DSF: Lån skal ikke være studerendes primære indtægt

Af Yasmin Davali
Formand, Danske Studerendes Fællesråd

Jeg er opdraget med, at man ikke bruger penge, man ikke har. Hvis pengene ikke står på kontoen, så er det bare ærgerligt, så må man leve for mindre.

Den tilgang til penge kommer givetvis af at være vokset op i et hjem, hvor budgettet var stramt, og hvor udgangspunktet var, at hvis man brugte for mange penge den ene måned, så manglede de den næste.

Derfor var store investeringer ikke noget, man bare lige gjorde - det var noget, man sparede op til.

Ironien driver ned af væggene, når det netop er aktører, der italesætter sig selv som værende økonomisk ansvarlige, der nu synes, at lånoptag bare er noget, man lige gør. 

Yasmin Davali
Formand, Danske Studerendes Fællesråd

Lån skal være hele grundlaget
Det strider derfor også imod alt, jeg er vokset op med, når en række aktører fra den bedre stillede del af den danske befolkning taler for en såkaldt “omlægning” af SU’en til lån. For det første er det, de foreslår, ikke en omlægning. Det er en afskaffelse af SU’en på kandidatuddannelserne.

I stedet vil man indføre en låneordning, der, bevares, har en mulighed for eftergivelse af en del af gælden, men som altså stadig er lån. Det er i hvert fald tilfældet, hvis man bliver ved med at stile efter norsk forbillede. Her er stipendiet reelt afskaffet og erstattet at en låneordning.

For det andet vidner det om et, efter min mening, forkvaklet forhold til penge, når man direkte opfordrer studerende til at ignorere røde tal på kontoen og bare låne lidt mere.

I forvejen er der rigtig mange studerende, som er nødsaget til at tage lån for at komme gennem deres studietid - blandt dem er der en overvægt af unge fra hjem, hvor forældrene ikke har mulighed for at spæde til, når SU’en ikke rækker længere.

Nu beder man altså studerende om at optage lån for at kunne leve. Vi er ude over, at lånet bliver et supplement til en SU, man ikke kan leve af. Det skal i stedet være hele den studerendes indtægtsgrundlag.

Ironien driver ned af væggene, når det netop er aktører, der italesætter sig selv som værende økonomisk ansvarlige, der nu synes, at lånoptag bare er noget, man lige gør. Og jeg er sådan set ikke i tvivl om, at de selvsamme aktører og politikere ville være de første til at gå til i en forargelsesrus, hvis der var andre samfundsgrupper, der havde lån som deres primære indtægt.

Fremtidig indtjening er ligegyldig
Der er flere eksempler på undersøgelser, der giver mig ret i, at det med at gældsætte sig primært er noget, man bare lige gør, hvis man aldrig for alvor har stået i en situation, hvor det var nødvendigt.

At det med at låne sig ud af at kunne betale sin husleje og en tur i Netto er markant sværere for den del af befolkningen, der ikke kommer fra akademiske hjem, og at det netop er den gruppe studerende, som i højere grad fravælger uddannelse, når det at tage en uddannelse er forbundet med gældsættelse.

Derfor er argumentet om, at os, der tager en akademisk uddannelse, alligevel kommer til at have relativt høje lønninger og derfor sagtens kan undvære vores SU, mens vi studerer, ubrugeligt. Hele pointen er netop, at vores SU er forudsætningen for at tage en uddannelse. Hvis SU’en forsvinder, er der færre af os, der kommer til at tage en uddannelse.

Og i det tilfælde er det altså fløjtende ligegyldigt, hvad vi ville have tjent, og hvilke skattelettelser vi havde fået i fremtiden, hvis vi havde taget en akademisk uddannelse, og den akademiske uddannelse i øvrigt havde ført en høj indtægt med sig.

Hele pointen med, at SU’en er et universelt velfærdsgode, er, at vi har hjælp fra staten, når vi ikke har så meget, og giver, når vi har. En afskaffelse af SU’en ville være at tage penge ud af vores budgetter, når de er strammest, for at give os flere penge, når vi har mest. Og så går pointen med SU jo ligesom af den.