Dyrere billetter og grønnere indenrigsruter: Her er regeringens udspil til en grøn luftfart

Regeringen vil indføre en ny passagerafgift på flyrejser. Overskuddet fra afgiften skal gå til grøn luftfart, regionale lufthavne og en forhøjet ældrecheck. Få et kort overblik over det nye udspil her.

Transportminister Thomas Danielsen (V), skatteminister Jeppe Bruus (S) samt klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) præsenterede udspillet til grøn luftfart sammen i Skatteministeriet.
Transportminister Thomas Danielsen (V), skatteminister Jeppe Bruus (S) samt klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) præsenterede udspillet til grøn luftfart sammen i Skatteministeriet.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Rasmus Lauge Winding

390 kroner ekstra for en rejse til Thailand og 240 kroner oven i hatten for en tur til New York. Det er fremtiden for rejsende til og fra Danmark, hvis regeringens nye luftfartsudspil bliver en realitet. 

Samlet set er flyrejser i og fra Danmark skyld i udledningen af cirka tre millioner ton CO2 årligt. Med regeringens udspil kommer indenrigsluftfartens til at reducere udledningerne med 0,1 millioner ton CO2e i 2030.

Udspillet baserer sig grundlæggende på en gradvis indfasning af passagerafgifter på flyrejser fra 2025 til 2030. 

De nye afgifter vil dog primært ramme udenlandske rejsende, hvilket gør afgiften til en god forretning for Danmark. Faktisk så god, at der bliver penge tilovers til grøn teknologi, støtte til de små regionale luftehavne og endda også til en forhøjelse af ældrechecken.

Altinget giver dig her et kort overblik over den nye aftale.

Indfasning og pris

  • Passagerafgiften skal indfases løbende og være fuldt ud indfaset i 2030.
  • De løbende etaper, afgiften skal indfases i er fra 2025, dernæst 2028 og til sidst i 2030, hvor afgiften er fuldt ud indfaset.
  • Den gennemsnitlige passagerafgift vil være 70 kroner i 2025, 85 kroner i 2028 og endelig 100 kroner i 2030.
  • Når afgiften er fuldt ud indfaset i 2030 vil afgiften på en rejse inden for Europa være på cirka 60 kroner. For mellemlange rejser til eksempelvis New York vil afgiften i 2030 være på 240 kroner. For de helt lange rejser til eksempelvis Bangkok vil afgiften i 2030 ligge på 390 kroner.

Klimaeffekten

  • Luftfart medfører godt 2-3 procent af verdens samlede CO2-udledning. Flyrejser i og fra Danmark er skyld i udledningen af cirka tre millioner ton CO2 årligt. 
  • I 2025 forventer regeringen, at teknologi vil gøre det muligt at flyve 100 procent på grønne brændstoffer.
  • Regeringen forventer med det nye forslag frem mod 2029 at reducere godt 50 procent af indenrigsluftfartens CO2-udledninger.
  • I 2030 forventer regeringen, at det nye forslag vil sikre en fuldstændig grøn indenrigsluftfart. Det vil sige, at forslaget vil reducere indenrigsluftfartens udledninger med 0,1 millioner ton CO2e i 2030. I de nationale opgørelser stod indenrigsflyfarten for 133.000 ton CO2 i 2018.

Fuldkommen grøn indenrigsluftfart

  • Regeringen vil afsætte midler til at finansiere en grøn indenrigsrute i 2025. Helt præcist vil regeringen afsætte omkring 800 millioner kroner i perioden fra 2025 til 2029 til udbud, hvor private selskaber vil kunne byde ind på at facilitere en grøn indenrigsrute. For at vinde udbuddet er det et krav, at der skal flyves på grønne brændstoffer.
  • Regeringen vil derudover afsætte 1,5 milliard kroner til at sikre en fuldkommen grøn indenrigsflyvning i Danmark i år 2030. Støtten indfases fra 2027, og skal skabe efterspørgsel efter og understøtte grøn teknologiudvikling. Denne tilskudsmodel skal sikre, at forskellige grønne brændstoffer konkurrerer på lige fod med elektriske fly og hybridfly.
  • Regeringen vil derudover også afsætte 550 millioner kroner, der skal gå som støtte til de mindre regionale lufthavne rundt om i Danmark.

Økonomien bag udspillet

  • En passagerafgift på flyrejser forventes at give et provenu på godt 1,2 milliarder kroner, når det er fuldt ud indfaset i 2030. Provenuet skal delvist føres tilbage til luftfartsbranchen gennem investeringerne i grøn luftfart. 
  • Det nye udspil er fuldt finansieret i perioden 2025 til 2030. Det skyldes, at provenuet fra indførelsen af den nye afgift er nok til at finansiere de nye udgifter i udspillet.
  • Grundlæggende er der nemlig en positiv samfundsøkonomisk effekt af passagerafgiften. Det skyldes, at det vil være de udenlandske rejsende, der betaler størstedelen af afgiften. På den måde er de øgede statslige indtægter ved afgiften større end de negative økonomiske konsekvenser for de danske husholdninger og erhverv. 
  • Regeringen vil bruge godt én milliard af provenuet fra den nye afgift på at etablere en pulje, der fra 2025 til 2033 skal bruges til grøn omstilling af luftfarten.
  • Som en krølle på halen vil regeringen desuden forhøje ældrechecken med 4.800 kroner årligt. Samlet set vil det koste cirka 600 millioner kroner årligt. Forhøjelsen af ældrechecken finansieres også af provenuet ved indførelsen af den nye passagerafgift. Den forhøjede ældrecheck skal gælde fra 2025 og frem.

Du kan selv dykke yderligere ned i aftalen her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Bruus

Skatteminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

Thomas Danielsen

Transportminister, MF (V)
lastvognsmekaniker, bankrådgiver (Sparekassen Holstebro 2009)

Lars Aagaard Møller

Klima-, energi- og forsyningsminister (M)
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1994)

0:000:00