Social mobilitet og besparelser hænger dårligt sammen

Af Bente Sorgenfrey
Formand for FTF

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen vil både have mere kvalitet i uddannelserne og flere unge fra ikke uddannelsesvante hjem i videregående uddannelse. En sympatisk målsætning, som man kun kan være enig i. Ambitionerne står desværre i skærende kontrast til de løbende besparelser på de korte og mellemlange videregående uddannelsers økonomi, herunder professionshøjskoler og erhvervsakademier. 

Hvis ministerens målsætning skal lykkes, så skal der ikke spares, men derimod investeres i de uddannelser, der i dag er bedst til at løfte unge fra uddannelsesfremmede hjem til en uddannelse på videregående niveau. Og det er erhvervsakademiuddannelserne og professionsbacheloruddannelserne. 

Desværre ser vi med finanslovsudspillet for 2015 fortsatte besparelser på de videregående uddannelser. Det er rigtig ærgerligt, for vi kan i dag se, at de korte og de mellemlange videregående uddannelser allerede er gode til at tiltrække og fastholde unge fra ikke-uddannelsesvante hjem. Forventningen om, at det skal gøres endnu bedre, hænger dårligt sammen med den gradvise udhuling af uddannelsernes økonomi, som vi ser i disse år.

Skævt optag på de videregående uddannelser
De videregående uddannelser optager skævt. Skævt i forhold til social baggrund og skævt i forhold til geografi. Postnummeret og forældregenerationens eksamensbeviser betyder alt for meget for unges chancer for at få en videregående uddannelse.

Men alle disse gode tiltag har trange kår, når der spares på de korte og mellemlange uddannelser, som det sker i dag. Det har konsekvenser – også for den sociale mobilitet.

Bente Sorgenfrey

I Hanstholm søger kun 2,9 pct. af de 19-25-årige ind på en videregående uddannelse. Tager vi til Rungsted Kyst er tallet 30,3 pct. Det er en skævhed, der er til at få øje på. 

Den skæve søgning betyder, at vi spilder talent, der kunne være sat i spil i forhold til at sikre fremtidens vækst og velfærd. Vi skylder alle unge talenter – også dem i Hanstholm – en fair chance for at kunne udvikle sig med en videregående uddannelse. For deres egen og samfundets skyld.

Erhvervsakademier og professionshøjskoler rekrutterer allerede bredt
De unge, som kommer fra uddannelsesfremmede hjem, vælger i høj grad at gå videre på erhvervsakademier og professionshøjskoler. Disse uddannelser er samtidig langt bedre til at fastholde studerende fra ufaglærte hjem, end universiteterne er. Ser man på 1980-årgangens uddannelsesmønster er 23,5 pct. af dem fra ufaglærte hjem kommet i gang med/har afsluttet en kort eller mellemlang videregående uddannelse, men kun 6,4 pct. er kommet i gang med/har afsluttet en lang videregående uddannelse på et universitet.

For de unge, hvis forældre har en erhvervsfaglig uddannelse, er det 39,1 pct., der er kommet i gang/har afsluttet en kort eller mellemlang videregående uddannelse, mens tallet for dem er i gang med/har afsluttet universitet kun er 12,6 pct.

Til sammenligning er gennemsnittet for alle i årgang 1980, at 42,5 pct. er i gang med eller har afsluttet en videregående uddannelse, og 19,1 pct. er i gang med eller har afsluttet en lang videregående uddannelse på et universitet. 

Erhvervsakademier og professionshøjskoler er med deres udbud af korte og mellemlange videregående uddannelser altså væsentlig bedre til at tiltrække unge fra hjem uden tradition for videregående uddannelse, end universiteterne er. Det skyldes bl.a., at uddannelserne tilbyder en kombination af teori og praktik ude i virkeligheden.

Vi kender vejen til bedre social mobilitet
Hvis vi vil løfte unge videre i uddannelse, finder den vigtigste indsats sted i daginstitutioner, grundskole og på ungdomsuddannelser, som jeg skrev i mit første indlæg til Altinget.

Men vi ved også, at det er vigtigt, at der er geografisk spredte uddannelsestilbud, så det er muligt at tage en videregående uddannelse uden at skulle rejse til en af de store uddannelsesbyer. Der har erhvervsakademier og professionshøjskoler vigtig rolle, fordi de har uddannelsesudbud spredt udover hele landet.

En øget indsats mod frafald vil gavne alle studerende, men særligt de studerende, der kommer fra ikke-uddannelsesvante hjem, har gavn af, at frafald bekæmpes mere aktivt på uddannelserne. Derfor bør uddannelserne blive bedre til at tilbyde ekstra støtte, fx ’learning support centre’, målrettede tilbud om studieteknik og supplerende danskundervisning for to-sprogede. 

De studerende bør få mere feed-back fra underviserne. Uddannelsesinstitutionerne skal have pligt til at gribe hurtigere ind, hvis en studerende er frafaldstruet. Der er brug for bedre studiemiljøer, flere undervisningsassistenter, fx instruktører og mentorer, og ikke mindst: at styrke sammenhængen mellem teori og praksis, når de studerende er i praktik. Det kan bl.a. ske ved, at flere praktikvejledere får en praktikvejlederuddannelse, så de bedre kan vejlede de studerende i praktik. 

Men alle disse gode tiltag har trange kår, når der spares på de korte og mellemlange uddannelser, som det sker i dag. Det har konsekvenser – også for den sociale mobilitet. Det snyder de unge talenter fra Hanstholm - og resten af landet - for at få en fair chance i uddannelsessystemet.