Lisbeth Knudsen: Medarbejdere i Moderaterne må stå frem, ellers er det på tide at komme videre
Sagen om et dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne har kørt i godt 14 dage, men vi ved stadig ikke, hvad der er substansen i kritikken. Hvis ikke medarbejderne står offentligt frem med konkrete anklager lige som de modige #MeToo-kvinder, skal vi måske se at komme videre, skriver Lisbeth Knudsen.
Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand for Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, NirasSagen eksploderede i offentligheden fredag 30. august, da B.T. kunne beskrive, hvordan en række nuværende og tidligere medarbejdere i Moderaternes sekretariat på Christiansborg havde sendt en klage til Arbejdstilsynet.
Den skulle angiveligt handle om, at arbejdsmiljøet i partiets sekretariat er præget af sexisme, mobning og en ledelse, der enten har fejet sagen ind under gulvtæppet eller i hvert fald har ignoreret alvoren i den og undladt at handle.
Nu – 13 dage og ufatteligt mange tv-indslag, radiointerviews og kilometervis af tekst online og offline senere – ved vi stadig ikke, hvad der egentlig er substansen i sagen, og hvor alvorlig den egentlig er. For hvad er det, som klagen til Arbejdstilsynet dokumenterer? Hvem skulle i givet fald være ansvarlig for mobningen og sexismen?
Hvor er de medarbejdere henne, der har sendt klagen, og hvorfor står de ikke ved den i fuld offentlighed, når nu alle taler om den? I hvert fald på Christiansborg og i medierne.
De ville jo få masser af sympati og medvind og støtte, hvis de gjorde det, og sagen viser sig at stinke forfærdeligt af eksempler på dårlig ledelse. På samme måde som #MeToo-sagerne i mediebranchen krævede modige kvinder, der stod frem.
Det nu tidligere medlem af Moderaternes folketingsgruppe, Jeppe Søe, antyder, at der er sket de frygteligste overgreb på medarbejderne. Men heller ikke han fortæller, hvad det egentlig handler om. Blot, at han har talt i timevis med medarbejderne og har masser af beviser, må man forstå.
Moderaternes ledelse har lukket ned for at fortælle om indholdet af klagen til Arbejdstilsynet efter et ni timer langt møde mellem ledelse og medarbejdere og kommer heller ikke med detaljer om, hvad sagen egentlig omhandler.
Til gengæld mente Lars Løkke Rasmussen efter Arbejdstilsynets besøg og mundtlige konklusioner at kunne aflive, at der skulle have foregået sexisme og sexchikane i sekretariatet. Sagen handler altså om noget andet, hvis man skal tro ham. Men hvad er så det?
Intern krise i et regeringsparti er altid en sikker kandidat til de gule bjælker og breaking news i medierne.
Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen
Når vi så ikke ved, hvad sagen egentlig handler om, hvor alvorlig den er, og hvem der burde have handlet på problemerne, så er det jo godt, at vi kan beskæftige os med andre vinkler.
Sagen har trukket et massivt spor af andre politiske historier med sig.
Intern krise i et regeringsparti er altid en sikker kandidat til de gule bjælker og breaking news i medierne. En særlig kategori af opmærksomhed og spænding knytter sig altid til den sprængfarlige cocktail af Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, i en presset situation og så Christiansborg-journalisterne.
Det ender sjældent i noget konstruktivt og oftest i mundhuggeri for åben skærm. Lars Løkke Rasmussen er en af de få toppolitikere, hvis ikke den eneste, der helt uindpakket og frygtløst går vredt til modangreb, når han ikke bryder sig om journalisternes vinkler og vedholdende spørgsmål.
For nogen har det en høj underholdningsværdi at se den magtkamp mellem Løkke og medierne udspiller sig. For andre er det et studie i politisk mestertaktik og et modtræk, som medierne fortjener, når pressemøder af den karakter udarter sig til råben og skrigen og kaos.
At det lige præcis var partileder og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der mellem regeringsseminar, hovedbestyrelsesmøde, rejse til Egypten og meget andet skulle håndtere krisen i sit stadig forholdsvis nye parti er bemærkelsesværdigt. Også at han tilsyneladende, som helt centralt medlem af regeringen og partileder, påtager sig at bore ud, hvad medarbejderkritikken handler om i stedet for at overlade personalehåndteringen til partisekretær, gruppeformand, en udpeget mediator fra folketingsgruppen eller lignende.
Andre partiledere ville næppe have fedtet sig selv så meget ind i den praktiske håndtering af sagen, som Løkke har gjort. Men han må have vidst, at der skulle stærkeste holdopstilling til for at få lukket sagen ned foreløbig med en erhvervspsykolog og en whistleblowerordning.
Ekstra kolorit til sagen har det naturligvis også været, at det lige præcis blev til et opgør mellem Lars Løkke Rasmussen og Jeppe Søe i fuld offentlighed, fordi den sidste forlangte en ekstern undersøgelse af hele sagen bagudrettet, mens Løkke forsøgte at skabe en løsning fremadrettet.
Som partimedlem af Moderaterne nummer to og medstifter forekommer Jeppe Søes afgang både indebrændt og påvirket af stærke følelser.
Det henstår som et af mange ubesvarede spørgsmål, hvorfor han ikke henvendte sig til Lars Løkke om problemerne først, og hvordan hans interne og meget bramfri mail havnede i medierne.
Men han har til gengæld fået meget offentlig opmærksomhed, inden han nu forsvinder i løsgængernes glemmebog, hvor han kan tage plads på bageste række sammen med andre tidligere partikolleger som Jon Stephensen og Mike Fonseca.
Og så har vi sagen i sagen, som er kommet til at handle om B.T.'s dækning af historien, som vi stadig ikke ved, hvad der er af substans og alvor i.
En journalist, der den ene dag får hele medieverdenens skulderklap for en afsløring om arbejdsmiljøet i Moderaternes sekretariat. Den næste dag er hun sendt hjem på ferie af chefredaktøren, som sætter en bremse på dækningen. Få dage senere og efter massivt pres fra andre medier på chefredaktøren er hun tilbage på arbejdet.
Chefredaktøren fastholder, at der ikke er en finger at sætte på B.T.'s dækning af krisen i Moderaterne, og at det ikke var derfor han sendte nøglemedarbejderen bag afsløringerne hjem på ferie.
Samtidig kan kolleger på Politiken og Berlingske dokumentere, at i hvert fald væsentlige dele af en af B.T.'s seneste sensation i sagen ikke er vandtæt. Den om at Lars Løkkes særlige rådgiver, Karen Clement, skulle have henvendt sig til en tidligere ansats nye arbejdsplads for at intimidere vedkommende.
Berlingske dokumenterer nu med konkrete kopier af sms’er, at Karen Clement henvendte sig til Kvinfos direktør, Henriette Laursen, for at gå i rette med et LinkedIn-opslag fra direktøren. Henvendelsen handlede ikke om den tidligere medarbejder hos Moderaterne. Så dermed synes den del af historien lagt død.
Hvis der er mobning, sexisme og grædende medarbejdere i Moderaternes sekretariat på Christiansborg på grund af dårlig ledelse, så er det en god historie, der skal frem.
Vi har desværre set, at det ikke er det eneste parti, der har haft den slags problemer. Det er mediernes opgave at holde øje med, hvad der sker på den front – også blandt de ypperste magthavere, når de selv skal være arbejdsgivere for ofte unge og meget engagerede medarbejdere, der arbejder solen sort for partierne.
Hvis der er mobning, sexisme og grædende medarbejdere i Moderaternes sekretariat på Christiansborg på grund af dårlig ledelse, så er det en god historie, der skal frem.
Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen
Moderaterne er desuden at nyt parti med en allerede omfattende historik af møgsager blandt de folkevalgte.
Det giver også historien tyngde og ekstra interesse. Tilmed, at det er et nyt parti, der kom ind i Folketinget med en dagsorden om at ville noget andet end de gamle partier, og med medlemmer ude fra det virkelige liv og ikke rekrutteret gennem træningen og fødekanalen fra en politisk ungdomsorganisation.
Alle i politik ved, at vælgerne hader at se deres foretrukne partier involveret i den her slags møgsager. Og sagen kommer uden tvivl til at påvirke Moderaternes meningsmålinger en tid frem.
Vel også af den grund tog Lars Løkke Rasmussen selv bordenden, da der skulle lægges en køreplan for at komme ud af krisen. Der er allerede spundet mange kommentarer og analyser på, hvad krisen hos Moderaterne kan betyde for regeringen.
Men jeg siger det lige igen: Vi har nu diskuteret, vendt og drejet sagen i 14 dage uden reelt at vide, hvad der er dens grad af alvor og substans. Det kommer forhåbentlig for en dag inden længe. Hvis medarbejderne får taget mod til sig til at stå frem. Eller hvis dygtige journalister kan afdække det på anden måde. Ellers skal vi måske se at komme videre.