DSU-formand efter kritik: Her er, hvad jeg lærte af at træde ind i debatten om diagnoser

Det kan jeg godt selv se, er resultatet af mit debatindlæg i sidste uge. Det tager jeg på mig. Derfor vil jeg i dette efterrefleksionsskriv prøve at nuancere mit syn og dele, hvad jeg har lært af de mange reaktioner.

Jeg har fået et væld af henvendelser den seneste uge. Nogen er enige, men flere føler sig ramt meget personligt og synes, at jeg skubber til en skyld og skam, som allerede bor i dem som forældre. Det har ikke været min hensigt. Derfor er jeg også taknemlig for alle, der har delt deres historie med mig.

Lad os diskutere de mange diagnoser  

Det er vigtigt først at slå fast, at mit indlæg ikke har noget med den igangværende debat om "PDO" ("Pissedårlig Opdragelse", red.) at gøre. Jeg forstår godt, hvorfor tankerne kan glide derhen, fordi jeg selv bruger ordet opdragelse.

Men det, der egentlig er mit ønske, er at diskutere den store stigning i antallet af diagnoser i lyset af den årelange debat om mistrivsel, der har kørt i vores land. Herunder senest med Trivselskommissionens rapport.

Hjælpen skal komme tidligt uanset hvad, og man skal ikke som forældre til et barn i mistrivsel føle, at det er en kamp mod systemet.

Katrine Evelyn Jensen

Det står klart for mig, at mange familier oplever, at hjælpen først kommer alt for sent.

Nogle forløb kunne have set helt anderledes ud, hvis der havde været flere fagfolk til stede i daginstitutioner og indskoling, som tidligt kunne spotte tegn på mistrivsel og hjælpe både børn og forældre.

Mange peger på de samme forklaringer:

• At almenområdet er blevet udsultet.
• At samfundstempoet er højere, og kravene til børn vokser tidligt.
• At skærmforbruget er eksploderet.

Jeg er enig i meget af dette. Der er sparet for hårdt på dagtilbud og de tidlige skoleår. Det skal vi have lavet om.

Vi skal have flere voksne – og de voksne skal være uddannede pædagoger og lærere. Det er en politisk prioritering, vi skal tage på os.

Jeg er også enig i, at samfundet har ændret sig. I børnehaven forventes børn at kunne tal og bogstaver, før de starter i skole. Måske burde vi i stedet fokusere mere på sociale færdigheder: at vente på tur, indgå i fællesskaber og øve vedholdenhed. Det er til dels en politisk opgave, men her ligger der også et forældreansvar.

Det samme gælder, når det kommer til det øgede skærmforbrug blandt børn og unge – og den deraf manglende søvn. Teenagere sover dårligere end tidligere, og det påvirker koncentrationen og motivationen.

Her ligger der et vigtigt opdragelseselement for familierne – at regulere skærmtider og sengetider. Samtidig skal politikerne selvfølgelig sørge for, at vi også får reguleret brugen af skærme i både daginstitutioner og skoler.

En overset forklaring 

Som nævnt er jeg ret enig med de forklaringsårsager til mistrivsel og flere diagnoser, som mange har påpeget for mig. Men jeg synes, at der mangler en.

Nemlig, at vi som samfund har fået en mere snæver forståelse af, hvad der kan være på spil, når et barn mistrives.

Det er der også flere eksperter, der påpeger. Blandt andet har Zetland skrevet en spændende artikelserie "Diagnosejægerne", hvor flere PPR-ledere og -psykologer fortæller om en tendens, som de oplever i mødet med forældre, der meget gerne vil have deres børn udredt, fordi de tror, at årsagen til mistrivslen skal findes i en diagnose.

I mit første debatindlæg henviste jeg til et interview med to forskere, som fortæller, at der er en stigning i teenagere i psykiatrien.

De siger blandt andet: "Mange får diagnoserne som teenagere. Det indikerer, at problemerne måske ikke er neurologiske, som vi ellers tænker, at adhd og autisme er. Hvis unge siger, at de har problemer med vennerne, eller at de ikke kan koncentrere sig i skolen, kan vi give en masse støtte, før vi begynder at stille diagnoser."

Det sammenkoblede jeg med, at der er flere og flere voksne, der begynder at stå frem og sige, at de er kede af den diagnose, de fik i deres barndom/ungdom. Den spænder ben for dem, og symptomerne passer ikke længere til dem.

Det betyder ikke, at diagnoser ikke kan være afgørende og give vigtig klarhed for mange.

Men vi må turde diskutere, om der i nogle tilfælde diagnosticeres for hurtigt eller forkert. For fejldiagnosticering kan have store konsekvenser.

Rummet for det normale bliver mindre 

Flere peger på, at vi har fået et patologisk (sygdoms) syn på mistrivsel.

Fra samme artikelserie fra Zetland udtaler en PPR-leder: "Vi oplever, at det psykologiske sprog, sygdomssproget, er rykket så langt ind i det almene sprog og i den almene pædagogik, at vores børn og unge i dag fuldstændig har indoptaget det."

Trivselskommissionen er inde på noget af det samme i sin rapport. Den peger på en ny kulturel tendens til, at almenmenneskelige forhold bliver gjort til noget sygeligt, mens diagnoser ofte er adgangsgivende til støtte og hjælp fra kommunen. 

De skriver blandt andet: "Kombinationen af en kulturel strømning, der søger svar i et diagnostisk univers, og en strukturel praksis, der lader diagnoserne være den adgangsgivende faktor, er uhensigtsmæssig for den enkelte og for samfundet som helhed."

Det, synes jeg, er et vigtigt perspektiv at have med. For indbygget i, at vi ser mere mod diagnoserne for svar, er der en risiko for, at vi i nogle situationer kommer til at forveksle almindelige menneskelige vilkår med sygdom.

Vi må turde diskutere, om der i nogle tilfælde diagnosticeres for hurtigt eller forkert.

Katrine Evelyn Jensen

Det skal vi passe på med, for så bliver rummet for det normale mindre.

Men det er jo helt normalt at være ked af det i perioder – måske særligt når man er teenagere, tingene forandrer sig, og man er hyperopmærksom på alle omkring sig.

Eller at man kan have svært ved at koncentrere sig i skolen.

Det kan også være et udtryk for, at man for eksempel bedst lærer på en anden måde, sover for lidt, eller det er svært derhjemme for tiden.

Plads til forskellighed 

Hvis vi skal hjælpe alle børn og unge rigtigt og modvirke mistrivsel, så kræver det, at vi både kigger på de rammer og strukturer, vi har skabt – og samtidig tør se kritisk på den kultur, vi alle er en del af.

Forældre, politikere og samfundet bredt har et fælles ansvar for at skabe et miljø, hvor der er plads til forskellighed, tid til at udvikle sig og rum til at være barn eller ung uden, at alt kan oversættes til diagnoser.

Har man brug for hjælp, skal man kunne få den uagtet, man har en diagnose eller ej.

Sådan er lovgivningen faktisk også i dag, men i praksis er der nogle steder blevet skabt et system, hvor en diagnose er adgangsbillet til at få hjælp.

Sådan skal det ikke være.

Hjælpen skal komme tidligt uanset hvad, og man skal ikke som forældre til et barn i mistrivsel føle, at det er en kamp mod systemet.

Det betyder ikke, at vi skal negligere diagnoser – tværtimod kan de være afgørende for nogen.

Men vi skal samtidig passe på, at vi ikke mister blikket for, at mistrivsel kan have mange årsager.