Vores finansiering af forskning er i dyb ubalance og overser konsekvent det offentlige og professionsrettede

Forskningsreserveforhandlingerne er forskningens fest. På den ene side en slags slaraffenland af projekter og kæpheste bragt til torvs af ordførere og bag dem alskens interesser og enkeltpersoner, nu og da med tidens mærkesager.

Af onde tunger kaldes det hele for forskningens satspuljeforhandlinger med henvisning til den nu hedengangne satspulje på socialområdet, der strittede i lige så mange retninger, som der var velmenende sjæle i Danmark.

I årets aftale er der således også tidstypiske markeringer. Penge til forskning i antisemitisme og "Spiralsagen" om svangerskabsforebyggende tiltag overfor grønlandske piger og kvinder fra 1960-1991, midler til forskning i opioider og fertilitet.

Men de fylder ikke meget. Forskningsreserven er nemlig blevet en brønd af dybe strategiske satsninger, der hvert år bekræftes eller igangsættes.

Man havde nok skabt en passage mellem videnskab og erhverv, mellem universiteter og virksomheder, men aldrig rigtigt mellem forskning og velfærd.

Stefan Hermann

Eksempelvis på det grønne område, hvor de øremærkede bevillinger til det grønne område nu er på knap tre milliarder kroner, hvilket et er en fordobling på fem til seks år. Men det ses også, hvad angår sikkerheds- og digitaliseringsområdet.

Når sundhedsområdet og Life-science ikke fylder mere, skyldes det, at de nærmest er strategisk grundmurede i universiteternes brug af basismidler - suppleret af fondenes betydelige bidrag også her. Få lande i verden bruger flere forskningspenge på sundhed end Danmark.

En markant nydannelse i år er, at universiteterne får 500 millioner kroner i nye basismidler. No strings attached.

De fordeles efter et skøn, således at særligt Syddansk Universitet og Aalborg Universitet begunstiges. En slags kompensation for mange års oplevet uretfærdighed i fordelingen af basismidlerne.

I år blev der uddelt flere midler end nogensinde før. De offentlige forskningsbudgetter er nu på over 30 milliarder kroner, hvilket er det højeste hidtil.

Det påkalder sig en vis strategisk undren eller overvejelse, der har at gøre med ubalancer i forskningsfinansieringen og de videregående uddannelser, efter at det nuværende system satte sig for mere end et årti siden.

Under Helge Sander reformerede man forskningsfinansieringssystemet og rådsstrukturen. Vi fik Det Strategiske Forskningsråd, Højteknologifonden og Rådet for Teknologi og Innovation og en stribe andre ændringer i økonomi og regulering.

Der skulle være en motorvej mellem forskning og faktura. Morten Østergaard forenklede det, og væk røg Det Strategiske Forskningsråd, Højteknologifonden og Rådet for Teknologi og Innovation (hvor jeg selv sad), og frem af asken opstod Innovationsfonden i 2014 som fusion af de tre.

Siden blev Danmarks Frie Forskningsfond en mere strategisk spiller og ikke bare hjemsted for forskernes frie tildeling af midler til forskere. Hvorfor?

Man havde nok skabt en passage mellem videnskab og erhverv, mellem universiteter og virksomheder, men aldrig rigtigt mellem forskning og velfærd.

Man havde lavet et forsknings- og innovationssystem, som rettede sig mod vækst, men aldrig et, som rettede sig mod velfærd, ældre, uddannelse, sociale problemer og lignende.

Der er både et kolossalt hul, men også et stort potentiale, for at se, hvordan forskning kan bidrage i store dele af den velfærd, der ydes af professionelle i den offentlige sektor.

Stefan Hermann

Man havde styrket den forskningsbaserede værdikæde mod velstand og produktivitet, men ikke gjort sig den ulejlighed at kigge på den offentlige sektor for alvor med dybe forskningsstrategiske øjne.

Her er kvalitet i manges øjne mest noget med regler og bevillinger snarere end med forskning og viden (eksempelvis om der bevares undtagelser inden for sundhed).

Der er således både et kolossalt hul, men også et stort potentiale, for at se, hvordan forskning kan bidrage i store dele af den velfærd, der ydes af professionelle i den offentlige sektor. Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske råd (DFIR) har peget på noget lignende.

Det er derfor også sigende, at mange af de relativt nye tiltag de senere år i forskningsreserven er rettet mod offentlige problematikker – relateret til udsatte, ældre, skoler, erhvervsuddannelser, trivsel og så videre – som ikke får strategisk vejgreb, men tildeles få midler spredt ud på et hav af formål.

Et eksempel på de lovende takter er etableringen af et Center for Praksisnær Ældreforskning, men meget få midler.

Samme mønster ses, når Folketinget bevilliger 40 millioner kroner til fri velfærdsforskning, som spredes ud på 23 institutioner med Det Kongelige Akademi som den suverænt største modtager.

Man modtager krummerne fra de stores bord, og af krummerne gives mest til dem, som har mest i forvejen. Mattæus-princippet bøjet i neon. Og dog er det et brud på den praksis, at man ikke siden 2013 har villet styrke basisforskningsmidlerne til professionshøjskolerne.

Det vidner om det forhold, at Folketinget og skiftende regeringer løbende har finansieret og bidraget til en akademisering af professions- og erhvervsrettede fag og brancher, så længe det foregik under universiteternes auspicier eller lignende.

Men de har ikke rigtigt kunnet få sig til at finansiere en robust forskningsbasering af uddannelser og professioner, når de ligger i institutioner, der umiskendeligt er bundet til praksis i styring og uddannelse.

Diplomingeniøruddannelser på universiteter skal styrkes med forskning, men på professionshøjskolerne må man næsten ikke. Man er bange for "the academic drift," hedder det, samtidig med at man styrker den andetsteds.

Vi har således ikke alene en ubalance i forskningsfinansierings- og innovationsrådssystemet med mangel på en gennemtænkt forsknings- og innovationsindsats rettet mod det offentlige.

Vi har også et grundproblem på de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser på ikke mindst professionshøjskolerne, der har langt mindre udviklingsmuskler, end deres udfordringer og samfundets behov tilsiger.

Regeringens udspil til reform af de professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser er et meget væsentligt skridt i den rigtige retning, men det er næppe nok, hvis man ønsker sig mere end én top i landskabet af videregående uddannelser, som de unge kan få øje på.

Der skal følges op de kommende år, blandt andet i forskningsreserveforhandlinger.