Forskning og uddannelse skal altid gå hånd i hånd

 

Hvis man åbner dørene til de danske universiteter og kigger efter i krogene, vil man opdage, at ikke alt er i den skønneste orden.

 

Jovist det fungerer: Unge bliver uddannede, bliver klogere, nogle får arbejde og fortsætter ud i andre dele af livet. Men der er stadig noget, der mangler.

 

Politisk ansvar for kvalitet
Det er dette ”noget”, som er blevet kaldt ’kvalitet’. For os studerende handler kvalitet for eksempel om et tilstrækkeligt antal timer, om muligheden for feedback, at undervisningen foregår på overskuelige hold med plads til spørgsmål, aktivitet og dialog.

 

At vi oplever rammer, der faktisk understøtter og udfordrer det videbegær, som vi alle møder op med, når vi træder inden for murerne og at vi faktisk har mulighed for reelt at være i dialog med dem, der driver den nyeste forskning.

 

Der er jo næsten ingen idé i dygtige forskeres seje tanker, hvis de ikke bliver holdt levende, diskuteret og ført videre i kritisk dialog med unge studerende.

 

Men selvom politikerne har været ved at falde over hinanden for at tale om kvalitet de sidste måneder, så er det ikke kvaliteten af uddannelserne, de har talt om, men derimod kvaliteten af os: ”ungdommen nu til dags”. Vi er dovne, langsomme, egoistiske og kan knap nok stave eller regne.

 

Eller også kommer kvalitet til at handle om dårlige jobudsigter, og ”hvad kan du bruge det til, når du bliver stor” attituder, der må løses, ved at uddannelserne tilpasses erhvervslivets stadigt mere præcise krav til, hvilke kompetencer de har brug for her og nu.

 

Altså noget, der på ingen måde handler om hvordan man tager ansvar for at løfte den kvalitet, som vi studerende oplever. 

Basisbevillingerne skal øges
Men fair nok. Nogle gange skal man jo lige have et venligt puf for at komme i gang. Så her kommer et bud på et fokus, der bør være helt centralt, hvis vi skal sikre kvaliteten i de forskningsbaserede uddannelser.

 

Vi skal øge basisbevillingerne ved at omlægge de strategiske forskningmidler og samtidig forpligte universiteterne til at ansætte flere faste medarbejdere med lige dele undervisnings- og forskningsforpligtelser.

 

Hvis politikerne sammen formår at sikre dette på finansloven og via forpligtende mål i universiteternes udviklingskontrakter, så vil virkelig batte noget, og vi vil se, at kvalitetsparametre som mere feedback, højere timetal, mere vejledning og flere holdtimer vil følge efter.

 

Som virkeligheden er nu, er både universiteterne og de enkelte forskere presset til at bruge oceaner af tid og kræfter på at søge midler i både offentlige og private puljer og fonde for at finansiere det næste forskningsprojekt og den næste korttidsansættelse. De halser konstant efter den næste mulige krone, der kan hentes ind.

 

Det lyder måske meget godt, men det er tid og kræfter, der direkte går fra mødet med de studerende. Resultatet er, at man i højere og højere grad ansætter postdocs til forskningsprojekter finansieret af eksterne midler og undervisningsassistenter til at undervise.

 

Dermed skærer man det tætte bånd mellem forskning og uddannelse over og går på kompromis med selve universitetets akademiske essens.

Forskning skal ikke kun være for eliten
Tal fra Akademikerne viser, at hvor postdocs i 2004 udgjorde under 10 procent af alle stillingerne på adjunktniveau, udgjorde de i 2011 næsten 70 procent, og der var altså dobbelt så mange postdocs som adjunkter. Faktisk faldt selve antallet af adjunkter i perioden, mens antallet af postdocs mangedobledes.

 

Med denne udvikling bliver universitetet i stigende grad et sted, hvor forskningen foregår i kontorer og laboratorier langt væk fra undervisningslokaler og forelæsningssale, hvor kun en håndfuld elitestuderende får mulighed for at være med, hvor det sker – og hvor ressourcerne til reel undervisning bliver mindre og mindre og koncentreret på færre og færre hoveder.

 

Det er dumt og uanbitiøst, særligt i en tid, hvor vi med det stigende optag har en fantastisk mulighed for at skabe en generation med et uddannelsesniveau, som tidligere generationer kun har kunnet drømme om. 

 

Så kære poltikere, vi studerende tager hver eneste dag ansvaret for kvaliteten af vores uddannelser, når vi møder videbegærlige og velforberedte op til vores undervisning. Nu er det jeres tur.

 

I må tage ansvar for at skabe fast grund under fødderne for de forskningsbaserede uddannelser, så kvalitet ikke kun er et ”noget” vi taler om, men noget, vi studerende rent faktisk oplever ude i virkeligheden – på de danske universiteter.