GTS: Mål os på det, vi skal være gode til

Af Ragnar Heldt Nielsen
Direktør i GTS-foreningen

Debatten her i Altinget har vist en stor enighed om, at det ikke er let at måle effekten af forskning og innovation, især ikke når der skal måles på, hvilken effekt indsatsen har for erhvervslivet.

Peter Høngaard fra Innovationsfonden er for eksempel inde på, at ét er at måle det enkelte projekt, noget andet er, hvordan vi skal udvikle den samlede portefølje af projekter.

Spørgsmålet er, hvad vi skal satse på?

For at kunne svare på det, bør vi se på, hvilke typer af projekter der skaber størst værdi for virksomhederne, og hvor samfundet dermed får størst muligt afkast af forskningsinvesteringerne. Tidligere undersøgelser har vist, at der bliver skabt størst værdi for virksomhederne i de projekter, hvor både GTS-institutter og universiteter indgår.

Det skyldes, at parterne er gået ind i projekterne med hver deres kernekompetencer og samtidig varetager forskellige roller i projekterne.

Denne rollefordeling fungerer, og det betyder, at der er brug for, at vi inde fra systemet og fra de bevilligende ministerier og fonde skaber evalueringssystemer og incitamenter, der fremmer samarbejde mellem parterne.

Ragnar Heldt Nielsen, direktør i GTS-foreningen

Forskerne skal ikke til virksomhederne
Som jeg ser det, er der ikke ressourcer til, at forskere i stor stil er ude hos den enkelte virksomhed, men det gør ikke noget, for det bør ikke være universiteternes kerneopgave.

Derfor var det også med stor undren, at jeg i Mandag Morgen i sidste uge kunne se forskere slå til lyd for forskning i ”harehøjde”. Det lyder som en helt forkert vej at gå. Det bør være en kerneopgave for universiteterne at have fokus på excellent forskning og at opfinde nyt.

Dermed er det ofte kun interessant for universiteterne at samarbejde med en virksomhed om samme problemstilling nogle få gange, mens det er indbygget i GTS-opgaven, at så mange virksomheder som muligt får glæde af den nye viden.

En af vores hovedopgaver er netop at bygge bro mellem forskning og erhvervsliv – og at sikre, at ny teknologi bliver tilpasset virksomhedernes behov. Universiteternes og GTS-institutternes kerneopgaver i innovationssystemet er dermed grundlæggende forskellige.

Denne rollefordeling fungerer, og det betyder, at der er brug for, at vi inde fra systemet og fra de bevilligende ministerier og fonde skaber evalueringssystemer og incitamenter, der fremmer samarbejde mellem parterne, og hvor der samtidig skabes nye forskningsmæssige gennembrud og anvendelsesorienterede resultater.

Hermed kan vi øge udbyttet af den enkelte investering og sikre, at der skabes værdi på flere parametre.

Efter min mening bør vi derfor gå efter differentierede målesystemer.

• I forhold til de virksomheder, der deltager direkte i forsknings- og udviklingsprojekter, skal vi sikre og måle på, at de får direkte udbytte i forhold til udvikling af produkter og processer.
  
  
• Forskerne skal primært måles på deres evne til at lave forskningsresultater, der bidrager til at rykke forskningsfronten, og som typisk kan publiceres i tidsskrifter og lignende.
  
  
• Dem, der har en anvendelsesorientering tilgang (eksempelvis GTS’ere og professionshøjskoler) skal måles på deres evne til at sikre den praktiske implementering og skalering af forskningsresultaterne – og – særligt i forhold til GTS-institutterne – deres evne til at sikre, at den generiske viden kan tilgås af en bredere kreds af virksomheder, der ikke nødvendigvis er forskningsaktive.

For at styrke samarbejdet mellem universiteter, GTS-institutter, professionshøjskoler og erhvervsakademier yderligere, kunne der også her arbejdes med mål og finansiering, der resulterer i flere af dens slags samarbejder.

Efter min mening vil en tydeligere rollefordeling og en differentieret måling af effekt betyde, at vi undgår klumpspil på midten og samtidig sikrer en mere optimal anvendelse af forskningsmidlerne, hvor langt flere virksomheder får effekt af forskningsinvesteringerne.