FA: Kræv dialog mellem universiteterne og erhvervslivet

Af Mariane Dissing
Administrerende direktør, Finanssektorens Arbejdsgiverforening

I 2014 blev der for alvor sat spotlight på de videregående uddannelser i Danmark.

Produktivitetskommissionen, Kvalitetsudvalget, Akkrediteringsinstitutionen med flere blotlagde mange betydelige udfordringer med kvaliteten, relevansen og sammenhængen. Udfordringer, som kun bliver skærpet af, at stadigt flere unge søger ind på de videregående uddannelser samtidig med, at den gennemsnitlige dimittendledighed for akademikere ligger på et meget højt niveau.

Set fra min stol er det meget positivt, at arbejdsstyrken bliver stadigt mere veluddannet. FA’s medlemsvirksomheder har i stigende grad brug for medarbejdere med videregående uddannelser. Men også samfundsøkonomisk er det en god investering. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd beregnede i 2014 en samfundsøkonomisk gevinst på 2-9 millioner kroner, hver gang en ung gennemfører en videregående uddannelse.

Hvor god investeringen er, afhænger selvfølgelig meget af, om dimittenderne kan finde job, hvor de kan udnytte deres kvalifikationer. Som Kvalitetsudvalget peger på, kræver det, at hovedparten af dem fremover finder job på det private arbejdsmarked. Og det kræver en stærkere erhvervsretning af de videregående uddannelser – ikke mindst af universitetsuddannelserne – end vi kender det i dag. Det er der heldigvis bred enighed om.

Vigtige aspekter udestår
I begyndelsen af året ventes regeringen at følge op med et udspil, som adresserer disse udfordringer. Regeringen har allerede tyvstartet ved at gennemføre nogle af Kvalitetsudvalgets anbefalinger om øget brug af dimensionering af optaget, øget gennemsigtighed i valg af uddannelse samt færre og større udbud af uddannelser. Endvidere er regeringen på vej med en analyse af, om taxametersystemet i dag medfører uhensigtsmæssige incitamenter.

Der er tydeligvis behov for at stramme op på rammerne for aftagerpanelernes virke. Derfor vil jeg opfordre regeringen til at stille krav i universitetsloven eller i udviklingskontrakterne om en mere forpligtende dialog mellem udbydere og aftagere på alle universiteter.

Mariane Dissing
Administrerende direktør, FA

Så langt så godt. Men vigtige aspekter udestår, hvis vi skal opnå mere erhvervsrettede videregående uddannelser som matcher virksomhedernes behov, bedre jobudsigter for dimittenderne og dermed det størst mulige afkast af Danmarks store uddannelsesinvesteringer.

Her vil jeg gerne fremhæve ét meget væsentligt aspekt, nemlig aftagerpanelerne. Regeringen er simpelthen nødt til at se på, hvordan vi opnår bedre samspil mellem universitetsuddannelserne og aftagerne. Efter Universitetsloven skal universiteterne nedsætte aftagerpaneler og sikre dialog mellem aftagerpanelet og universitetet om uddannelsernes kvalitet og relevans for samfundet.

Krav om forpligtende dialog
En analyse fra Akkrediteringsinstitutionen i 2014 viser imidlertid, at dialogen i aftagerpanelerne typisk ikke sker løbende, at den på anden vis er utilstrækkelig, og at den reelt ikke anvendes til at udvikle uddannelserne. Da aftagerpanelerne er det eneste obligatoriske forum for aftagerinvolvering i de videregående uddannelser, er der her tale om en massiv udfordring. Konsekvensen er da også, at kravet om relevans er det kriterium i akkrediteringsprocessen, som universitetsuddannelserne har sværest ved at opfylde på et tilstrækkeligt højt niveau. Kun omkring halvdelen formår det efter Akkrediteringsinstitutionens analyse.

Her savner jeg virkelig nogle anbefalinger fra Kvalitetsudvalget. Der er tydeligvis behov for at stramme op på rammerne for aftagerpanelernes virke. Derfor vil jeg opfordre regeringen til at stille krav i universitetsloven eller i udviklingskontrakterne om en mere forpligtende dialog mellem udbydere og aftagere på alle universiteter.

Kvaliteten af dialogen afhænger naturligvis også meget af, hvordan universiteterne og aftagerrepræsentanterne udfylder rammerne. Akkrediteringsinstitutionen fremlægger i sin analyse en række konkrete bud på, hvordan universiteterne kan sikre en mere effektiv brug af aftagerpanelerne. Universiteterne skal sørge for at inddrage de rigtige aftagere på det rette niveau, lægge en strategi for aftagerdialogen, afstemme forventningerne, inddrage aftagerne tidligere og klæde dem rigtigt på. Også DEA er i 2014 kommet med et bud på et værktøj til at strukturere og give retning til arbejdet med aftagerpanelerne.

Universiteterne må sikre attraktive dimittender
Så der er nok at tage fat på for universiteterne, og jeg vil opfordre universiteterne til at komme mere ind i kampen! Det burde jo være i universiteternes egen interesse at styrke samspillet med virksomhederne, så deres dimittender bliver så attraktive for arbejdsmarkedet som muligt.

En god dialog kræver selvfølgelig også, at aftagerne bidrager i en grad, så universiteterne får tilstrækkelig input til at kunne give uddannelserne den nødvendige erhvervsretning. Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvis aftagerne reelt bliver inddraget, lyttet til og får indflydelse på uddannelsernes kvalitet og relevans, så stiger deres engagement i aftagerpanelerne også.

I øvrigt mener jeg, at skal vi for alvor opnå mere erhvervsrettede videregående uddannelser på universiteterne, kommer regeringen heller ikke uden om at følge op på Kvalitetsudvalgets anbefalinger om at opbløde retskravet og studiefremdriftskravene. Men det er en anden historie!