Direktør: Drop ideen om konkret udbytte i innovationssamarbejder

Af Jacob Becker-Christensen
Direktør, Linx

Ingen sjældne jordarter. Ingen ædelmetaller. Kun en smule olie.

Kontoen for naturressourcer gør innovation til Danmarks råstof nr. 1.

Alligevel overgår lande som Sverige og Holland os på indekset over klodens mest innovative nationer fra FN-organet WIPO (World Intellectual Property Organization).

Således også i 2020, hvor det onsdag blev til en hæderlig sjetteplads.

Store og meriterede virksomheder står for hovedparten af det, vi omtaler som innovation.

I Danmark har vi med andre ord politisk - bevidst eller ubevidst - udstukket en kurs mod innovationsprojekter, der favoriserer det store, det ambitiøse og det tilsyneladende lukrative.

Jacob Becker-Christensen
Direktør, Linx

Meget foregår i offentligt støttede projekter i samarbejder med vidensinstitutioner, især universiteter.

De samarbejder holder os i top-ti, hvilket klart er beundringsværdigt.

Skal vi hæve placeringen, skal de store innovationsprojekter dog suppleres af noget mindre, der adresserer det lavpraktiske, de små løft.

Kort sagt: ekspertviden i et værktøjskasseformat.

Succeskrav virker afskrækende
Det kræver i første omgang et opgør med forestillingen om den målbare og garanterede succes i offentlige-private samarbejder.

Den vej har vinden blæst, siden Helge Sander i 00’erne var minister for videnskaben i Danmark og opfandt Fra forskning til faktura. Det slogan ligger mange fonde fortsat under for og stiller derfor meget høje krav til ambitionsniveauet i ansøgninger.

Hvad gør en lille eller mellemstor virksomhed, en SMV, så, når den kigger efter en videnspartner til at løse en lavpraktisk udfordring, som er kritisk for innovationsprocessen? Kun få vil – med mindre de oversælger – sværge på hurtigt og konkret udbytte.

Ikke desto mindre får netop sådanne projekter et naturligt løft i systemet. De mere prosaiske, sanddru og usexede ender bagest i køen til kasse 1.

Også universiteterne vånder sig ved kravene. Her er man typisk langt nede på den teknologiske parathedsskala, når en lille virksomhed behøver eksperthjælp.

I denne henseende er det uhensigtsmæssigt, at offentlige-private projekter i Danmark ofte er så store - fra et par millioner og opefter. For med de mange penge kræver fonde en stærk sandsynliggørelse af noget salgbart og et udbytte i kroner og ører.

Forstå mig ret. Jeg er tilhænger af fakturering, vækst og jobskabelse - det ER formålet.

Men innovationens væsen er at træde ud, hvor man ikke kan bunde, og håbe, man kan svømme. Det er på vej i glemmebogen.

I Danmark har vi med andre ord politisk - bevidst eller ubevidst - udstukket en kurs mod innovationsprojekter, der favoriserer det store, det ambitiøse og det tilsyneladende lukrative.

Fra forskning til faktura
Der findes undtagelser, og LINX, som jeg er direktør for, er en paraply for nogle af dem.

LINX er en langsigtet satsning støttet af Danmarks Innovationsfond, som netop satser på et stort antal små projekter, og innovation via museskridt.

Ingen af LINX’ projekter er frygteligt dyre, men beløbene er store nok til, at SMV’er tør være med. Det er glædeligt, for de er allermest afhængige af offentlig støtte til innovation – og har størst gavn af ekspertise udefra.