Docent: Forholdet mellem teori og praksis på pædagoguddannelsen er ikke et nulsumsspil

I marts 2020 blev der afholdt en konference for alle undervisere ved pædagoguddannelsen med deltagelse af den daværende uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, som lovede at kæmpe for en reform af en uddannelse, der stod hendes hjerte nær.
Vi er snart fem år længere fremme, og bakser fortsat med en bekendtgørelse fra 2014, som der er bred enighed om er langt fra optimal, for at sige det mildt.
BUPL, Socialpædagogernes Landsforbund, Kommunernes Landsforening, Professionshøjskolerne og Selskabet til Pædagoguddannelsens Fremme har barslet med velbegrundede forslag til, hvad det er for elementer, en ny uddannelse skal tilgodese.
Bekymrende reform
Ministeren har i oktober fremlagt et udkast til reform af landets professionsuddannelser.
Reformen vil medføre et vist økonomisk løft og mulighed for flere konfrontationstimer.
Hun har ved forskellige lejligheder også antydet, at pædagoguddannelsen igen skal have semesterstruktur og at pædagogik er et grundlæggende fag.
Reformen indebærer desuden en forkortelse af uddannelsen, som kan gå ud over bachelorprojektet, og en lempelse af adgangskravene.
Regeringen vægter i sin reformiver på uddannelsesområdet "det praktiske" og anvendelsesorienterede.
Dørene til de rum, hvor man støber kuglerne for den endelige reform af uddannelsen, har indtil nu været hermetisk lukkede for dem, der et tættest på uddannelsen og dem der har oparbejdet en forskningsmæssig viden om uddannelsen.
Det er bekymrende.
Vi har i årenes løb set et fokus på at teori skal kunne anvendes i praksis, og i den forbindelse har pendulet svinget mellem, at man så skulle skrue op for det ene og så for det andet.
Nu skal der så angiveligt skrues op for praksis.
Mere teori betyder ikke mindre praksis
Kender man til pædagogik, så ved man også, at forholdet mellem teori og praksis ikke er et anvendelsesforhold.
Teori kan give perspektiver, der kan være mere eller mindre relevante i en given situation, hvor det grundlæggende handler om at realisere pædagogiske værdier.
Det er faktisk krævende at være en praktiker, der kan udøve sin dømmekraft og er teoretisk velinformeret.
Jan Jaap Rothuizen
Docent, Professionshøjskolen VIA, medlem, Selskabet til Pædagoguddannelsens Fremme
Pædagogik er ikke anvendt videnskab men en værdiorienteret praksis, der kræver at man kan lave en nuanceret vurdering af hvad der er på spil i hverdagssituationer, og hvordan man så bedst kan handle for at gøre noget, der pædagogisk set er værdifuld.
Det er der således ikke faste opskrifter på, men det er hjælpsomt, hvis man ikke er enøjet og kan bringe forskellige perspektiver i spil.
Forholdet mellem teori og praksis er således hverken et nulsumsspil, hvor mere teori betyder mindre praksis og omvendt, eller et anvendelsesforhold.
Det er faktisk krævende at være en praktiker, der kan udøve sin dømmekraft og er teoretisk velinformeret.
Der er bekymrende signaler i reformudspillet.
Dels at pædagoguddannelsen kun kræver en to-årig ungdomsuddannelse som indgang, mens læreruddannelsen kræver en tre-årig.
Dels at det overvejes at skære bachelorprojektet ned, fordi det skulle være "for akademisk". Bachelorprojektet er nok den del af 2014-uddannelsen som har været mest fremsynet.
Det bygger på en forestilling om, at pædagoger både skal kunne udøve, undersøge og udvikle praksis.
Bachelorprojektet rummer blandt andet et obligatorisk samarbejde med en pædagogisk institution, hvor de studerende undersøger lokalt og bringer den undersøgelse i spil med den viden de ellers tilegner sig.
Formålet er at ende med en dialog med institutionens medarbejdere om, hvad den viden og de indsigter de har opnået, kunne betyde i praksis.
Der trækkes på akademiske færdigheder, men hele opsætningen gør, at de studerende kan få øvelse i, hvordan det akademiske og det praksisnære indgår i et frugtbart forhold.
Bachelorprojektet som svendeprøve
Problemet med bachelorprojektet har været, at det kom dumpende ud af den blå himmel i sidste semester, fordi de studerende gennem de tidligere gennemgåede moduler ikke for alvor har øvet sig i den måde at arbejde på.
En reform af uddannelsen kunne passende tage udgangspunkt i bachelorprojektet som den "svendeprøve" som hele uddannelsen lægger op til.
Der er brug for at kigge nedad, at arbejde med reference til en faglig og velbegrundet viden om hvad pædagogik er for en størrelse.
Jan Jaap Rothuizen
Docent, Professionshøjskolen VIA, medlem, Selskabet til Pædagoguddannelsens Fremme
Det er bekymrende, at undervisere og forskere holdes udenfor døren i reformprocessen, for dermed holder man udviklingsorienteringen udenfor døren.
Følger man bare den beslutningskæde vi kender fra den fortsat new public management prægede organisationsmodel, så risikerer man en implementering, hvor hvert hierarkiske lag, der skal udføre beslutningen, kun kigger opad, for at kunne afkrydse, at man gjorde det rigtige.
Der er brug for at kigge nedad, at arbejde med reference til en faglig og velbegrundet viden om hvad pædagogik er for en størrelse.
Der har i den tidligere og i den nuværende regering været både snak og skriv om mere plads til faglighed og mindre til styring og kontrol.
Så længe man lukker døren for fagligheden, når man udvikler nye styringstiltag, er det tom snak og skrivebordsviden som ikke ændrer noget.
Artiklen var skrevet af
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- CBS-forskere: Det er på tide, vi gentænker samarbejdet med afrikanske universiteter
- DTU-rektor: AI-spareplaner på universiteterne vil føre til dårligere forskning
- Det er problematisk, når politikere skaber indtryk af, at forskningen viser noget andet, end den faktisk gør
- Søren Gade savner 24 timers ekspertrådgivning fra EU: ”Det vil jeg ønske, vi også havde i Folketinget”



























