligheder for fastansættelse.
Og hvor måske især kulturens arbejdspladser bliver nogle, hvor det er meget svært for ledelsen at sige nej – simpelthen fordi de gratis hænder løfter opgaver, som ellers ikke ville være blevet løst.