Stefan Hermann: Her står kampen om skolen under valget

På den ene side har der dannet sig en koalition bag et massivt bevillingsløft i folkeskolen. Danmarks Lærerforening har næppe været inaktive i kulisserne. Socialdemokratiet vil bruge fem milliarder kroner mere om året på mindre klasser i indskolingen. Den såkaldte lilleskole.

Radikale har for længst bebudet et løft af folkeskolen på mere end syv milliarder kroner årligt. SF må forventes at følge trop med et udspil i løbet af valgkampen.

Enhedslisten og Alternativet tænkes næppe at underbyde. Rød blok er, med andre ord, samlet om et stort bevillingsløft til folkeskolen. Det er et brølende ja til et kollektivt svar på udfordringer. 

Samtidig har både Venstre og Moderaterne offentligt tilkendegivet mere eller mindre betinget opbakning til flere penge til folkeskolen. 

2. marts offentliggjorde Konservative et forslag om et mere eller mindre permanent bevillingsløft på omtrent 2,5 mia. kroner til tolærerordninger, inklusion og forebyggelse.

En ret massiv og mere og mere tværgående alliance ønsker flere penge til skolen som en slags "velfærd classic," hvor ressourcer er løsningen. Men løsningen på hvad?

Stefan Hermann

Men blå blok har ikke et samlende budskab, når det angår folkeskolen, i al fald ikke en retning med samme kontante valuta og klarhed.

Det såkaldte borgerlige konvent (Dansk Folkeparti, Liberal Aalliance, Konservative og Danmarksdemokraterne) er forenet om at foreslå delvis nationalt pensum i såkaldt boglige fag, vil kaste væsentligt flere penge efter de frie grundskoler og fremme en styrket lærer- og skolelederautoritet, der blandt andet kan smide uvorne elever på porten.

Alt det er ikke langt fra traditionel Venstre-politik, men udgør ikke et sammenhængende svar.

Man må forvente, at Venstre spiller tydeligere ud i løbet af valgkampen. Ligeså har Liberal Alliance robuste forudsætninger for det, blandt andet med tidligere undervisningsminister Merete Riisager, der har et forankret skolesyn og en klar, sammenhængende profil, og en formand, der i sine bøger, podcast med videre, har markeret en bestræbelse på at rehabilitere liberalismen som åndskategori, blandt andet med skolepolitiske markeringer.

En ret massiv og mere og mere tværgående alliance ønsker flere penge til skolen som en slags "velfærd classic," hvor ressourcer er løsningen. Men løsningen på hvad? Det første, man hørte fra rød bloks partiledere i omtalte tv-show, var, at det havde med trivsel at gøre, ikke med faglige muligheder. Med tryghed, ikke med dannelse.

Lærerne bliver til flere voksne. Eleverne bliver til børn, og helst i små, nære grupper, og gerne på små skoler. Fagene forsvinder til fordel for aktiviteter.

Tillid og tryghed trumfer mestring af fag og verden. Ikke at faglighed og dannelse forsages, ingenlunde, men de kommer til at henstå som noget sekundært, som et middel til trivsel, eller noget der automatisk følger af trivsel. 

Det er der ikke megen åndelig oprustning over, endsige åndelig opblomstring eller almen dannelse. Bevares, jeg sætter det på spidsen, men tendensen er klar.

Som antydet ovenfor kan man rimeligvis forvente, at de blå partier vil tydeliggøre deres dedikation til fag og kundskaber.

Mona Juul (K) gjorde det i partilederdebatten og partiet gør det i sit nylige udspil – en national dannelse, plus ro og orden, samtidig med at man formentlig vil vende det blinde øje til sivningen til de frie grundskoler, man endda ønsker at styrke yderligere.

Noget af det mest interessante ved den skolepolitiske valgkamp er imidlertid, hvad den ikke handler om. Endnu, i al fald. Og lad det være en opfordring.

De faglige resultater i skolen lader mere og mere tilbage at ønske. Jeg tænker ikke alene på stigningen i dem, der dumper i 9. klasse, men også på den store brede midte.

Et flertal af folkeskolens 9. klasses elever kunne i skoleåret 2023/24, efter mere end 1300 timers matematik, ikke svare korrekt på følgende: ½ + ¾. Eksemplerne er legio, mønsteret klart og data overbevisende. 

Vi står i en decideret fordybelseskrise, som alle taler om, men kun få kan finde kollektive måder at handle på.

Stefan Hermann

Det bakkes endog op af hverdagens erfaringer. Vi står i en decideret fordybelseskrise, som alle taler om, men kun få kan finde kollektive måder at handle på.

De fleste vil helst se bort det, og samtidig er vi i en verden af "shifting baseline syndrome." I dag vil selv gymnasielærere drømme om elever, der kan læse en tekst på fem A4-sider uden afbrydelse.

Det drejer sig selvsagt ikke kun om skærme og sociale medier, men i høj grad om dem og den store omkodning af børn og unges hjerner (og vores andres), som er accelereret de sidste 10-15 år gennem et helt umådeholdent forbrug af digitale teknologier.

Det er politisk stof, og der er faktisk en politiker, som har skrevet både levende og kyndigt om, hvad det betyder, at vores sind bliver mindre modstandsdygtige, har en forringet kognitiv kapacitet og styres af lyst. Det er Rasmus Lund-Nielsen (M), der sidste år udgav bogen "Tetris-effekten."

Uanset om man politisk er optaget af vækst eller arbejde, bekymret over demokrati og offentlighed, kæmper mod ulighed, ønsker sig en kulturel oprustning eller går op i trivsel, er der grund til at finde kollektive svar på, hvordan man fremmer en almen dannelse med fordybelse og faglighed.

Lad os derfor ihukomme forfatteren Meir Goldschmidt (1819-1887), som sagde: "Ved dannelse forstår jeg den udviklede evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en tanke, være selvstændig i sin dom, ville noget…"