Debat

Forskning for alle og til gavn for alle

DEBAT: Evidensbaseret forskning indenfor sundheds-, social- og uddannelsessystemet skal være med til at løse samfundets problemer, skriver Annette Vilhelmsen (SF). Hun opfordrer til, at der i højere grad satses på forskning i humaniora og på professionsuddannelserne. 

Foto: Helle Moos
Nikolaj L. Simonsen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Strategisk forskning er nødvendigt for en sund udvikling af vores velfærdssamfund i en international verden. Et stort skridt ville være at udbrede forskningstraditionen til flere grene af vores samfund.

Annette Vilhelmsen
Uddannelses- og forskningsordfører, SF

Af Annette Vilhelmsen
Uddannelses- og forskningsordfører, SF

Vores velfærdsamfund og strukturer udfordres af en stadig mere globaliserende og tættere knyttende verden, hvor alvorlige problemer opstår og kræver anderledes og smartere løsninger. Derfor er det vigtigt at bistå forskningsmiljøerne med at skabe de rette forudsætninger for at kunne dyrke nytænkning og finde løsninger på de områder, der skaber mærkbare samfundsmæssige forandringer. Strategisk forskning inden for velfærdsområderne er nødvendigt for, at vi kan drive det samfund og den verden, vi ønsker – en verden, hvor klimaet ikke overudnyttes, og et samfund, hvor kvaliteten i vores sundheds-, social- og uddannelsessystem ikke forringes på grund af negative økonomiske konjunkturer.

Der skal forskes bredere
SF arbejder for at skabe et offentligt og privat forskningsmiljø i Danmark, der har ressourcer til at forske i områder, der normalt ikke har været traditionel genstand for forskning, såsom de humanistiske områder. Vores samfunds aktuelle udfordringer kræver, at de mennesker, der arbejder som lærer, sygeplejerske, socialrådgiver, socialpædagog mv. skal forberedes til, via deres uddannelser, at varetage opgaver i et velfærdssamfund i konstant forandring. Hvorfor ikke starte med at etablere en forskningstradition på vores professionsuddannelser? 

I SF mener vi, det er på tide at sætte perspektiv på den almene forståelse af, hvad videnskab og forskning er. Videnskab er ikke en tilgang, der kun er forbeholdt naturvidenskaben eller samfundsvidenskaben. Forskning er en tilgang til at opnå systematisk viden inden for et afgrænset område. Forskning inspireres af det praktiske arbejde med et felt. Evidensbaseret undervisning på professionsuddannelserne kan bidrage til, at kandidaterne arbejder med en videnskabelig tilgang inden for deres område, der kan være med til at øge forskningsniveauet inden for eksempelvis hele socialområdet. 

Forskning skal hjælpe samfundet
Evidensbaseret viden – også inden for uddannelses-, sundheds- og socialområdet – vil bidrage til, at vi som samfund bedre kan forstå dynamikkerne, der forekommer. Det kan hjælpe os til at forstå så komplekse problemstillinger som f.eks. anbringelser af børn, to-sprogede børns indlæring i folkeskolen eller socialt udsatte unges relation til uddannelsessystemet. Vi mangler forskning af kvalitet, der kan give ansatte i staten, regionerne og kommunerne anvisninger til at træffe de rigtige beslutninger, når vi har at gøre med forskellige grupper i samfundet. Forskning er en kilde til viden, der kan føre videre til evidensbaserede politiske beslutninger.

Fakta
Bland dig!
Send dit debatindlæg til [email protected] og deltag i debatten.

Politisk bør der være en national handleplan for at sikre, at alle private og offentlige forskningsmiljøer har mulighed for at kunne forske i deres eget faglige speciale til gavn for hele samfundet, da det ofte er under fri forskning, at banebrydende resultater med enorm betydning for drivkraften i vores samfund udvikles. Samtidig er det også en politisk pligt at sørge for, at vi i Danmark bidrager til at finde innovative løsninger på komplekse problemstillinger, der opstår som følge af forandrende globale strukturer. Strategisk forskning er nødvendigt for en sund udvikling af vores velfærdssamfund i en international verden. Et stort skridt ville være at udbrede forskningstraditionen til flere grene af vores samfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Annette Lilja Vilhelmsen

Bestyrelsesmedlem af Odense ZOO, Naturama og Fjord og Bælt
cand.pæd. i almen pædagogik (Danmarks Lærerhøjskole 2001), Læreruddannet fra Den fri Lærerskole, kontorassistent

0:000:00