Hvilken fremtid skal vi uddanne til?

Opdelingen af sektorerne i vores uddannelsessystem og på de respektive uddannelsesniveauer, for eksempel kandidatuddannelsen, er et resultat af tidligere tiders valg, som ikke nødvendigvis er bedst egnet til fremtidens samfund.

Maja Horst og Rune Heiberg Hansen
Hhv. institutleder på Københavns Universitet og sekretariatschef i Danmarks Akkrediteringsinstitution

Af Maja Horst og Rune Heiberg Hansen
Hhv. institutleder på Københavns Universitet og sekretariatschef i Danmarks Akkrediteringsinstitution

Videregående uddannelse er i den grad blevet et højpolitisk emne og med god grund. 250.000 unge er i gang med at tage en videregående uddannelse. 62 procent af en ungdomsårgang forventes at tage en videregående uddannelse. Samfundet bruger omkring 25 milliarder årligt på videregående uddannelse og over 25 milliarder i SU som en investering i vores velstand, velfærd og kultur.

Og uddannelse er et gode. For den enkelte og for samfundet. Men videregående uddannelse dækker over enorme forskelle og vidt forskellige traditioner og tilgange. Samtidig er det samfund, der uddannes til og i samspil med, under stadig hurtigere forandring. Derfor er der ikke ét ”gode”, men mange forskellige. Det, der er godt i dag, er ikke nødvendigvis godt nok i morgen.

Videregående uddannelse er nærmest pr. definition et forsøg på at ramme en fremtid, vi kun kan gætte os til. Uanset om der er tale om korte 2-årige diplomuddannelser eller lange universitetsuddannelser, skal en videregående uddannelse forholde sig til, hvad dens formål er. Hvilken viden og kompetencer bibringes den enkelte studerende? Hvordan er det relevant for den enkeltes fremtid og for den enkeltes mulighed for at bidrage konstruktivt til fremtidens samfund? For selvom der er mange muligheder for at komme tilbage til skolebænken, er den videregående uddannelse ofte et centralt fundament for resten af livet.

Behov for en stærkere faglig og politisk debat
Forsøget på at forstå og påvirke fremtiden sker dagligt, når fagmiljøer udvikler og udfordrer deres faglighed. Det sker, når studerende drøfter og oversætter faglighed til deres drømme og ideer. Og det sker, når uddannelser og institutioner i dialog mellem undervisere, studerende og det omkringliggende samfund udvikler eksisterende eller helt nye uddannelser. Men det sker alt for sjældent ud fra en grundig diskussion af, hvilke scenarier for fremtiden vi sigter på, og hvilken rolle uddannelser skal spille heri. Og det sker næsten aldrig som led i en bred samfundsdebat om visionerne for fremtidens samfund.

Politisk har vi længe talt om, at flere skulle have en videregående uddannelse. Uden rigtigt at have anden motivation eller analyse end 1) hvis uddannelse er godt, så må flere være endnu bedre og 2) vidensøkonomien drives og formes af en højt uddannet arbejdskraft. På det seneste er spørgsmålet om kvalitet (heldigvis) kommet ind i debatten. Bedre uddannede på alle niveauer, men ikke nødvendigvis flere. Og vi begynder nu at tale om, at der måske er for mange studerende. For er der job til alle? Og er der for mange af en type uddannelse, men for få af andre?

Det, vi mangler, er en seriøs diskussion af, hvordan samfundet udvikler sig, og hvilken rolle de enkelte uddannelser og uddannelsessystemet skal spille heri. Kvalitetsudvalget tog de første spadestik, men primært afledt af matematiske fremskrivninger af optaget på de videregående uddannelser.

Spørgsmålene er mange
Matematikken viser ud fra kendte ansættelsesmønstre, at stor vækst i optaget af nye studerende plus lav vækst i antal af traditionelle job for for eksempel universitetsuddannede betyder, at markant flere skal finde job i den private sektor – og i høj grad i SMV’er. Vi savner den omvendte analyse: Hvordan tror og ønsker vi, at samfundet udvikler sig – og hvordan kan videregående uddannelse påvirke og understøtte denne udvikling?

Der er behov for et innovationsløft i de danske SMV’er – men hvordan indretter vi videregående uddannelser, så de kan bidrage til det? Samtidig bliver de store virksomheder mere og mere specialiserede og globaliserede. Kan vi indrette videregående uddannelser, så de både bidrager til dette specialiserede behov og til SMV’ernes behov for generelle kompetencer. Eller skal vi opdele vores uddannelsesportefølje på nye måder. Hvad sker der med den offentlige sektor i fremtiden – har vi primært behov for nye former for tværfagligt samarbejde og inkorporering af digitale løsninger, eller er behovet for offentlig og social innovation meget mere radikalt – og hvordan uddanner vi til det?

Hvis forandring er den nye konstant, hvordan skaber vi så uddannelser, der klæder studerende på til at navigere og bidrage til positiv forandring? Det, du arbejder med nu, og det, du kommer til at arbejde med om 5 år, er formentlig forskelligt, og den arbejdsform, der kendetegner en virksomhed eller sektor i dag, vil være ændret inden for de næste 10 år. Hvilken viden og kompetencer skal man tilegne sig i forbindelse med en uddannelse, og hvad må man lære siden hen? Hvor meget skal virksomheder og offentlige organisationer være parat til at efteruddanne og specialisere de nyuddannede?

Fælles råd for videregående uddannelse
Vores korte svar er, at det ved vi ikke. Det lidt længere er, at opdelingen af sektorerne i vores uddannelsessystem og på de respektive uddannelsesniveauer, for eksempel kandidatuddannelsen, er et resultat af tidligere tiders valg, som ikke nødvendigvis er bedst egnet til fremtidens samfund. Der er behov for, at vi tænker mere over, hvordan vores samfund udvikler sig, og at vi taler fordomsfrit om, hvordan vores uddannelser bedst uddanner hertil. Det er en analyse og dialog, vi bør tage på hver enkelt uddannelse, men også nationalt. Vi har brug for at tale om fremtiden, og vi har brug for at tale om helheden.

To steder at starte kunne være på den ene side at skabe rammerne for bedre analyse af mulige scenarier for vores arbejdsmarked og samfund, og på den anden side at etablere et fælles råd for videregående uddannelse, så vi kan få en national dialog og idéudvikling om vores uddannelser. Vi har Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd – hvorfor har vi ikke Danmarks Uddannelsespolitiske Råd for videregående uddannelsespolitik?