Djøf: Universiteterne har en nøglerolle i fremtidens efteruddannelsessystem

Af Henning Thiesen
Formand for Djøf

Vi ved det godt – ny teknologi buldrer derudad, og robotter automatiserer flere og flere arbejdsopgaver på tværs af sektorer og brancher. Hvad vi til gengæld ikke ved med sikkerhed, er, hvad vi skal gøre ved den nye situation. Derfor vil jeg rose Altinget for at sætte dette både vanskelige og vigtige emne til debat.

I Djøf er vi også meget optagede af, hvordan vores arbejdsmarked ser ud i fremtiden – og hvordan vi som faglig organisation bedst muligt kan hjælpe vore medlemmer. Det undersøger vi i vores projekt ”A Working Future” i de næste par år. Og som gode djøf’ere er vi gået analytisk til værks.

Vores foreløbige analyseresultater viser blandt andet, at også store dele af djøf’ernes arbejdsopgaver – op mod 20 procent - kan automatiseres med brug af teknologi, vi kender i dag. Herudover har vi blandt andet fundet, at de kompetencer, som arbejdsgiverne efterspørger på ’Djøf-arbejdsmarkedet’, ser ud til at bevæge sig i retning mod vores kernefaglighed: problemløsning, samarbejdsevner og samfundsanalytisk sans.

Vi skal altså ikke alle nødvendigvis kunne kode og programmere, selvom man nogle gange efterlades med det indtryk i debatten om fremtidens arbejdsmarked.

Institutionerne skal åbne sig
Men selv en velfunderet kernefaglighed har brug for løbende at blive opdateret med den nyeste viden og forskning. I takt med at større dele af arbejdsstyrken beskæftiger sig med vidensarbejde, er det derfor også oplagt, at universiteterne i fremtiden spiller en endnu større rolle i opkvalificeringen og efteruddannelsen af arbejdsstyrken. Efteruddannelsesniveauet skal kort sagt følge kompetenceniveauet i arbejdsstyrken.

Vi kan ikke vente tre år på at tage konkrete initiativer på dette vigtige område, når udviklingen buldrer derudad herhjemme og i udlandet.

Henning Thiesen
Formand for Djøf

Hvis universiteterne lykkes med at blive en mere central aktør på efteruddannelsesmarkedet, vil det gavne virksomhederne, medarbejderne og ikke mindst universiteterne selv, der længe har arbejdet på at åbne sig for det omkringliggende samfund, fordi Danmark er og bliver en vidensnation.

Derfor har Dansk Erhvervs uddannelses- og forskningspolitiske chef, Mads Eriksen, helt ret, når han skriver, at uddannelsesinstitutionerne ikke har monopol på læring. Men de indtager immervæk positionen som den fremmeste producent af forskningsbaseret viden og anerkendt uddannelse.

Det er derfor oplagt, at institutionerne i stigende grad skal åbne sig op for personer, der har været på arbejdsmarkedet i en årrække. Vi skal simpelthen sikre, at det bliver lettere at vende tilbage til universiteterne løbende gennem arbejdslivet.

Mantraet om livslang læring bør med andre ord gælde alle på arbejdsmarkedet – også på akademisk niveau. Og for en stigende andel af de danske lønmodtagere vil det give mening, at universiteterne i voksende omfang medvirker til at indfri denne målsætning, ganske enkelt fordi der i dag er behov for og også uddannes langt flere akademikere, end der gjorde for bare et årti siden.

Vi kan ikke vente tre år
Regeringen har i forlængelse af trepartsaftalen nedsat en arbejdsgruppe, der skal undersøge, hvordan den videregående voksen- og efteruddannelse kan styrkes. Arbejdsgruppen skal fungere frem til udgangen af 2021, hvorefter den ifølge kommissoriet skal gøre endelig status.

Det er et hæderligt og vigtigt arbejde, som gruppen er i gang med, men vi kan ikke vente tre år på at tage konkrete initiativer på dette vigtige område, når udviklingen buldrer derudad herhjemme og i udlandet.

Universiteterne har gennem de seneste år vist, hvordan man kan styrke relationen mellem akademia og erhvervslivet i løbet af den formelle uddannelse, det gælder eksempelvis specialepartnerskaber, projektorienterede projektforløb, praktik og erhvervskandidatordningen.

Det er gode tiltag, og det viser, hvor stort potentialet er undervejs i uddannelsesforløbene – nu skal der fokus på det fortsatte samspil efter endt uddannelse. Hvis potentialet på efteruddannelsesområdet skal forløses, er det nødvendigt med politisk vilje til at skabe de strukturelle og økonomiske rammer, som universiteterne kan bidrage til at udfylde for at sikre fremtidens kompetenceudvikling.