Krisesamfundets tankegang har koloniseret universiteterne

Når uddannelse kobles til globale trusler, flytter det den politiske diskussion. Det bliver vanskeligere at diskutere, hvad uddannelse bør være til for, fordi svaret allerede synes givet. Uddannelse skal ikke længere først og fremmest bidrage til at forme fremtidens samfund, men sikre os mod det næste sammenbrud.

Det kan man tydeligt se i eksempelvis universiteternes seneste rammekontrakter.

De strategiske rammekontrakter er altid interessante at læse, fordi de er små maggiterninger af tidens uddannelsespolitiske sprog, hvor statens forventninger og universiteternes selvbeskrivelser mødes i konkrete formuleringer om institutionernes opgaver, mål og legitimitet.

Og kontrakterne viser en tydelig bevægelse på ganske få år: Et krisesprog fletter sig ind i både konkurrencestatens og reformpædagogikkens fortællinger om universiteternes formål.

Københavns Universitets rammekontrakt for 2018-2021 beskriver universitetets formål i et relativt klassisk konkurrencestatssprog. Det handler om forskning på "højeste internationale niveau," internationale forskningsmiljøer, talentudvikling, arbejdsmarkedsparate dimittender, vækst og udvikling i Danmark og et universitet, der skal “komme samfundet til gode.”

Et krisesprog fletter sig ind i både konkurrencestatens og reformpædagogikkens fortællinger om universiteternes formål.

Laura Louise Sarauw

I kontrakten for 2022-2025 er sproget markant forandret. Forskningsmiljøerne skal bidrage til at løse "komplekse problemstillinger i samfundet" og styrke "innovationskapaciteten" gennem "dyb faglig indsigt," mens kandidaterne skal have "fremtidsorienterede kompetencer" inden for "komplekse samfundsudfordringer".

Det er ikke et totalt brud. Men det er en tydelig forskydning fra at fortælle universitetet frem som en institution, der bedriver forskning, uddanner og bidrager til samfundet, til universitetet som institution, der skal levere kapacitet til en fremtid formuleret som en kompleks udfordring.

En parallel bevægelse ses på Roskilde Universitet (RUC), idet universitetets selvforståelse som kritisk-eksperimenterende samfundsaktør nu overlejres af en ny fortælling om universitetet som agil partner i en efterspørgselsstyret omstillingsøkonomi.

Rammekontrakten for 2018-21 beskriver universitetets pædagogiske model, den problemorienterede tilgang, som "fremtidens universitetsmodel". Universitetets opgave formuleres som at skabe eksperimenterende, nyskabende former for læring, "nysgerrighedsdrevet" forskning og problemløsning, "som flytter samfundet fremad."

Her er universitetet stadig et sted, der gennem pædagogik, forskning og kritisk refleksion forstår sig selv som pædagogisk og samfundsforandrende aktør.

I den nu forlængede 2022-25-kontrakt er RUC stadig RUC, men den problemorienterede undervisningsform skal nu udvikle praksis, og uddannelserne skal have afsæt i arbejdsmarkedets behov, have en tydeligere praksisrelation samt fokus på trivsel og læringsmiljø.

Tilsvarende er universitetets forskningsbidrag omformuleret til "bæredygtig samfundsomstilling," mens forskningen skal bringes i spil “for og sammen med relevante aktører.”

Den permanente omstillingslogik understreges i øvrigt i en ny bemærkning. I 2022-25-kontrakten fremgår det nemlig, at kontrakten kan ændres, hvis "nye udfordringer" gør det hensigtsmæssigt at ændre de strategiske mål.

Det er en administrativ detalje, men også en samtidsdiagnose: Universitetets formål tænkes nu som noget, der må kunne justeres, når nye udfordringer melder sig – selv inden for en treårig kontraktperiode.

Ulrich Beck beskrev for årtier siden risikosamfundet som et samfund, der i stigende grad organiserer sig omkring forebyggelse og håndtering af fremtidige katastrofer. Det et ikke nyt, at uddannelser skal forholde sig til risici, men risikosamfundets logik synes nu at være blevet en organiserende uddannelseshorisont.

Konkurrencestaten gjorde uddannelse til investering og styrede gennem konkurrence, indikatorer, fremdrift, selvoptimering og arbejdsmarkedsrelevans. Krisesamfundet bygger videre på disse mekanismer, men føjer et nyt lag til. Det handler om frygt, beredskab og permanent foregribelse. 

Hvor konkurrencestaten spurgte, hvad uddannelse kunne levere - hurtigt og effektivt, spørger krisesamfundet, hvilke trusler uddannelse kan ruste os imod.

Laura Louise Sarauw

Hvor konkurrencestaten spurgte, hvad uddannelse kunne levere - hurtigt og effektivt, spørger krisesamfundet, hvilke trusler uddannelse kan ruste os imod. Krisesamfundet føjer således agilitet, robusthed og kriseparathed til de velkendte krav om effektivitet og relevans.

Når jeg kigger på universiteterne, ser jeg tre krisefortællinger, som folder sig ind i hinanden. Først fortællingen om verden i krise: Klima, krig, AI, demokrati og arbejdskraft.

Dernæst fortællingen om institutionerne i krise: De er for langsomme, for dyre, for ufleksible, for langt fra praksis og udfordret af AI. Og endelig fortællingen om subjektet i krise: De studerende mistrives, mangler robusthed og skal lære at håndtere usikkerhed.

Til sammen kan de tre fortællinger ses som en bestemt måde at organisere og styre virkeligheden på, som udgør et lukket system. Krisesproget er på den måde også en styringskæde: Fordi verden er i krise, må institutionerne reformeres. Fordi institutionerne er i krise, må de dokumentere deres relevans. Fordi de studerende er i krise, må de lære robusthed, trivsel og omstilling.

Hvert led griber ind i det næste og gør permanent omstilling til noget, der fremstår som sund fornuft.

Planen var egentlig, at kommentaren her udelukkende skulle fokusere på den lille, men alligevel store samtidshistorie, der kan læses ud af universiteternes rammekontrakter. Men så opdagede jeg, at de seneste kontrakter var blevet forlænget og dermed stadig gældende.

Kontrakterne skulle være løbet ud ved årsskiftet 2025/26, og det er næsten for passende, at også uddannelsespolitikken befinder sig i en forlænget overgangstilstand.

I samme åndedrag er der kommet nye reformer og strategier ovenpå – korte kandidatuddannelser, livslang læring og en forsknings- og innovationsstrategi, hvor forskning kobles tættere til sikkerhed, kritiske teknologier, robusthed og strategisk autonomi.

Kriserne er reelle. Men hvis krise bliver den eneste horisont, mister uddannelse evnen til at åbne fremtiden. Fremtiden koloniserer nutiden. Åbenhed bliver risiko, og uddannelse bliver beredskab.

Dette er ikke en opfordring til at lukke øjnene for verdens problemer. Tværtimod. Men vi har brug for uddannelser, der kan mere end at reagere på frygten for de fremtider, vi forestiller os. Det handler om at åbne, samle og undersøge fælles verdener, som endnu ikke er defineret af de kriser, vi hele tiden lærer at frygte.