Strategiske forskningsmidler er uomgængelige

Det er synd og skam,at forskningsbevillingerne ikke følger med udviklingen i udfordringsbilledet, for vi ved fra andre lande, at mere forskning kan løfte kvaliteten af behandlingen og dermed føre til betydelige besparelser på samfundets udgifter til sundhed.

Tina Lambrecht
Formand i Danske Fysioterapeuter

Af Tina Lambrecht
Formand i Danske Fysioterapeuter

Forskning skal identificere løsninger på kendte problemer. Både dem, vi står over for i dag, og dem, vi kan se i horisonten. Derfor er konkurrenceudsatte, strategiske forskningsmidler uomgængelige.

Desværre står de midler, som afsættes til forskningen inden for områder som rehabilitering, genoptræning og behandling af muskel- og ledsygdomme, slet ikke mål med den virkelighed, vi står overfor.

Allerede i dag har vi store udfordringer på sundhedsområdet. Alene skader og sygdomme i muskler og led koster hvert år samfundet mere end 20 mia. kr. Det skyldes ikke mindst, at muskel- og ledsygdomme er blandt de hyppigste sygdomsårsager i Danmark. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed lider cirka 875.000 dansker af slidgigt, cirka 600.000 lider af en diskusprolaps eller andre rygsygdomme, og cirka 265.000 lider af leddegigt. Sygdommene er forbundet med store omkostninger for samfundet og for den enkelte. De går ofte ud over de ramtes tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom de smerter, som følger med en muskel- og ledsygdom, kan føre til en stillesiddende livsstil og dermed øge risikoen for udvikling af livsstilssygdomme.

Udfordringen bliver større
Desværre er der ikke noget, der tyder på, at udfordringerne bliver mindre i fremtiden. Tværtimod. Den demografiske udvikling, som vi kender alt for godt, betyder, at der bliver stadigt flere ældre. Når der er flere, der bliver ældre, er der også flere, der får brug for rehabilitering, så de kan klare daglige gøremål, flere, der får brug for genoptræning efter operationer eller sygdom, og flere, der skal behandles for muskel- og ledsygdomme. Det er svært at forestille sig, at man kan løfte den forestående opgave uden at investere mere i forskning på området. Mere forskning vil bidrage til at sikre, at indsatsen bliver funderet på bedre viden om, hvad der virker, får endnu højere kvalitet, og dermed kan blive endnu mere effektiv.

Det er synd og skam,at forskningsbevillingerne ikke følger med udviklingen i udfordringsbilledet, for vi ved fra andre lande, at mere forskning kan løfte kvaliteten af behandlingen og dermed føre til betydelige besparelser på samfundets udgifter til sundhed.

Min konklusion er derfor klar: Der er brug for at afsætte flere midler til forskning i rehabilitering, genoptræning og behandling af muskel- og ledsygdomme. Derfor glæder det mig, at både Annette Vilhelmsen (SF) og Esben Lunde Larsen (V) mener, at forskningen inden for det sundhedsvidenskabelige område bør styrkes.