DEA: Tre spørgsmål bør være centrale i regeringens analyse af SU-systemet

Når nu det er besluttet at analysere SU-systemet, er der især tre spørgsmål, som er afgørende for, hvilken uddannelsespolitisk betydning en eventuel efterfølgende reform får.

Spørgsmål, der hidtil ikke har været meget plads til at diskutere i den polariserede for-imod-debat om SU’en. Men nu, hvor en analyse skal sættes i søen, er det vigtigt, at diskussionen om for og imod ikke kommer til at stå alene.

Lånemodellen er afgørende

Det første afgørende spørgsmål er, hvad man vil tilbyde i stedet for SU-stipendier.

Ingen ønsker sig tilbage til 70’ernes statsgaranterede studielån med massiv gældsætning til høje renter. Men det er heller ikke givet, at SU-lån, som vi kender det fra det nuværende SU-system, er den bedste løsning.

Hvis lån bliver en større del af vores SU-system, kan det stille nogle færdiguddannede i en meget svær situation

Tobias Høygaard Lindeberg
Underdirektør, Tænketanken DEA

De nuværende SU-lån tilbagebetales over op til 15 år – uafhængigt af, om du er arbejdsløs eller direktør. Hvis lån bliver en større del af vores SU-system, kan det stille nogle færdiguddannede i en meget svær situation.

Et eksempel kan være en studerende, der har modtaget SU-stipendier under fem års studier og som – for eksempel på grund af psykisk sygdom – ikke får fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Havde SU’en været et lån, ville den studerende være efterladt med en gæld på cirka 400.000 kroner. Det er ikke svært at forestille sig, at det vil få store konsekvenser for vedkommende.

Hvis ikke den enkelte studerende skal bære risikoen for at blive en af de få, der ikke får en væsentlig økonomisk gevinst fra sine studier, skal en omlægning fra stipendier til lån tage højde for den type af situationer. Og det er faktisk muligt.

Det viste en kortlægning, DEA gennemførte allerede i 2010, om finansiering af uddannelse. Det kan for eksempel dreje sig om mellemformer, hvor lånet tilbagebetales som en andel af ens indkomst, og først når man har opnået en indkomst af en vis størrelse.

Pengene skal låses til uddannelsessystemet

Set fra et uddannelsesperspektiv er det andet afgørende spørgsmål, hvad overskuddet fra en potentiel låneomlægning bliver brugt på.

Ifølge OECD ligger Danmark i den lave ende af, hvor mange penge vi samlet set bruger på uddannelse i forhold til vores nationale velstand. Og på eksempelvis det videregående område bruger vi færre midler på uddannelsesindhold end gennemsnittet for OECD- og EU-lande.

Det er langt fra givet, at der er en direkte sammenhæng mellem, hvor mange midler der bruges på uddannelse og uddannelseskvalitet. Omvendt vil det være hybris at forestille sig, at vi på langt sigt kan bruge færre midler og opnå højere kvalitet i vores uddannelser.

Set fra et uddannelsesperspektiv er det derfor afgørende, at de midler, der vil blive frigjort ved en potentiel låneomlægning, bliver reinvesteret i uddannelsessystemet. Skal det lykkes, kræver det politisk enighed om en måde at fastholde et investeringsniveau på.

På forskningsområdet er der bred politisk opbakning til at bruge én procent af BNP på forskning. I forlængelse af en potentiel låneomlægning i SU-systemet vil antallet af studerende, der fremover ikke modtager SU, være et udgangspunkt for at beregne, hvor mange midler, der bliver frigivet.

Det vil herefter være afgørende at skabe enighed om en mekanisme, der skaber synlighed omkring, at frigjorte midler bliver lagt oven i det nuværende bevillingsniveau. Midlerne skal naturligvis også bruges på en måde, der skaber højere uddannelseskvalitet.

Reformkommissionens forslag til investering i uddannelseskvalitet omfatter både varige investeringer i for eksempel flere penge per elev eller studerende og en fond til udvikling af undervisning.

Det vil være hybris at forestille sig, at vi på langt sigt kan bruge færre midler og opnå højere kvalitet i vores uddannelser

Tobias Høygaard Lindeberg
Underdirektør, Tænketanken DEA

Kommissionens forslag kan med fordel tjene som inspiration for, hvad frigivne midler fra en potentiel låneomlægning bør gå til. Fælles for forslagene er nemlig, at de sikrer, at midlerne bliver holdt inden for rammerne af uddannelsessystemet.

Social ulighed er en følsom størrelse

Det tredje, afgørende spørgsmål er hvilke initiativer, der kan styrke lige adgang til uddannelse. Det bliver særligt vigtigt, hvis der viser sig at være negative effekter af en omlægning af SU’en for social mobilitet.

Dokumentationen for, at eksempelvis forældres uddannelse og indtjening stadig har betydning for, hvem der gennemfører hvilke uddannelser, er massiv. Det gælder både i søgningen til uddannelser, i gennemførelsen og i læringsudbyttet af uddannelser.

For eksempel har vi i DEA vist, at der er knap 20 procent større chance for, at studerende fra den højeste del af indkomstfordelingen gennemfører en universitetsuddannelse sammenlignet med studerende fra den laveste del af indkomstfordelingen – og vel at mærke studerende, der har de samme karakterer med sig fra gymnasiet. Social baggrund slår med andre ord stærkt igennem i uddannelsessystemet.

Heldigvis er det muligt at arbejde langt mere målrettet med social baggrund, end vi gør i dag. Mønsterbryderkorpset kom i 2014 med en række anbefalinger om blandt andet at arbejde systematisk med brobygning samt faglig og social integration i studiestarten. De pegede på, at det kræver tydelige rammer for, hvad der kræves af en studerende.

Se udfordringerne i øjnene

De tre spørgsmål bør blive en del af regeringens analyse af det samlede SU-system – og forhåbentlig vil alle os, der er optaget af uddannelse, tage ansvar for at finde svar, der giver et uddannelsessystem, der samlet set er stærkere.

Derfor er der behov for, at alle uddannelsespolitiske aktører byder ind med deres viden – også selvom de er modstandere af en omlægning til lån.

Lad os bidrage konstruktivt til analysen og sikre, at regeringen får blik for, at der findes balancerede tilbagebetalingsmodeller, at den sikrer et varigt løft af uddannelsesbevillingerne, og at der er de bedst mulige betingelser for at sikre, at forældres baggrund ikke får større – men mindre – betydning for kommende studerendes uddannelsesmæssige fremtid.