Rektor: Fremtidens uddannelser skal ikke kun formes af arbejdsmarkedets behov

Vi kender scenarierne: Store årgange går på pension, og vi ser ind i en årrække med mindre ungdomsårgange. Vi har udfordringer med at finansiere velfærd og med at omstille til et grønnere samfund. Samtidig må AI forventes at ændre arbejdsmarkedet, som vi kender det i dag.
Dette fremtidsperspektiv fik i 2024 over 40 aktører fra faglige organisationer, arbejdsgivere, brancheforeninger og uddannelsessektoren til at anbefale, at der bliver nedsat et nationalt kompetenceråd, som skal udarbejde uafhængige prognoser for fremtidens arbejdsmarked baseret på de kompetencer, som vi forventer og ønsker at få brug for.
Idéen er ikke blevet grebet fra politisk hold endnu, men behovet bliver stadig tydeligere. Der er skævheder i de unges søgemønster, og universitetsrektorer går nu ud og advarer om de kompetencer, vi kommer til at mangle på bagkanten af de mange typer af dimensionering, der er ved at blive rullet ud.
Fremtidens kompetencebehov
Det store spørgsmål er, hvordan man kan vide, hvilken retning kompasnålen skal pege i fremtiden?
Svaret rummer blandt andet et mere bredt, værdibaseret blik på fremtidens samfund.
Forslaget fra 2024 handlede om, at et kompetenceråd skal udarbejde prognoser ved brug af anerkendte, evidensbaserede målemetoder. Det kommer man et godt stykke vej med.
Men store samfundsomvæltende spørgsmål lader sig ikke alene belyse gennem evidens, hovedsagelig baseret på erfaringer fra fortiden.
Netop det underbyggede, forpersonen for Danske Universiteter og formanden for Akademikerne for nylig. Deres pointe var, at den ledighedsbaserede dimensionering bygger på historiske data, som ikke yder fremtiden retfærdighed.
For det første har vi brug for, at en mere tværfaglig funderet viden spiller en vigtig rolle, men det er afgørende, at vi også lader os styre af centrale værdier for vores velfærdssamfund.
Uddannelser har potentialet til at forme det arbejdsmarked og det samfund, vi ønsker os.
Lene Dammand Lund
Rektor, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering
Den nye geopolitisk situation, den systemiske opgave med at sørge for, at vi ikke overskrider de planetære grænser, og mange andre presserende opgaver kræver brede visioner og visionære pejlemærker. Det rækker dybt ind i vores dannelse og kultur.
Uddannelse former samfundet
Når man sætter en retning for fremtidens uddannelseslandskab, er det værd at huske på, at det ikke kun handler om at møde arbejdsmarkedets behov, som vi kender det i dag, og som vi kan forudse det i en nær fremtid. Uddannelser har potentialet til at forme det arbejdsmarked og det samfund, vi ønsker os.
Da Frederik V oprettede Kunstakademiet i 1754 var det et middel til at fremme landets udvikling såvel kulturelt som økonomisk. Den mission må siges at være lykkedes. Og den var ikke alene baseret på en forestilling om et arbejdsmarked, men om et land man kunne være stolt af, og hvis byer og bygninger repræsenterede de herskende værdier – som dengang altså så var kongens.
Forhåbentlig tager en ny regering fat på spørgsmålet om fremtidens kompetencebehov og kommer med bud på, hvordan vi kan styre uddannelsesudbuddet. Det bør være baseret på evidens, faglighed og visioner om et samfund, der har de værdier, vi ønsker.
Ingen kan forudsige fremtiden, men med en fælles forståelse af, hvor kompaspilen peger hen, sikrer vi en stabil strategisk udvikling.
Indsigt

Søren Egge Rasmussen spørger Jacob JensenEr ministeren enig i, at mindstekrav til hold af grise ikke lever op til dyrevelfærdsloven?Besvaret
Lotte Rod spørgerHvad er ministerens holdning til, at forældre til børn med handicap rammes af tre former for skjult vold, når de søger hjælp?Besvaret
Aaja Chemnitz spørger Ane Halsboe-JørgensenVil ministeren sikre, at grønlandske studerende understøttes under deres ophold i Danmark?Besvaret
- L 121 Universitetsloven med videre (Uddannelses- og Forskningsministeriet)1. behandling
- L 131 Lov om erhvervsuddannelser med videre (Børne- og Undervisningsministeriet)1. behandling
- L 132 Lov om videnskabsetisk behandling af sundhedsvidenskabelige og sundhedsdatavidenskabelige forskningsprojekter med videre (Indenrigs- og Sundhedsministeriet)1. behandling
- Ny formand for Udenrigspolitisk Nævn: Politikere skal kunne fjerne egne navne fra uvildig Afghanistan-undersøgelse
- Lars Aagaard ville have dem til at undersøge "dramatisk" havstrøms-kollaps. Nu frygter klimaforskere, at projektet løber ud i sandet
- Vigtig klimastatus sat på pause af regeringsforhandlingerne: "Det må betyde, at der er politisk indblanding”
- Aalborg Kommune vinder KL's Forebyggelsespris 2026
- Klimaet går AMOC





















