Den glemsomme vælger og den strategiske politiker

FORSKNINGSFORMIDLING: Befolkningens dårlige korttidshukommelse kan effektivt udnyttes af politikere, der tænker langsigtet. Det skriver Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet om og viser, hvordan langt de fleste vælgere har glemt selv store skandalesager på valgdagen.

Af Poul Erik Mouritzen
Professor ved Syddansk Universitet

Vi er nu startet på en ny politisk cyklus. Valget er overstået, den nye regering skal i arbejdstøjet. Den tænker naturligvis fra dag nummer et på, hvordan den kan få flest mulige stemmer ved det valg, der kommer om senest fire år. 

Til det formål har den en værktøjskasse, som den kan trække på. 

Et af de vigtigste instrumenter i værktøjskassen har vi døbt politiske konjunkturcykler eller budgetcykler. Instrumentet går ud på, at politikerne skal time deres initiativer henover valgcyklen som en funktion af, hvor langt der er til næste valg. 

Gem det bedste til sidst
Når politikerne benytter sig af dette instrument, er det fordi, de tror (eller måske ved), at der eksisterer en bestemt sammenhæng mellem den førte politik og vælgernes adfærd. 

Nærmere bestemt antager de, at 1) vælgernes opfattelse af fordele og omkostninger er baseret på et kortsigtet perspektiv. Det vil sige, at jo senere i valgperioden en bestemt politik gennemføres, desto mere vil den, hvad enten den opfattes positivt eller negativt, påvirke vælgeren på valgdagen, og 2) jo bedre forholdet er mellem fordele og omkostninger, som disse opfattes af den enkelte vælger, desto mere sandsynligt er det, at vælgeren vil stemme på det parti eller den person, som han eller hun mener er ansvarlig for forholdet. 

Udtrykt i en lidt mere populær form kan man sige, at de politiske indgreb, der har omkostninger for veldefinerede vælgergrupper og diffuse eller langsigtede fordele for samfundet som helhed, helst skal gennemføres i så god tid før det næste valg, som muligt. 

Og omvendt: Den politik, der har individuelle fordele, mens omkostningerne er kollektive, skal gennemføres eller lanceres så tæt på det næste valg, som muligt. 

Efterløn og Pinsepakke til efterligning
Bruges de politiske konjunkturcykler som instrument i dansk politik? Og virker instrumentet? Svaret er et ubetinget ja til begge spørgsmål. 

Det bedste eksempel på brugen af instrumentet finder vi under den sidste Nyrup-regering. Vi skal tilbage til året 1998, et år der også blev døbt som Poul Nyrup Rasmussens og Socialdemokraternes Anno Horribilis. 

Det var et år, hvor Danmarks største parti igennem næsten et århundrede blev udsat for noget, der nærmede sig en halvering i vælgerstøtten i løbet af nogle få uger. Det var et år, der sluttede med, at en ydmyget regeringschef efter tre ugers massivt pres måtte gå bodsgang overfor en befolkning, der følte sig ført bag lyset på grund af Efterlønspakken. 

Året startede ellers godt for Nyrup. Valget 11. marts 1998 blev afgjort af 89 stemmer på Færøerne, der reddede regeringen i den sene nattetime efter en af de mest dramatiske valgaftener nogensinde.

Svære overenskomstforhandlinger blev overstået i maj, og befolkningen sagde ja til Amsterdam-Traktaten ved en afstemning umiddelbart efter. 

Da disse sager var landet, lancerede regeringen som et lyn fra en klar himmel den reformpakke, der hurtigt blev benævnt som Pinsepakken. Der var tale om en stor reform af skatter og afgifter, som indebar en omfordeling fra rig til fattig af et ikke ubetydeligt omfang. 

En bitter befolkning
Pinsepakken gav anledning til en betydelig bitterhed, fordi den inddrog privilegier fra store befolkningsgrupper. Særligt bil- og boligejerne var blevet klemt. Med et højere skatteloft, lavere rentefradrag og flere afgifter på benzin og el skulle de have flere penge op af lommen. 

Men også i den brede befolkning var der skabt en mistillid til regeringen. Her var det Socialdemokraterne, der måtte bøde for det, som af mange blev betragtet som et løftebrud. I den første Gallupmåling efter forliget fik Socialdemokraterne svar på tiltale. Partiet oplevede en tilbagegang på knapt fem procent af stemmerne, alt imens Venstre kunne forøge sit mandattal med ti. 

Sure vælgere og dårlige meningsmålinger bekymrede dog ikke finansminister Mogens Lykketoft. Han henviste til, at en større reform altid vil koste det ledende regeringsparti noget for en stund. Ifølge ministeren skulle tal og miner nok rette sig, når der igen var faldet ro over gemytterne. 

Løftebruddene spøger
Efter sommerferien startede Lykketoft en serie fortrolige drøftelser med Venstres nye leder, Anders Fogh Rasmussen, om Efterlønsordningen. 

I slutningen af november blev der indgået et forlig om finansloven for 1999, som indebar ændringer i ordningen, der sigtede mod, at flere skulle blive længere på arbejdsmarkedet. 

Igen blev der inddraget privilegier: lavere efterløn i starten, modregning i efterlønnen, hvis man havde kapitalpensioner, højere kontingent og skrappere anciennitetsregler. 

Herefter gik det stærkt. 

Medierne hamrede løs med klip fra indtil flere taler, hvor statsministeren lovede, at der ikke ville blive rørt ved efterlønnen, og fagbevægelsen undsagde hurtigt forliget. 

Den offentlige debat om indgrebet satte sig hurtigt spor i befolkningens støtte til Socialdemokraterne. I løbet af nogle få uger nåede vælgerstøtten ned omkring 20 procent, den laveste opbakning partiet nogensinde havde haft i al den tid, der har været gennemført meningsmålinger. 

Meningsmålingerne viste samtidig, at 80 procent af danskerne fandt Nyrup utroværdig, og næsten to ud af tre mente, at partiet havde begået løftebrud. Venstre stod til gengæld til en øget vælgertilslutning på omkring 12-14 procent. 

Analyser viste siden, at særligt vælgernes oplevelse af ’løftebrud’ var årsag til flugten fra Socialdemokraterne.

Spekulation i vælgernes korttidshukommelse
Statsministeren havde utvivlsomt kalkuleret med, at stormen ville gå over. Men efter tre ugers intenst bombardement, hvor medierne dag efter dag citerede Nyrups løfter om ikke at ville pille ved efterlønnen, måtte han omsider skifte strategi. 

13. december 1998 gav Statsministeren en officiel undskyldning for hele forløbet omkring efterlønnen både i aviser, i tv og i radioen.

Pinsepakken og Efterlønsreformen er spektakulære eksempler på spekulation i vælgernes korte hukommelse. 

Det blev sagt direkte af Mogens Lykketoft: ”Al historisk erfaring viser, at den type af indgreb - med råb og skrig fra interesseorganisationer - altid vil koste det ledende regeringsparti noget en overgang”, og videre:” Tallene retter sig, når tingene falder ned”. 

Er vælgerne glemsomme?
På grund af den voldsomme vælgerreaktion og den intense offentlige debat om disse indgreb egner de sig godt til at undersøge, om det nu også er rigtigt, at vælgerne er glemsomme. 

Hvis glemsomheden er til stede selv i disse markante sager, kan man roligt gå ud fra, at det er et ganske generelt fænomen.

Nedenfor skal jeg forsøge at give et svar på tre spørgsmål:

  • Hvad kan vælgerne huske om Pinsepakken tre måneder efter, at indgrebet blev besluttet?
  • Kan man konstatere en mærkbar og permanent tilbagegang for det parti – Socialdemokraterne – der blev gjort særligt ansvarlig for de to indgreb? 
  • Spiller Pinsepakken og Efterlønsreformen en rolle for vælgernes stemmeafgivning ved det efterfølgende valg i november 2001?

I september 1998, tre måneder efter Pinsepakkens vedtagelse, gennemførte Gallup en undersøgelse for Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet. 

Et tilfældigt udsnit på 1500 danske vælgere blev i et telefoninterview først spurgt, om de var for eller imod Pinsepakken. Her svarede tæt på 20 procent, at de var tilhængere, mens 54 procent angav, at de var modstandere. 

Efterfølgende blev de spurgt, hvilke dele af pakken, de var særligt for eller imod. Formålet var at undersøge, hvad vælgerne kunne huske om pakken. Resultatet fremgår af tabel 1 nedenfor: 

Tabel 1 Kendskab til Pinsepakken september 1998 (procent) 

  Tilhængere Modstandere I alt
Specifik viden 24 31 29
Diffus viden 27 30 29
Ingen viden 49 39 42
I alt 100 100 100
N 303 814 1117

N=1500
229 "hverken/eller"-svar samt 156 "ved ikke"-svar er ikke medtaget i beregningen. Disse svar udgjorde 26 procent af samtlige svar.

På trods af at Pinsepakken havde været diskuteret i en hed offentlig debat igennem flere uger, var der tre måneder senere over 40 procent af de vælgere, der havde en holdning, som ikke kunne angive et eneste element i pakken. 

Glemt på tre måneder
Der var en svag tendens til, at det især var modstanderne, der kunne huske i det mindste et enkelt element af pakken, men forskellen mellem tilhængere og modstandere var ikke overvældende. 

Henholdsvis 49 og 39 procent havde ingen viden om pakken. Yderligere 29 procent af vælgerne havde, hvad der her er kaldt diffus viden om pakken. Her har vi kodet svarene forholdsvis liberalt. Har respondenten eksempelvis svaret “det, der vedrører huse” eller “skat”, har vi formodet, at han eller hun har en såkaldt diffus viden om pakken. Specifik viden har yderligere 29 procent. Herunder er vælgere, der har sagt eksempelvis “ændringen af rentefradraget” eller “de grønne afgifter”. 

Afhængigt af hvor man sætter grænsen, kan vi konkludere, at et sted mellem 40 og 70 procent af de vælgere, der havde en holdning til dette store og omdiskuterede indgreb, blot tre måneder senere ikke kunne huske, hvad indgrebet gik ud på. 

Nu kan man som bekendt godt have en holdning til forhold, man ikke ved noget om. Men med disse tal in mente er det temmelig usandsynligt, at meget store vælgergrupper, når det næste valg kom, ville lade deres stemmeafgivning dominere af Pinsepakken.

Vælgerne vender tilbage
Vi får et indblik i udviklingen i Socialdemokraternes vælgerstøtte i figur 2. 

Det ses tydeligt, at det var en kraftanstrengelse i de sidste dage af valgkampen, der gjorde, at partiet fortsat var i regering efter valget i 1998. Det ses også, at det trods alt var begrænset, hvor meget Pinsepakken kostede i vælgerstøtte. 

Umiddelbart efter pakkens offentliggørelse i midten af juni lå man på et sted, der kunne betegnes som kun svagt under normalniveauet i månederne op til valget (se figuren til højre). 

Derimod er det klart, at Efterlønsreformen kostede dyrt. Fra november til december faldt støtten til partiet fra 28,3 procent til 21,1 procent. 

Men følger man udviklingen i figuren til venstre, skete der stille og roligt en tilbagevenden til noget, man kunne kalde normalniveauet. I månederne umiddelbart inden valget i 2001 lå partiet med en støtte på 28-30 procent på samme niveau, som det lå på i lange perioder under Nyrups anden regering, der sad fra 1994 til 1998.

Figur 2: Udviklingen i Socialdemokraternes vælgerstøtte (procent)

Vælgerstøtte fra folketingsvalget i 1994 til folketingsvalget i 2001

Nærbillede af udviklingen i 1998 

Kilde: Baseret på altinget.dk, opgørelse over gennemsnittet af meningsmålingerne i de enkelte måneder (juli ikke medtaget).

Nu kan vælgervandringer skyldes mange forskellige forhold, og kampen om regeringsmagten afgøres ofte på marginalerne. 

Men udviklingen i vælgerstøtten tyder ikke på, at Socialdemokraterne var blevet banket ned på et permanent lavere niveau som følge af Pinsepakke og Efterlønsreform. Partiet var, mens det foregik, en temmelig skamskudt skade, men kom sig langsomt igen. 

Partivalget er stort set upåvirket
Det sidste tegn på, at Pinsepakke og Efterlønsreform var glemt op til det efterfølgende valg, finder man i vælgernes begrundelse for deres partivalg umiddelbart efter valget i november 2001. 

Der er ikke mange reminiscenser af Nyrups Anno Horribilis i disse begrundelser. 

2 vælgere ud af 1876 adspurgte nævnte og skrev bevarelse af efterlønnen som begrundelse for deres partivalg. Af dem stemte den ene i øvrigt på Socialdemokraterne. Ingen overhovedet nævnte Pinsepakken. 

Hvis man ser på de to centrale komponenter i Pinsepakken: den skattepolitiske og den boligpolitiske, finder man 26 respondenter, der nævnte skattepolitikken som begrundelse for at stemme på andre partier end de to regeringspartier. En enkelt respondent nævnte det boligpolitiske. 

Det skattepolitiske er nok det nærmeste, man kommer et specifikt spor efter Pinsepakken cirka tre og et halvt år efter dens vedtagelse.

Et generelt frelser-fænomen
Med andre ord er glemsomheden til stede selv i disse markante sager. 

Den træder ind meget hurtigt efter indgrebene og er det, der, når valgdagen nærmer sig, skal frelse de politikere, der tidligt i valgperioden har været involveret i selvmordsagtige reformer, eller fra at løbe fra valgløfter. 

Vi kan derfor gå ud fra, at den glemsomme vælger er et ganske generelt fænomen. 

Mogens Lykketoft havde så evigt ret, da han om Pinsepakken udtalte, at sådanne indgreb vil ”koste det ledende regeringsparti noget en overgang”, og at ”tingene falder ned”. 

Man kan dog hævde, at Socialdemokraternes efterlønsgaranti indirekte var en medvirkende årsag til regeringsskiftet i 2001. Den indirekte årsag ligger i, at det ikke kan udelukkes, at manglende sympati for Poul Nyrup Rasmussen kan have påvirket nogle socialdemokratiske vælgere til at stemme på V og DF. 

Også Anders Fogh Rasmussens løfter om skattestop kan have syntes tillokkende ovenpå den forrige regerings økonomiske stramninger. 

Herudover eksisterer der ved ved valget i 2001 en udbredt opfattelse hos vælgerne af, at det er den borgerlige regering, der bedst vil kunne sikre privatøkonomien, og for første gang mente vælgerne, at en borgerlig regering lige så godt som en Socialdemokratisk kunne sikre den rette balance mellem skattetryk og social tryghed. 

Fordi det virker
Hvis noget af ovenstående skulle få mindelser om den forgangne valgperiode, hvor Socialdemokraterne i størstedelen af perioden igen lignede en skamskudt skade, er det ikke helt ved siden af. 

Og som det skete i 2001, havde vælgerne et langt stykke henad vejen glemt de synder, der blev begået i første del af valgperioden.     

Pinsepakken og i særdeleshed Efterlønsreformen satte sig spor i det efterfølgende årtis danske politik. 

Uvarslede store ændringer, der kommer som en tyv om natten, blev på Christiansborg betragtet som det rene selvmord. Som noget man ikke skal engagere sig i. 

Men timing af politiske indgreb og uddeling af privilegier, der forudsætter, at vælgerne har en kortsigtet hukommelse, er stadig et instrument, der bruges - selvfølgelig fordi det virker. 

Det vil den nye regering utvivlsomt også gøre. 

Artiklen er en bearbejdet og forkortet version af Jensen, D. C. & Mouritzen, P. E. "Pinsepakke og Efterlønsreform" kapitel 3 i bogen "De store kommissioner  - Vise mænd, smagsdommere eller nyttige idioter" redigeret af Christensen, J. G., Mouritzen, P. E. & Nørgaard, A. S. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2009.  

 

Forrige artikel Hvad skal vi med de politiske kommentatorer? Hvad skal vi med de politiske kommentatorer? Næste artikel Danske forskere sidder på en guldgrube af digitale spor Danske forskere sidder på en guldgrube af digitale spor
Minister klar med dato for topmøde om unges trivsel

Minister klar med dato for topmøde om unges trivsel

MØDE: På torsdag mødes i alt 80 aktører på uddannelsesområdet virtuelt med kulturministereren og uddannelses- og forskningsministeren for at udvikle nye bud på tiltag, der kan forbedre trivslen blandt de studerende under coronapandemien.