Debat: Uddannelsesloftets død bør lede til debat om udvikling af muligheder via uddannelse

At eksamensbeviset mister værdi som afgørende markør ses allerede i dag.

Særligt i USA og Storbritannien har man en lang tradition for at se bort fra konkrete fagligheder og vægte uddannelsesniveau, og hvor man er uddannet, højest.

Den nyeste udvikling er, at store, videntunge virksomheder er begyndt helt at se bort fra uddannelse som adgangsbillet til job. I stedet ser man på konkrete kompetencer og ikke mindst på personlighed.

Den virkelighed kan også genfindes herhjemme, hvor der oftest er meget få fællestræk mellem en uddannelses kompetenceprofil og de kompetencekrav virksomheder angiver i deres jobopslag.

Nogle jobfunktioner forudsætter fortsat specifikke uddannelser, men lighedstegnet mellem specifikke uddannelser og job bliver svagere.

Efter alt at dømme er det en udvikling, der tager til. I stedet er det den enkeltes kompetencer og personlighed, der bliver afgørende for, hvordan vi konkret kan bidrage.

Ud af 223.000 online-jobopslag 1. januar til 31. oktober i år stillede 117.000 ingen krav om specifik uddannelse eller uddannelsesniveau.

Håndens og hovedets arbejde kan ikke adskilles
I nullerne troede vi nærmest, at vi alle skulle ende som videnarbejdere i den kreative klasse. Håndens arbejde kunne outsources til Kina.

I dag står det klart, at håndens og hovedets arbejde ikke er adskilte størrelser. Det ene forudsætter og befrugter det andet.

Og inden for faglærtes arbejdsopgaver kan findes stærkt avancerede funktioner med stort videninput, mens også højtuddannede for eksempel skal kunne forstå og ofte mestre praktik og teknik.

At se uddannelse som stadig mere teoretiske virkeligheder passer dermed dårligt med virkeligheden. Til nogle opgaver vil vi have behov for at arbejde stærkt akademisk, til andre er det praktiske kompetencer, der er i spil. Ofte vil vi skulle mestre begge dele.

At tænke i uddannelse som et hierarki, er en linerær logik, der passer dårligt til den virkelighed, nogle allerede står i, og som vi alle vil møde.

Fremtiden ligesom vores samtid kræver viden og kompetencer, også af den mest teoretiske karakter.

Men at se kompetencer i faste pakker og jobfunktioner som enten praktiske eller teoretiske, vil i stigende grad være ude af trit med virkeligheden.

Endvidere er omsætningshastigheden i kompetencer stigende. Nye kompetencebehov kommer stadig hurtigere til, og gamle kompetencebehov forsvinder også hurtigere.

Særligt tekniske kompetencer har høj omsætningshastighed. Dermed også sagt, at kompetencer, der er i høj kurs i dag, hurtigt kan miste værdi i morgen.

Uddannelse opdelt i kasser
Uddannelsesloftet kan give mening i et hierarkisk uddannelsesbillede, hvor seneste eksamensbevis er definerende for, hvilken plads man kan spille på arbejdsmarkedet, og hvis den plads er mere eller mindre fast over længere tid.

Derimod giver uddannelsesloftet mindre mening, hvis eksamensbeviset ikke er det afgørende, og hvis vi skal arbejde med stadig hurtigere forandring.

Med samme logik må man også stille spørgsmålstegn ved vores generelle uddannelsesbillede, der opdeler uddannelse i afgrænsede kasser, og hvor akademisk progression er et centralt princip.

I stedet peger pilen på en udviskning af skellet mellem uddannelse og efteruddannelse og på øget fleksibilitet mellem uddannelsesniveauer – ikke bare nemmere adgang opad fra for eksempel professionsbachelor til kandidat.

Og det sætter spørgsmålstegn ved, hvilket formål videregående uddannelse skal opfylde.

Måske målet ikke bør være en samlet pakke af faglige kompetencer, men derimod en personlig dannelse og evnen til konstant at lære og sætte både personlighed og kompetencer i spil i nye kontekster?

Den fjerde industrielle revolution vil påvirke os alle og alle dele af samfundet. Vi er derfor grundlæggende i samme båd. Det gælder den ufaglærte og ph.d.en.

Fælles for os er, at uddannelse bliver centralt for, hvordan vi evner at gribe og forme fremtiden.

Historien om uddannelsesloftet viste, at den uddannede klasse ikke længere er uantastelig. Udfordringen er, at alle dele af samfundet har behov for uddannelse.

Hvis vi nu er forbi diskussionen om flere eller færre penge til uddannelse, kan vi måske komme til en mere fremadrettet diskussion af, hvordan vi kan bruge uddannelse til at give alle flere muligheder fremover.