Debat

Byer må tiltrække studerende eller dø!

DEBAT: Det er afgørende for en by at kunne tiltrække studerende. Fremtidens vinderbyer har brug for de bedste kloge hoveder, og derfor er det værd at investere, argumenterer Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus.
Mads Bang
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Byer, der ikke skaber perspektiver for potentielle studerende, taber i fremtidens intensiverede bykonkurrence.

Jacob Bundsgaard
Borgmester for Aarhus
Fakta

Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Af Jacob Bundsgaard (S)
Borgmester for Aarhus Kommune


Byer, der ikke skaber perspektiver for potentielle studerende, taber i fremtidens intensiverede bykonkurrence. Når unge flytter til Aarhus for at læse, efterspørger de som udgangspunkt tre ting af byen: tag over hovedet, et udfordrende studenterjob og en interessant by. I Aarhus beder vi om to ting tilbage: talent og engagement.
 
Aarhus vokser
Med en nettotilflytning på cirka 4.000 indbyggere om året oplever Aarhus den positive side af vandringen fra land til by: Flere ønsker at bo i vores spændende by. Siden 2008 er vi blevet godt 20.000 flere aarhusianere, og halvdelen af denne befolkningstilvækst er sket inden for gruppen af 17-24-årige.
 
Befolkningstilvæksten stiller store krav, blandt andet til byens boligudbud, og vi arbejder i Aarhus målrettet på at kunne håndtere denne vækst. Særligt omkring studiestart oplever vi en stor efterspørgsel efter boliger, som resulterer i flaskehalse på studieboligmarkedet. I år har vi taget konsekvensen og etableret 88 midlertidige studieboliger i samarbejde med Studenterhuset.
 
Men der skal også mere permanente løsninger til. I fredags indgik et flertal i Aarhus Byråd derfor et budgetforlig, som sætter yderligere skub i udbygningen af antallet af studieboliger: Ud over de midler, der allerede er afsat til området, indebærer budgetforliget, at der afsættes yderligere 33 mio. kr. årligt i perioden 2014-16 til nye ungdomsboliger og kollegier. Dermed planlægges der i årene 2013-16 nye boliger til ca. 3.000 unge.
 
Talent
En sådan udbygning er en stor investering for Aarhus Kommune, men vi gør det, fordi vi er nødt til det. Det handler om talent og om at sikre, at dygtige studerende - nationale såvel som internationale - vælger Aarhus til. Det gør de kun, hvis der er perspektiver i det for dem. Men der er også store perspektiver i det for byen: Det er afgørende for innovations- og konkurrenceevnen i byens virksomheder, at der er adgang til højt kvalificeret arbejdskraft. Det øger virksomhedernes udviklingsmuligheder. Aarhus er i international topklasse når det kommer til forskning, udvikling og produktivitet, og vi ønsker at fastholde og fremme denne position.
 
Det sker både gennem indsatser, der kan løfte det generelle kompetenceniveau blandt hele befolkningen, og gennem talentarbejde, så de dygtigste inden for deres område og på alle niveauer kan udvikle sig til gavn for den samlede erhvervsudvikling. For de unge ligger inde med viden, engagement og kreativitet, som er afgørende for at sikre byens vækst og udvikling. Ikke kun som arbejdskraft, men også som skabere af et attraktivt byliv og som aktive bidragydere til hvordan byen skal se ud i fremtiden.
 
For selvom uddannelsesinstitutionerne i Aarhus er leverandører af kloge hoveder til hele landet, håber vi selvfølgelig, at mange af de unge vælger at blive her efter deres uddannelse. Derved får de lokale virksomheder en pulje af de højest kvalificerede vidensarbejdere til rådighed inden for styrkeområder som Fødevareerhverv, Energi og Klima, Sundhedsområdet og IKT/medier.
 
Derfor vil vi gerne inddrage de unge direkte i arbejdet med at udvikle byen. Det sker blandt andet i regi af Smart Aarhus-projektet, og i form af et studenterpanel. Begge projekter handler om inddragelse, dialog og partnerskaber. Alt sammen med fokus på at bidrage til Aarhus' fremtid og til at gøre byen bedre, sjovere og klogere. Jeg tror, det gør en forskel for de enkelte mennesker og virksomheder. Jeg ved, det gør en forskel for Aarhus.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Bundsgaard

Borgmester (S), Aarhus Kommune, næstformand, Kommunernes Landsforening (KL)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2008)

0:000:00