Juraprofessor: Vi ved ikke, hvor meget fonde bruger på administration. Det er et problem

Cirka 90 procent af artiklerne indeholder ikke retlige overvejelser i form af overvejelser om forholdet til en fonds vedtægter. Kun få forfattere har afsløret kendskab til, hvilke almene krav fondsretten stiller.

Det gik langsomt i begyndelsen – meget blev kasseret – men pludselig nærmest eksploderede stofmængden. Baggrunden er vist ganske enkel: Det skyldes Novo og mediernes interesse (navnlig) for Novo Nordisk Fonden.

Hertil kommer, at fondsverdenen nu er blevet beriget med flere private, digitale medier, der søger at specialisere sig i fonde.

Balance mellem omkostninger og uddelinger 

Altinget Fonde har bedt mig præsentere de punkter, jeg anser som de vigtigste i bogen. Trods stofmængden er der tre temaer, der forekommer mere principielle end andre, og som jeg præsenterer i det følgende. De to førstnævnte punkter har nær sammenhæng.

Det første tema er fondenes udgifter til administration med videre. Dette tema er vidtrækkende, eftersom det viser hen til, hvad vi forventer af fondene i dag, hvor fondslovgivningen er præget af skatte- og afgiftsmæssige overvejelser. Er dette (fortsat) holdbart, eller skal der tænkes anderledes? I min bog undersøger jeg: Hvad er en fonds funktion? Og hvorledes udfyldes denne funktion?

Bogen undersøger også: Hvorledes påser myndighederne denne funktion? Der er tale om en foreløbig præsentation af dette spørgsmål. Her må myndighederne længere frem på banen.

Det næste tema er: Har fondene skiftet rolle? Overvejelserne tager udgangspunkt i de temaer, der er nævnt ovenfor, men de kan behandles på et selvstændigt grundlag.

Det kan lyde banalt: En stor og varieret uddelingsvolumen kræver selvsagt et personale. Tidligere kunne man i vidt omfang klare sig med en beskeden honorering af bestyrelsen, mens administration inklusiv uddelinger blev varetaget af få ansatte, ofte på bestyrelsesformandens kontor.

Man har vel troet, at fondenes anvendelse af deres midler til ikke-uddelinger blev påset af fondsmyndigheden, men det er næppe tilfældet

Lennart Lynge Andersen
Professor Emeritus, CBS

Tidligere hørte man røster om, at medlemskab af en fondsbestyrelse var et æresjob, men noderne til den melodi er vist bortkommet.

Der er dog grund til at tro, at nogle fonde har nået direktør- eller formandsaflønninger af en sådan størrelse, at det vil give anledning til offentlig debat.

Under alle omstændigheder er det – med rette – almindeligt accepteret, at bestyrelsesarbejde skal honoreres, men hvis man lægger de nævnte poster sammen, vil der opstå diskussion om, om der er balance mellem fondens omkostninger og fondens uddelinger.

Man skal ikke undervurdere, hvor midlerne i fonde kommer fra. Det er ikke udelukkende store boer, velhavende familier og lignende. Mange donatorer ønsker deres formue kanaliseret til de formål, som de selv har støttet. Har man i mange år støttet Inger Sørensens Kattehjem, skulle dette gerne fortsætte.

Historiske rammer for fondenes udgifter 

Kort beskrevet synes udgiftsspørgsmålet første gang beskrevet i fondsudvalgets betænkning fra 1982. Udvalget foreslog, at bestyrelsesvederlag skulle godkendes af fondsmyndigheden, hvilket svarede til ordningen for de stadfæstede fonde.

Man foreslog, at vederlaget ikke måtte overstige ”hvad der må anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang”, og Udvalget oplyser, at bestyrelsen i mindre fonde kan anvende indtil ti procent af fondens indtægter i samlede administrationsomkostninger, mens større fonde kan anvendes fem til otte procent.

Denne bestemmelse blev fulgt op af paragraf 19 i bekendtgørelse nummer 97 af 15. marts 1985, der fastsatte, at:

”Såfremt de samlede administrationsomkostninger overstiger 10 procent af fondens årlige bruttoindtægt for fonde, hvis egenkapital er 1 million kroner eller mere, og 15 procent for fonde, hvis egenkapital er mindre end 1 million kroner, skal bestyrelsesvederlaget godkendes af fondsmyndigheden.”

Denne bestemmelse – med lidt forskellige procentsatser – udgik i 2013. Årene efter 1985 var præget af en del ændringer i anbringelsesreglerne, men de har sjældent givet anledning til debat.

Mangler viden om grundlaget for uddelinger 

En del afgørelser om fondes kapitalforbrug, henlæggelser med videre er refereret i lovkommentaren fra 2015. Det står efter min bedømmelse klart, at myndighederne bør overveje disse spørgsmål nøjere, inden man sender et lovforslag til Folketinget.

Udgangspunktet er klart. Fondes overlevelse afhænger generelt af, om de kan indpasses i det finansielle og selskabsretlige system, dels en accept af hvad der har ført til, at fondes midler på visse områder spiller en central rolle.

En fondsbestyrelse skal være opmærksom på, at der knytter sig forudsætninger til anvendelsen af sådanne midler i form af, at en fonds vedtægter skal overholdes – helt centralt dennes formålsbestemmelser – og det samme gælder den vigtige grundsætning om ”stifterviljen”.

Den endelige vurdering må afvente kommende (officielle) undersøgelser.

Man har vel i almindelighed troet, at fondenes anvendelse af deres midler til ikke-uddelinger blev påset af fondsmyndigheden, men det er næppe tilfældet, i hvert fald ikke som et generelt princip.

Det er et grundlæggende problem, at vi ikke ved tilstrækkeligt om, hvorledes fondene tilrettelægger og bearbejder grundlaget for deres uddelingspolitik. Man får eksempelvis at vide, at den og den ekspert er valgt til fondsbestyrelsen, netop fordi vedkommendes professionelle område går i takt med fondens formål.

Er dette tilfældet, er det vanskeligt at se behovet for opbygning af (større) sekretariater. Men der skal nogle tal på bordet. I dette arbejde bør revisorerne inddrages.

Ultimative krav 

En vis sammenhæng er der med spørgsmålet: Er der sket et rolleskift, således at fondene i langt større omfang træder frem, tager selvstændige initiativer og måske ligefrem bistår legatmodtagerne, inden sagen er moden til ansøgning og fondens afgørelse?

Så vidt det ses, har 2025-fondsudvalget reelt ikke interesseret sig for spørgsmålet.

Det var navnlig spørgsmålet om rolleskift (og omkostningsspørgsmålet), der for nogle år siden fangede min interesse. Min undersøgelse viser, at fondene på forskellig vis yder bistand til ansøgere med videre, men også, at en del fonde inden afgørelsen rejser spørgsmål, der går fra afklarende henvendelser om midlernes anvendelse til forhold, der kun kan opfattes som ultimative krav.

En række fonde har en praksis, således at man først og fremmest får ansøgninger, der går i takt med fondens ønsker. Nogle fonde har skemaer på nettet, og nogle fonde giver via oplysninger om fondens historie og stifter et billede af, hvad der er den konkrete fonds liv.

Denne praksis kan ikke give anledning til bemærkninger, og afspejler blandt andet, at fondene efterhånden spiller en stor rolle, fordelt på mange områder. Et stigende antal fonde ønsker at præge processen. Nogle fonde går så vidt, at man stiller ultimative krav. Dette sker for eksempel ved, at fonden stiller krav om at blive repræsenteret i et bedømmelsesudvalg eller – såsom i uddannelsesbevillinger – stiller krav til den nærmere udformning af det fag, bevillingen omfatter.

Fondsmyndigheden må interessere sig for grænserne for sådanne fondsaktiviteter. En fondsbestyrelse skal have orden i penalhuset. 

Kassen bliver tom til sidst

Cirka 90 procent af de artikler jeg har undersøgt indeholder ikke retlige overvejelser, herunder om forholdet til en fonds vedtægter. Kun meget få forfattere har vist kendskab til, hvilke almene krav fondsretten stiller. Det indebærer, at en række forslag må forkastes med det samme.

Nogle artikler har karakter af ansøgninger, der rettes til offentligheden. I nogle tilfælde lægges der ikke skjul på, at det er kommunale midler, man efterlyser. Det har formentlig været en mangeårig aktivitet, men det tankevækkende er, at undersøgelsen viser eksempler på, at trafikken også kører den anden vej.

Der er i dag tilsyneladende ved at udvikle sig en praksis, således at kommunerne i stigende omfang søger om fondsmidler. Også dette forhold burde vel interessere et samfund, der må se i øjnene, at der er mange, der rækker staven ud for at finde midler, der skal finansiere nye og gamle aktiviteter – læs navnlig velfærd – også i en erkendelse af, at selv i et ”råderum” bliver kassen tom til sidst.