Mindeord: Medieforskereren der prægede sproget i hele DR's nyhedsformidling

Da jeg startede i DR i 1970’erne, var institutionen under beskydning fra både højrefløj og venstrefløj. Højrefløjen mente, at DR var besat af røde lejesvende, der ville misbruge mikrofonerne til socialistisk indoktrinering. Målet var at opvigle (opildne, red.) arbejderklassen til revolution og omstyrtelse af det borgerlige, kapitalistiske samfund

Venstrefløjen mente omvendt, at DR var i lommen på storkapitalen og et redskab for “kapitalaffirmativ subsumption”, en slags kapitalisme-venlig underkastelse med sigte på at lulle arbejderklassen ind i en vrangforestilling om at den egentlig havde det godt og ikke behøvede at omstyrte det borgerlige, kapitalistiske samfund.

Men så var der Frands Mortensen, medieforskeren fra Aarhus, som åbnede en helt tredje front, den lingvistiske. I en gennemgribende analyse af Radioavisen påpegede han, med sproget som afsæt, at Radioavisen implicit og måske ubevidst var bærer af bestemte politiske værdier og budskaber. Over 304 sider, spækket med ordrette eksempler, påviste han med stor akademisk overbevisning, at Radioavisen havde en bias i forhold til bestående normer og værdisæt.

Et af hans kritikpunkter gjaldt de såkaldte “agentivstrygninger”, et begreb der vandt gehør helt ind i DRs interne uddannelse.

Agentivstrygninger er, når man i en sætning udelader dem, der udfører handlingerne, så politiske og økonomiske udviklinger og fænomener som inflation, lønudvikling, prisdannelse osv. fremstår som “naturlige”, selvregulerende fænomener, og ikke er resultatet af menneskers valg og handlinger

Når Radioavisen oplyste, at ”landingsbanen i Stauning Lufthavn er for lille” i stedet for ”Et politisk flertal i Skjern Kommune ønsker at udvide lufthavnen i Stauning”, skjuler den, at det er et politisk valg og ikke en naturlov. Og når det oplyses, at ”de nødvendige midler er bevilget” overser redaktionen, at finansieringen er en politisk prioritering og ikke en naturlov.

DR tog Mortensens kritik til sig og lærte journalisterne at være opmærksomme på altid at oplyse, hvem der stod bag handlinger, initiativer, vurderinger og beslutninger. I dag er Mortensens doktrin indarbejdet rutine i DRs formidling, og nye generationer ved næppe, at det blandt andet er resultatet af Frands Mortensens kritik i 1970’erne, endsige hvad et agentiv er.

På det seneste har jeg imidlertid bemærket, at en helt ny form for agentiv har vundet indpas i DRs formidling. I dækningen af diverse krige, hvor Danmark, EU, NATO, USA eller det mere ubestemmelige “Vesten” er involveret, refererer DRs journalister ikke til de konkrete aktører, men erstatter dem med “vi”

Det gælder den aktuelle krig i Ukraine, men senest bemærkede jeg det også i P1’s “Verden ifølge Gram” om udviklingen i Syrien, hvor Steffen Gram bestandigt brugte “vi”-formen, når han talte om NATO, Vesten, EU, USA og den danske regering. “Hvad skulle/kunne/burde VI have gjort anderledes?”; “Hvad kan VI gøre?” osv., som om det var de fire personer i radiostudiet, der havde ageret, eller kunne/skulle agere på slagmarken eller ved forhandlingsbordene, og ikke de relevante regeringer og forsvarsalliancer.

Det tror jeg ikke, Frands Mortensen ville bryde sig om. Måske ville han have kaldt det “agentiv-glidning”, hvor journalisterne lader sig glide ind i et fælles “vi” med regeringer og forsvarsalliancer, og dermed får det til at lyde som om, der findes et fælles, enigt, naturligt “vi” i udenrigspolitik. Det gør der ikke. Der står altid konkrete mennesker, regeringer, alliancer, generaler og talspersoner bag vurderinger og handlinger. Og de bør nævnes.

DR slipper desværre for mere kritik fra Frands Mortensen. Han døde i sidste uge. Men har sat et præg på sproget i DRs nyhedsformidling. Og blev dermed selv et “agentiv”.

Bisættelsen finder sted fra Vestre Store Kapel i Aarhus lørdag 17. juni 2023 klokken 11.30.