Dekan: Forskning skal ikke styres og kontrolleres politisk

Aviserne har de seneste dage givet spalteplads til indlæg og artikler om forskning og videnskab, som ikke handler om corona. Der sættes spørgsmålstegn ved kvaliteten af dele af universitetsforskningen.

Vi glæder os hver gang, debatten om forskning og videnskab bliver en del af den offentlige debat.

Denne gang fordi debatten sætter fokus på nogle principielt vigtige forhold omkring forskningen i sig selv, og mindst lige så vigtige relationer mellem videnskaben og det samfund, som videnskaben skal oplyse gennem kritisk, relevant og naturligvis metodisk stærk forskning.

Når det gælder forskningen i sig selv, er forskningsfriheden helt afgørende.

Hvis vi politisk beslutter os for, hvad der må forskes i, og hvordan det må gøres, gør vi gradvist samfundet mindre oplyst, mindre vidende og i ringere grad i stand til at adressere egne problemer.

Rasmus Antoft
Dekan, Det Samfundsvidenskabelig Fakultet, Aalborg Universitet

Frihed handler her om, at forskningen ikke gennemføres under politisk eller økonomisk tvang eller på anden måde produceres med en ført hånd. Det er forskningens fri erkendelse, det handler om.

Systematisk granskning af forskning
Men hvordan sikrer vi så, at forskningen har kvalitet, er til at stole på, og ikke bare er udtryk for politisk aktivisme, som debatten sine steder antyder?

Her har vi nok stadig til gode at se, at kvalitetsspørgsmålet behandles med den grundighed, det fortjener i den offentlige debat. Og vi ser nok også en del flere eksempler på, at politikere bruger forskningen som platform i en bestræbelse på at fremme særlige synspunkter, end på forskere der reelt er ude i et politisk ærinde.

For at sikre kvaliteten har de videnskabelige samfund gennem århundreder udviklet forskellige videnskabelige metoder og praksis med såkaldt peer-review.

Det betyder, at man lægger sin forskning frem for kolleger til kritisk granskning. Det sker mest systematisk i forbindelse med publicering, og hen over året modtager de fleste forskere den meddelelse, at forskningen afvises, fordi et antal anonyme fagfæller vurderer, at kvaliteten ikke er god nok.

I den situation er det op på hesten igen, og denne proces bruger forskere meget tid på. Den betyder så også, at huller og sprækker i data og argumentation kommer for en dag, og bliver adresseret til gavn for den samlede kumulation af viden.

Til gengæld for samfundets tillid og frihed for indblanding, kritiserer og kontrollerer forskere egne resultater internt i forskersamfundet. Man har så at sige organiseret en kritisk, kollegial skepsis. Og konkurrencen er benhård.

Selektionen ind i forskersamfundet er et udskillelsesløb, hvor fastansættelse kun tilbydes, hvis man i flere omgange har vist at kunne stå distancen.

Godt med offentlig debat
Men forskningen må også meget gerne diskuteres i det offentlige rum.

Det er ikke vores erfaring, at den offentlige debat levner plads til de mange akademiske nuancer, der kræves, når forskningen reelt skal kvalitetstestes.

Rasmus Antoft
Dekan, Det Samfundsvidenskabelig Fakultet, Aalborg Universitet

Det bringer videnskab og samfund i tæt dialog. Forskere har ofte gavn af at drøfte deres forskning med mennesker uden for deres egne faglige cirkler, og vi gør det nok ligefrem for lidt.

Men det er ikke vores erfaring, at den offentlige debat levner plads til de mange akademiske nuancer, der kræves, når forskningen reelt skal kvalitetstestes.

Til gengæld findes der mange eksempler på, at forskning er blevet bremset eller lagt i mølposen, fordi bestemte interesser fandt den problematisk eller uhensigtsmæssig. Det kan ske med al forskning, og særligt hvis den stiller ubekvemme spørgsmål eller fremviser ubehagelige fund.

Aktuelt er den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning i visse debattørers skudlinje.

Politisk styring kan underminere forskningens troværdighed
Den store fare ved forsøg på politisk at afgøre, hvad der må forskes i, og hvordan det skal gøres, er, at samfundet går glip af vigtig erkendelse, som kan bidrage til at afhjælpe konkrete samfundsmæssige problemer.

Ingen af de forskere fra alle danske universiteter, som i dag bidrager til at guide os gennem coronakrisen, er, hvor de er, og kan, hvad de kan, som følge af politiske beslutninger om kvalitet og relevans.

Nogle er nok begyndt karrieren med problemstillinger, den brede offentlighed ikke nødvendigvis ville finde relevant. Men fordi den virkelige verden ikke kan forudses med stor præcision, har vi i dag stor gavn af dem.

Hvis vi politisk beslutter os for, hvad der må forskes i, og hvordan det må gøres, gør vi gradvist samfundet mindre oplyst, mindre vidende og i ringere grad i stand til at adressere egne problemer.

Hvis vi vil styre og kontrollere forskningen politisk, risikerer vi, at den i mindre grad bliver til at stole på, fordi forskere ikke kan eller tør forske i de områder, de og deres kolleger finder vigtige.

Det vil være et tilbageskridt for det oplyste samfund og et brud med en møjsommelig opbygget relation mellem videnskab og samfund.

At der er behov for at lukke et samfund ned, er ikke bekvem viden, men i disse måneder hjælper den os helt konkret gennem en af efterkrigstidens største kriser.

Hvem kan med stor sikkerhed afgøre, hvilken ubekvem viden vi har brug for om fem eller ti år?